Kjellsson, G., Damgaard, C., Strandberg, M., Simonsen, V. & Krogh, P.H. 2009. Økologisk risikovurdering af genmodificerede planter i 2008. Rapport over behandlede forsøgsudsætninger og markedsføringssager. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet, 48 s. – Faglig rapport fra DMU nr. 738.
Rapporten giver en oversigt over DMU’s arbejde med økologisk risikovurdering af genmodificerede planter (GMP) i 2008. DMU’s aktiviteter på dette område er, foruden at foretage forskning, også at understøtte Miljøstyrelsens myndighedsopgave med ekspertise vedrørende de økologiske effekter og konsekvenser af GMP.
Før en ny GMP kan godkendes til dyrkning, skal dens egenskaber først være testet i markforsøg, de såkaldte forsøgsudsætninger. I 2008 blev der i EU foretaget i alt 87 nye forsøgsudsætninger med 15 forskellige plantearter og krydsninger. De fleste forsøg var som i tidligere år med majs (53 %), efterfulgt af bomuld (8 %) kartoffel (5 %) og sukkerroe (4 %). De fleste af planterne var genmodificerede til herbicidtolerance og/eller insektresistens. Antibiotikaresistensmarkører indgik i 16 % af forsøgsplanterne. I Danmark var der to nye forsøgsudsætninger og fire fortsatte forsøg med glyfosattolerant GM-majs samt fortsatte forsøg med genmodificeret byg, hvede og GM-rajgræs.
DMU´s risikovurdering foretages efter en analyse af konsekvenserne af de ændrede egenskaber hos GM-planten. Risikoen for en uønsket miljømæssig effekt vurderes som de miljømæssige konsekvenser x sandsynlighed for at den vil ske. Der var 27 nye ansøgninger om markedsføring i EU i 2008 (kun 18 i 2007). Kun tre af anmeldelserne var til import og dyrkning: To insekresistente Bt-majs og en herbicidtolerant majs. Resten af anmeldelserne, ni bomuld, ni majs, to raps og fire sojabønner var kun import. DMU’s kommentarer vedr. eventuelle økologiske konsekvenser drejede sig især om uønskede effekter og betingelserne for overvågning. De 26 forespørgsler inkluderede spørgsmål til nye eller tidligere markedsføringssager bl.a. om: Udvidelse af forsøgsarealer, indeslutningsforanstaltninger, forsøgsudsætninger og evt. miljøeffekter af NK603- og GA21-majsen, antibiotikaresistensmarkører og eventuelle langtidseffekter på mus af GM-majs. Rapporten indeholder desuden en oversigt over resultaterne af et dansk ledet EU-projekt, ECOGEN, om effekterne af GMP på miljøet og redskaber til analyse af konsekvenser ved anvendelsen.
På verdensplan blev der i 2008 dyrket ca. 125 mil. ha GM-afgrøder, hvoraf 99 % bestod af Bt- og HT-majs (HT: Herbicid Tolerant), HT-sojabønne, Bt- og HT-bomuld samt HT-raps. I EU blev der igen i 2008 dyrket Bt-majs af linien MON810 i Spanien (79.300 ha), Tjekkiet (8.400 ha), Rumænien (7.100 ha), Portugal (4.800 ha), Tyskland (3.200 ha) og lidt i Slovakiet og Polen (i alt ca. 4.900 ha), men ingen i Frankrig.
Hele rapporten i PDF-format ( 867 kB).