Aarhus Universitets segl

Nr. 736: Naturtilstand på terrestriske naturarealer – besigtigelser af § 3-arealer

Fredshavn, J.R., Nygaard, B. & Ejrnæs, R. 2009. Naturtilstand på terrestriske naturarealer – besigtigelser af § 3-arealer. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 46 s. – Faglig rapport fra DMU nr. 736.

Sammenfatning

I lighed med de systemer, der er udviklet til vurdering af naturtilstand på habitatdirektivets naturtyper, er her præsenteret et system, der kan bruges til vurdering af naturtilstand på arealer omfattet af naturbeskyttelsesloven. Værktøjet kan anvendes til den registrering af de beskyttede naturområder i naturbeskyttelseslovens § 3, som kommunerne er forpligtet til løbende at vedligeholde, og som grundlag for administration af beskyttelsen ved at dokumentere områdets naturindhold, påvirkninger og evt. drift. Metoden er også velegnet i forbindelse med anden administration som fx husdyrgodkendelsesloven og som grundlag for planlægningen af naturinteresserne i kommuneplanlægningen. Den tætte overensstemmelse med vurderingen af habitatnaturtyperne gør også værktøjet egnet i forbindelse med indsatsen med Natura 2000-planerne.

Naturtilstanden beskrives ved en række strukturelle indikatorer og ved forekomsten af karplanter i et cirkelformet dokumentationsfelt med radius 5 m. Disse indikatorer er valgt ud fra kriterier om målbarhed, reproducerbarhed, enkelhed og relevans. Naturtilstanden vurderes på en skala fra 0 til 1, opdelt i fem tilstandsklasser fra dårlig til høj naturtilstand, svarende til de fem naturtilstandsklasser der også benyttes til vurdering af Habitatdirektivets naturtyper.

Naturtilstanden er en kombination af et strukturindeks og et artsindeks. Alle indeks benytter en referenceskala fra 0 og 1, hvor 1 er den bedst opnåelige tilstand. Derved bliver det muligt at skelne højere naturtilstande fra lavere naturtilstande karakteriseret ved et struktur- og et artsindeks. Struktur- og artsindeks bærer hver især på værdifuld information om arealets naturtilstand og dets forventede udvikling. Strukturindekset karakteriserer de aktuelle påvirkninger af naturgrundlaget, så en forbedring heraf over tid giver muligheder for en forbedring af artsindholdet, hvorimod en forværring typisk vil medføre forværrede muligheder for artsindholdet. Artsindekset giver en indikation på, om de arter, der normalt kan findes i naturtypen, har formået at kolonisere og overleve i området. Det afspejler derfor også i en vis udstrækning den historiske udvikling. Der vil ofte være en forsinkelse, en økologisk inerti, i artsindholdets respons på ændringer i levemulighederne, både ved en forbedring og en forværring af tilstanden.

Tilstandsvurderingssystemet giver for første gang en national metode til en ensartet og reproducérbar metode til at vurdere kommunernes naturarealer. Systemet er tæt korreleret med den vurdering, der foretages i Natura 2000-områderne, så det samme areal ikke forventes at få meget forskellig vurdering afhængig af, om det vurderes efter den ene eller den anden metode. De enkle og reproducerbare vurderingsprincipper sikrer et system, der ikke baseres på den enkelte medarbejders skøn og subjektive vurderinger. Det datagrundlag, der ligger til grund for vurderingerne, er offentligt tilgængeligt i Danmarks Naturdata, så det er mulig at efterprøve validiteten af data. Med andre ord skaber denne metode et langt mere ensartet grundlag for kommuner, lodsejere og interesseorganisationer i sagsbehandlingen.

Men systemets egentlige begrundelse er lige så meget, at det rummer nye muligheder i kommunernes naturforvaltning og naturplanlægning. Det bliver muligt at få et samlet overblik over kommunens arealer og se fordelingen af den aktuelle tilstand både geografisk og i tilstandsklasser. Systemet rummer også muligheder for at vurdere behovet for en forvaltningsindsats ud fra de kortlagte indikatorer, og dermed potentielt også muligheden for at prioritere indsatsen efter geografi, fx ådale, naturtyper eller konkret arts­indhold.

Hele rapporten i PDF-format (1.4 MB).