Vildtbestande og jagttider i Danmark: Det biologiske grundlag for jagttidsrevisionen 2010. Noer, H., Asferg, T., Clausen, P., Olesen, C.R., Bregnballe, T., Laursen, K., Kahlert, J., Teilmann, J., Christensen, T.K. & Haugaard, L. 2009. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 288 s. – Faglig rapport fra DMU nr. 742.
Baggrund og formål
Jagttiderne i Danmark fastlægges af miljøministeren, i konsultation med Skov- og Naturstyrelsen. Forinden høres Vildtforvaltningsrådet, der er rådgivende for ministeren.
Siden den første udgave af Lov om jagt og vildtforvaltning trådte i kraft i 1994, er jagttiderne blevet taget op til revision hvert 3. år. Med henblik på at tilvejebringe et biologisk grundlag for drøftelserne omkring nye jagttider udarbejder DMU (Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet) hvert 6. år en rapport, der samler data om både vildtbestandenes og jagtudbyttets udvikling og ud fra en biologisk synsvinkel vurderer, om jagten er bæredygtig og om der er behov for ændringer af jagttiden for hver enkelt art.
Denne rapport fremlægger det biologiske grundlag for den jagttidsrevision, der skal finde sted i 2010. Af de 44 vildtarter, der aktuelt har en jagttid, gennemgås de 42, idet mufflon og vildsvin ikke er behandlet. For hver enkelt art gennemgås den eksisterende viden om, hvilke bestande, der udnyttes jagtligt i Danmark, deres størrelse og udvikling samt jagtudbyttet (antal nedlagte individer, køns- og alderssammensætning og tidsmæssig- og geografisk fordeling), ligesom der gives en vurdering af jagtens indflydelse på bestanden og det eventuelle behov for justeringer af jagttiden.
Til brug for drøftelserne i Vildtforvaltningsrådet har Danmarks Jægerforbund anmodet om en gennemgang af yderligere 33 arter af fugle og pattedyr, som ikke aktuelt har jagttid, med henblik på at få en biologisk vurdering af mulighederne for en sådan. Disse arter er gennemgået i et særligt afsnit i rapporten.
De lovgivningsmæssige rammer for fastlæggelsen af jagttider
Jagt kan ikke undgå at påvirke de vildtbestande, der jages. Der findes derfor en omfattende lovgivning på området, både på nationalt og på internationalt niveau, der fastlægger, dels hvilke arter der kan gives en jagttid, og dels hvor store påvirkninger der er acceptable.
På internationalt niveau er det især EU’s Habitat- og Fuglebeskyttelsesdirektiver, der må tages i betragtning. På nationalt niveau reglerne i Lov om Jagt og Vildtforvaltning.
Både i Danmark og i andre EU-lande er der imidlertid gennem de senere år opstået en betydelig usikkerhed om, hvordan bestemmelserne i især Fuglebeskyttelsesdirektivet skal fortolkes ved fastlæggelsen af jagttider. Ligeledes til brug for drøftelserne i Vildtforvaltningsrådet har Dansk Ornitologisk Forening og Danmarks Naturfredningsforening anmodet om en vurdering af de danske jagttider i forhold til disse regler, ikke mindst med henblik på, om jagt på bestande i tilbagegang kan være bæredygtig.
Disse regler gennemgås derfor detaljeret i rapportens Afsnit 2, hvor der også gives en udførlig drøftelse af den vejledning om jagt i forhold til Fuglebeskyttelsesdirektivet, der i 2008 blev udgivet af den europæiske Kommission. Vejledningen giver ikke anledning til ændringer i de fortolkninger, DMU hidtil har lagt til grund for sine vurderinger, men den aktuelle usikkerhed om fortolkningen af nogle af de forskellige bestemmelser kan dog reelt først afklares, når der er skabt præcedens gennem indbringelse af prøvesager for EF-Domstolen.
Rapportens Afsnit 3 gennemgår det datagrundlag, der ligger bag de aktuelle vurderinger, og den måde, hvorpå de nationale og internationale regler er lagt til grund for vurderingerne. Det centrale begreb i de mange bestemmelser er, at jagt skal være ”bæredygtig”, men dette begreb er meget generelt formuleret, og inden det anvendes, gives der en redegørelse for, hvordan det er fortolket i praksis. For arter, der har stabile eller stigende bestandsstørrelser, kan jagten i de fleste tilfælde umiddelbart vurderes som bæredygtig. Jagt på arter, hvis bestande er i tilbagegang, kan i visse situationer godt tænkes at være bæredygtig. Hvorvidt det er tilfældet afhænger først og fremmest af årsagerne til tilbagegangen, og da disse årsager i langt de fleste tilfælde ikke kendes med sikkerhed, må jagtens bæredygtighed generelt vurderes som usikker for bestande i tilbagegang. Afhængigt af den viden, der findes om de pågældende arter, kan det dog for nogle arter vurderes, at jagten er hhv. "sandsynligvis bæredygtig" eller "sandsynligvis ikke bæredygtig".
Vurderinger af gældende jagttider
For de 42 arter med aktuel jagttid i Danmark, der behandles i denne rapport, kan jagten på 31 arter umiddelbart vurderes som bæredygtig. For fire arter kan bæredygtigheden ikke vurderes, I tre tilfælde (gråand, agerhøne og fasan) skyldes dette, at udsatte fugle indgår i jagtudbyttet med større, men dårligt kendte, andele, i det fjerde (canadagås) fordi der ikke findes pålidelige skøn over bestandens samlede størrelse. For fasan, gråand og canadagås tyder de foreliggende data dog på, at jagten i givet fald ville kunne vurderes som bæredygtig. Derimod er jagten på agerhøne sandsynligvis ikke bæredygtig, og det anbefales derfor bl.a. at afkorte jagttiden med henblik på at opnå reduktioner i udbyttet af vilde agerhøns.
For syv arter (hare, vildkanin, sædgås, atlingand, ederfugl, dobbeltbekkasin og tyrkerdue) er jagtens bæredygtighed vurderet som "usikker". I alle tilfælde skyldes vurderingen, at bestandene enten er fluktuerende eller i tilbagegang. De tilgængelige data og oplysninger for de forskellige bestande er dog behæftet med større eller mindre grader af usikkerhed, og i nogle tilfælde er der tvivl om, hvorvidt bestanden går svagt tilbage, eller om den reelt er stabil.
I tre tilfælde (vildkanin, atlingand og tyrkerdue) er det dog på grund af et begrænset udbytte sandsynligt, at jagten reelt er bæredygtig. For disse arter vurderes der ikke at være noget umiddelbart behov for at justere den nuværende jagttid.
For dobbeltbekkasinen er der tvivl om både bestandsudviklingen og årsagerne til en eventuel tilbagegang, og afhængigt af disse kan det ikke udelukkes, at jagten i Danmark reelt er bæredygtig. Det vurderes, at der ikke for indeværende er nogen biologisk begrundelse for ændringer i jagttiden.
For sædgås består den samlede bestand af to underarter - skovsædgås og tundrasædgås - og vurderingen af bæredygtigheden baseres alene på usikkerhed omkring skovsædgås, mens jagten på tundrasædgås kan vurderes som bæredygtig. Mindre bestande af skovsædgås beskyttes aktuelt af en særfredning i den nordlige del af Jylland, men det anbefales at udvide denne særfredning, så den også dækker Region Midtjylland.
For hare og ederfugl vurderes jagten som "sandsynligvis ikke bæredygtig", i begge tilfælde pga. bestandstilbagegang. For haren er jagten sandsynligvis ikke bæredygtig i dele af Jylland, mens den muligvis er bæredygtig på Øerne og især Bornholm. Der anbefales justeringer i jagttiden, der kan nedbringe udbyttet i Jylland. For ederfugl, hvis bestande er i tilbagegang, knytter problemerne sig først og fremmest til jagt på hunner og ungfugle, da der er et stort og stigende overskud (aktuelt 70%) af hanner i bestanden. Ud over en særfredning ved Bornholm anbefales det enten at afvente bedre data om de baltiske bestande (da justeringer af jagttiden vurderes at kunne udsættes i tre år uden risiko for bestanden) eller alternativt at nedbringe andelen af især gamle hunner i udbyttet gennem reduktioner i jagttiden.
De biologiske muligheder for jagttider på andre arter
Det bestandsbiologiske potentiale for at give jagttid til yderlige 33 arter af fugle og pattedyr, der er fredede, er vurderet i rapportens Afsnit 5. Af disse arter er syv (mink, vaskebjørn, mårhund, sumpbæver, bisamrotte, nilgås og amerikansk skarveand) på den aktuelle liste over såkaldt ”invasive” arter. Generelt ønsker man at forhindre disse arter i at etablere faste bestande i Danmark, da de sandsynligvis vil påvirke den hjemmehørende fauna. Disse syv arter må derfor reguleres hele året iht. bekendtgørelsen om vildtskader, og det anbefales at fastholde denne mulighed.
Bæver er reintroduceret, og bestanden vurderes indtil videre at være for lille til at kunne bære en egentlig jagttid.
Af de øvrige arter kan skarv, fiskehejre, bramgås og råge ikke gives jagttid – uanset om bestandene kunne bære en jagtlig udnyttelse – pga. bestemmelserne i Fuglebeskyttelsesdirektivet. Bestandsforholdene for disse arter gennemgås dog kortfattet af hensyn til oversigtligheden.
De resterende 21 arter kan alle gives en jagttid i Danmark, og de vurderes derfor mere indgående. Generelt vil selv meget små bestande kunne tåle nedlæggelse af enkelte individer, mens omvendt selv meget store bestande vil kunne udsættes for en jagtlig udnyttelse, der er større end den, bestanden maksimalt kan bære. En vurdering af konsekvenserne af en jagttid må derfor baseres på en vurdering af, hvor stor en andel af bestanden, der i givet fald ville blive nedlagt. Disse 21 arter har alle tidligere haft en jagttid, og en nogenlunde realistisk vurdering af udbyttet kan gives ud fra det tidligere udbytte, eventuelt korrigeret for, at de jagttider, der kan gives iht. den nuværende Lov om jagt og vildtforvaltning, er kortere end i tidligere perioder. Desuden må det tages i betragtning, at nogle - men ikke alle - af disse arter har mistet deres skyhed over for mennesker efter længevarende perioder med fredning. En eventuel jagttid må derfor introduceres lempeligt, så vildtet får mulighed for at vænne sig til jagten.
For pattedyrenes vedkommende kan egern ikke vurderes pga. en meget begrænset viden om den aktuelle bestands størrelse og udvikling. For spættet sæl er bestanden aktuelt på 13.000-14.000 individer, og den må vurderes at kunne bære en vis afskydning. Pga. en række problemer, først og fremmest forstyrrelser, må en sådan afskydning dog være meget kontrolleret, og den bør ikke finde sted i form af en egentlig jagttid. For ilder må en eventuel jagttid vurderes i sammenhæng med den regulering, der i forvejen finder sted. Bestanden vurderes at kunne bære en jagttid, men en sådan må ikke kombineres med udvidelser af reguleringsmulighederne. Grævling vil kunne gives en jagttid uden større problemer.
Knortegås forekommer i Danmark i to distinkte bestande eller racer. Bestanden af lysbuget knortegås består aktuelt af 7.600 fugle, og den er dermed for lille til at kunne udsættes for en afskydning. Bestanden af mørkbuget knortegås er i de senere år vokset til aktuelt ca. 250.000 individer og må vurderes at kunne bære en jagtlig udnyttelse, der dog af hensyn til den lysbugede knortegås må begrænses til de dele af landet, hvor denne ikke forekommer. Mørkbuget knortegås har haft en længere periode med fredning, og genindførelse af en jagttid må derfor ske yderst lempeligt.
Mulighederne for en bæredygtig jagtlig udnyttelse vurderes for i alt 13 arter af vadefugle, idet det påpeges, at for en række af disse arter vil der i jagtsituationer være risiko for såvel indbyrdes forveksling som forveksling med andre arter, der ikke har jagttid. Desuden må flere af arterne i tilfælde af en jagttid forventes at være følsomme over for forstyrrelser, og de er kun i begrænset omfang dækket af det eksisterende reservatnetværk. Bestande af vadefugle kan være følsomme over for en jagtlig udnyttelse, og selv om et eventuelt jagtudbytte af de fleste af disse arter må formodes at være begrænset, vil det i tilfælde af, at der gives en jagttid, være nødvendigt at overvåge udbyttet detaljeret for at verificere prognosernes holdbarhed.
Stor kobbersneppe er i generel tilbagegang i Europa og kan ikke gives en jagttid i Danmark. De øvrige 12 arter vurderes alle at kunne bære en begrænset jagtlig udnyttelse i Danmark, men for arter i tilbagegang må det påpeges, at der vil være en risiko for, at en jagtlig udnyttelse vil øge den rate, hvormed bestanden går tilbage.
Hættemåge, stormmåge og skovskade vurderes alle at kunne bære en jagtlig udnyttelse.
Hele rapporten i PDF-format (16.1 MB).
