Schiedek, D., Asmund, G., Johansen, P., Rigét, F., Johansen, K., Strand J., & Mølvig, S. 2009: Environmental monitoring at the former lead-zinc mine in Maarmorilik, Northwest Greenland, in 2008. National Environmental Research Institute, Aarhus University. 70. pp. – NERI Technical Report no. 737.
Ved Maarmorilik i Uummannaq kommune foretog mineselskabet Greenex A/S minedrift efter bly og zink i perioden 1973 til 1990. Bly- og zinkmalmen fandtes hovedsagelig i fjeldet kaldet Sorte Engel. Her blev malmen brudt i ca. 600 meters højde og transporteret i en tovbane over fjorden Affarlikassaa til et oparbejdningsanlæg i Maarmorilik. Der blev produceret et bly- og zinkkoncentrat, som blev lastet på skibe og transporteret til metalsmelteværker i Europa.
Mens minedriften fandt sted, var der en række forureningskilder. Malmknusning og transport af koncentrat producerede støv, som blev spredt i omgivelserne. Såkaldte gråbjergsdumpe med et lavt indhold af bly og zink var også en støvkilde, men de frigav også bly og zink til ferskvand og havet. Den største forureningskilde var dog resterne fra oparbejdningen, såkaldt ”tailings”, som blev udledt til Affarlikassaa, hvor de aflejredes på bunden. Efter lukningen af minen blev en gråbjergsdump gravet op og placeret på bunden af Affarlikassaa ovenpå ”tailings”.
Miljøtilstanden i fjordene ved Maarmorilik er blevet undersøgt siden 1972 ved at analysere for bly og zink i indsamlede prøver af havvand, sedimenter, planter og dyr. Denne rapport præsenterer resultaterne af de undersøgelser, som blev udført i 2008 og vurderer den nuværende miljøtilstand i området. Resultaterne sammenlignes med data fra tidligere år.
Spredning af bly og zink med støv fra minevirksomheden er undersøgt ved at indsamle og analysere lavarten snekruslav (Cetraria nivalis) i området ved Maarmorilik for bly og zink. Denne art kan bruges til at måle støv-nedfald, da den udelukkende optager næring fra luften gennem sin overflade. Laver, som i 2007 blev transplanteret fra et uforurenet område til områder ved Maarmorilik, havde i 2008 fået forhøjet bly- og zinkkoncentration. Der var tydeligt forhøjede blyværdier i laver fra Affarlikassaa, Qaamarujuk og Qeqertanguit med niveauer mellem ca. 2 og 10 ?g/g tørvægt over baggrundsniveauet. Zinkkoncentrationerne var ikke forhøjet i samme grad og kun i kort afstand fra Maarmorilik. Der er ikke noget, der tyder på, at støvforureningen har ændret sig siden 1996, da transplantationsmetoden blev introduceret for bedre at kunne undersøge den tidsmæssige udvikling af forureningen.
Mens minedriften fandt sted, fandtes der høje bly- og zinkkoncentrationer i vandet i Affarlikassaa, specielt i fjordens bundvand. Efter minens lukning er metalkoncentrationerne i fjordvandet faldet betydeligt. Siden 1995 (og også i 2008) har blykoncentrationerne været omkring 1000 gange lavere end i 1988-89, mens der var minedrift. Zinkkoncentrationerne er også faldet, men i mindre grad og var i 2008 kun omkring 8 gange lavere end i 1988-89.
Brunalger (Fucus vesiculosus and Fucus distichus), som vokser i tidevandszonen, optager metaller fra det omgivende vand og kan derfor anvendes til at måle forureningen af havvandet. Brunalgerne er blevet undersøgt siden 1981, og set over hele overvågningsperioden (1981-2008) er både bly- og zinkkoncentrationen i tang faldet, specielt efter minens lukning, og blykoncentrationen er faldet mere end zinkkoncentrationen. I 2008 var der forhøjede bly- og zinkværdier i Affarlikassaa, i Qaamarujuk på den nordlige kyst af Perlerfiup kangerlua.
Blåmuslinger i tidevandszonen optager metaller fra havvand, alger og partikler, og kan derfor også bruges til måle forureningen af havvandet. Bly- og zinkkoncentrationen i blåmuslinger er faldet betydeligt efter minens lukning, men blykoncentrationen kun langsomt, fordi muslingerne ikke kan udskille alt det bly, de én gang har optaget. I blåmuslinger indsamlet i 2008 var der forhøjede værdier af bly i fjordene Affarlikassaa, Qaamarujuk og Perlerfiup kangerlua, mens der kun er forhøjede zinkværdier i et mindre område ved Maarmorilik. Tidligere var blyindholdet i muslingerne så højt, at det blev frarådet at spise blåmuslinger fra de nævnte fjorde. Men da undersøgelserne siden 2005 har vist, at forureningen er faldet væsentligt, foreslås dette område indskrænket til Affarlikassaa, Qaamarujuk og området umiddelbart vest herfor.
Almindelig ulk (Myoxocephalus scorpius) anvendes til at overvåge forureningen af fisk i området ved Maarmorilik, da den er ret stationær. I ben- og levervæv har blykoncentrationen været faldende, men er stadig ca. 2 gange højere end i referenceområder. I 2008 var der ikke forhøjet blykoncentration i muskelvæv.
Dybhavsreje (Pandalus borealis) er en anden anvendelig indikatorart for blyforurening. I rejer fra Qaamarujuk er blyforureningen i kød og hoveder/skaller faldet i løbet af overvågningsperioden og i 2008 var rejerne kun lidt forurenet med bly.
De forhøjede blyværdier, der er fundet i fjordene ved Maarmorilik, har givet anledning til bekymring hos mennesker, som spiser fisk og andre produkter fra området. Ved undersøgelserne i 2008 er blyindholdet under gældende grænseværdier, bortset fra blåmuslinger i området nævnt ovenfor.
Undersøgelserne i 2008 viser, at der i Maarmorilik-området fortsat – 18 år efter minedriftens ophør i 1990 - findes forureningskilder, som bevirker, at der kan måles forhøjede bly- og zinkniveauer i miljøet. Set over flere år har forureningsniveauet dog som helhed været markant faldende, især efter minevirksomhedens ophør i 1990, og de områder, som er bly- og zinkforurenede, er efterhånden blevet mindre og mindre. Det er nu primært kun i Afffarlikassaa og Qaamarujuk, der kan spores en påvirkning.
Mineaffald (“tailings” og “waste rock”) deponeret på bunden af Affarlikassaa er stadig en kilde til zinkforurening af fjordens bundvand. Dumpe af “waste rock” efterladt på Sorte Engel Fjeldet er også kilder til forurening med bly og zink, både som udvaskning til fjordene og som støvspredning.
Hele rapport på engelsk i PDF-format (4.4 MB)
