Mosbech, A., Merkel, F., Boertmann, D., Falk, K., Frederiksen, M., Johansen, K. & Sonne, C. 2009: Thick-billed Murre studies in Disko Bay (Ritenbenk), West Greenland. National Environmental Research Institute, Aarhus University. 60 pp. – NERI Technical Report No. 749.
Denne rapport beskriver undersøgelser gennemført i havfuglekolonien ved Ritenbenk (Innaq) i den nordøstlige del af Diskobugten 2005-7. Polarlomviekolonien ved Ritenbenk er den eneste tilbageværende lomviekoloni i Disko Bugt regionen, og den vurderes at være reduceret til mindre end en tiendedel på 50 år. Undersøgelsernes formål har været at få en øget forståelse for polarlomviens bestandsudvikling og årsagerne til tilbagegangen samt kortlægge svømmetrækket og andre særligt vigtige områder for koloniens trivsel. Det har været målet at skabe et bedre videngrundlag, der kan bruges til at begrænse de negative faktorer for koloniens udvikling i forbindelse med olieefterforskning, jagt og mulige forstyrrelser. Rapportens hovedvægt er på polarlomvien, men undersøgelser af ride er taget med sidst i rapporten.
Undersøgelserne er gennemført som en del af et baggrundsundersøgelsesprogram for den strategiske miljøvurdering af olieaktiviteterne i Disko Vest området, hvor de foreløbige resultater er rapporteret (Mosbech et al. 2007). En opdateret udgave af den strategiske miljøvurdering med resultater af en række yderligere biologiske undersøgelser fra Disko Vest området er planlagt til udgivelse i 2010. Optællingerne indgår desuden i Grønlands Naturinstituts overvågningsprogram for havfuglekolonier og undersøgelsen medvirker til Grønlands nationale implementering af Arctic Councils CAFF International Murre Conservation Strategy and Action Plan. Når resultater fra kolonier i hele det arktiske område sammenlignes fås en større forståelse for lomvie-bestandenes trivsel og dynamik. En viden der benyttes til rådgivning om forvaltning af bestandene.
Hele lomviekolonien er blevet optalt både ved direkte tællinger og ved optælling på fotografier (Kapitel 2). I udvalgte områder af kolonien er der gennemført undersøgelser af døgnvariation og dag-til-dag variation i antallet af lomvier for at kunne korrigere totaloptællingerne. Det mest sikre optællingsresultat vurderes at være 2.447 individer talt ved en direkte totaloptælling den 19. juli 2006 og korrigeret for døgnvariation og dag-til-dag variationer. Dette antal individer på ynglehylderne estimeres at svare til 1.835 ynglepar, når der tages hensyn til hvor lang tid fuglene tilbringer på ynglehylderne.
Den forrige optælling af Ritenbenkkolonien blev foretaget i 1998, hvor bestanden på hylderne blev estimeret til 3.415 individer ved en sammenlignelig metode. Det svarer til en tilbagegang på 28%, eller 4% per år i perioden 1998-2006.
Både totaltællingerne og de intensive tællinger i et delområde tyder på, at der skete en vækst i antallet af lomvieynglepar fra 2005 til 2006. Dette positive resultat skal dog ikke overfortolkes. Da der kan være betydelig år-til-år variation betyder det ikke nødvendigvis, at koloniens negative udvikling er vendt.
For at undersøge mekanismerne i bestandsudviklingen er der opstillet en simpel matrix model for polarlomviebestanden i Ritenbenk kolonien. Modellen estimerer den maximale bæredygtige fangst på baggrund af en række forudsætninger (Kapitel 3). Modelresultaterne er sammenlignet med de indrapporterede jagtudbytter i fangststatistikken (Piniarneq). Det fremgår af fangststatistikken, at det årlige jagtudbytte for juni og juli måned i Ilulissat kommune i perioden 1993-2001 var fra 100 til 206 fugle (dog 40 fugle i 1998). Disse fugle har formentlig især været voksne ynglefugle, da de fleste ungfugle ikke opholder sig nær kolonierne. Det konkluderes ved sammenligning med modellen for bæredygtig fangst, at det er højst sandsynligt, at jagten på de voksne ynglefugle i sommerperioden er hovedforklaringen på nedgangen i kolonien frem til 2001. Herefter er forårs- og sommer-jagten blevet forbudt. Hvis dette forbud overholdes og vinterjagttrykket ikke forøges viser modellen, at der er en chance for at nedgangen i kolonien vil stoppe.
Trækmønstre og fordeling af lomvier fra Ritenbenk uden for yngletiden er undersøgt dels ved en analyse af genmeldinger af ringmærkede fugle, dels ved sporing af fugle mærket med satellitsendere (Kapitel 4). Der er over en periode på 60 år mærket ca. 2800 lomvier, og der er kommet 372 genmeldinger. Af disse er 89% af de voksne lomvier genmeldt som skudte fra Diskobugten. Genmeldingerne viser bl.a., at lomvier fra Ritenbenk har vinterområder både i det nordlige Vestgrønland og ved Newfoundland.
27 lomvier er blevet udstyret med satellitsendere og sporet i op til 112 dage. Lomvierne gennemfører et svømmetræk, når de sidst i juli forlader kolonien. Under svømmetrækket fælder de voksne fugle svingfjerene, og hannen svømmer sammen med ungen. Ruterne for de sporede lomvier viser, at hovedparten (15 af 16) af hannerne svømmer ud gennem Vaigat, mens hunnernes ruter er ligeligt fordelt nord og syd om Diskoøen. Senere i august og september forekommer de fleste mærkede lomvier relativt spredt i den sydøstlige Baffin Bugt. Mens hovedparten af lomvierne således gennemfører fældning af svingfjerene i den sydøstlige Baffin Bugt trak to af lomvierne mod sydvest mod Labrador og Newfoundland. Det konkluderes, at omkring 1. august trækker en stor del af bestanden gennem Vaigat - Hareø området, og bestanden vil derfor være meget sårbar overfor et oliespild her, ligesom bestanden vil være meget sårbar overfor oliespild i Diskobugten fra fuglene ankommer i maj måned.
Lomviernes dykkeaktivitet og deres fodring af ungerne på redehylderne blev i 2006 undersøgt for at få et indtryk af, om der er en væsentlig fødebegrænsning på dette tidspunkt, som kan påvirke ungernes overlevelse og dermed bestandsudviklingen (Kapitel 5). Dykkeaktiviteten blev undersøgt med små dataloggere monteret i en ring om benet, mens fodringsfrekvenser blev observeret direkte. Fisken lodde/ammassat (Mallotus villosus) var et meget vigtigt fødeemne i 2006, fødesøgningsturene var relativt korte og den tid fuglene anvendte på dykning var begrænset (< 10%). Det samlede indtryk var således, at fødetilgængeligheden ikke var et problem i 2006.
Bestanden af rider på Ritenbenk-fuglefjeldet var også gået tilbage (Kapitel 6). Fuglefjeldet husede 2783 og 1811 ’tilsyneladende besatte reder’ af rider i henholdsvis 2005 og 2006. I 1984 var bestanden ca. 22000 reder, og i 1994-98 ca. 6000 reder, dvs. en årlig tilbagegang på ca. 14%. Ynglesucces var til gengæld ret høj i begge de undersøgte år, med 1.8-1.7 unger per succesfuld rede, og med mindst 10% af rederne med 3-unge-kuld, hvilket vidner om favorable fourageringsforhold.
Det er i forbindelse med projektet blevet undersøgt i hvilket omfang kolonien er mål for turistekskursioner. Ingen af turistoperatørerne i Ilulissat havde fuglekolonien som regelmæssigt mål og som begrundelse blev der primært anført dels afstanden (for langt til at gennemføre som en dagtur), dels manglende specifik interesse blandt turister, der hellere vil se flotte isbjerge. Men koloniens negative bestandsudvikling og risikoen for at opleve ulovlig jagt blev også nævnt som årsag til, at kolonien kun udnyttes turistmæssigt i meget begrænset omfang.
Samlet vurderes det, at der skulle være mulighed for at kolonien af polarlomvier igen kan vokse, hvis forårsjagten i Diskobugten er ophørt, og hvis de positive indikatorer på fødetilgængelighed, vi fandt i 2006, er repræsentative for de fleste år. Udviklingen for riderne er bekymrende, men den høje ynglesucces peger på at problemerne primært er uden for yngletiden.
Vi anbefaler på lokalt niveau:
Vi ved fra fangst af ringmærkede fugle at lomviebestande fra hele det nordatlantiske område blander sig under træk og overvintring i Canada og Vestgrønland. Det har på den baggrund i CAFF været forsøgt at modellere hvad jagt i de forskellige områder og den kroniske olieforurening ved Canada (der er estimeret til at koste 200.000 fugle per år livet) betyder for de forskellige kolonier, men datagrundlaget har været for mangelfuldt til at koble tilbage til kolonierne. Brug af satellitsporing har givet ny detaljeret viden om dele af trækket, men til brug for modelleringen af hvordan bestandene fra forskellige kolonier blander sig uden for yngletiden er der kommet et helt nyt værktøj, geodataloggere (lysloggere) der vejer få gram og kan sættes på fuglenes ben. Geodataloggere er ikke nær så præcise som satellitsendere, men de er fuldt tilstrækkelige til at identificere vinterområder og hovedtrækruter og de er nemmere, billigere og giver positioner i længere tid end satellitsendere. Nogle af disse dataloggere kan også indsamle dykkedata og dermed fortælle hvor hårdt lomvierne må arbejde for føden i de forskellige områder, en viden der bl.a. er meget væsentlig for vurdering af effekter af klimaændringer.
Hele rapporten på engelsk i PFD-format (4,4 MB)
