Boertmann, D., Mosbech, A., Schiedek, D. & Johansen, K. (eds) 2009.
Denne rapport er en foreløbig, strategisk miljøvurdering af aktiviteter forbundet med olieefterforskning og -udvinding i den grønlandske <st1:State w:st="on"><st1:place w:st="on">del</st1:place></st1:State> af Baffin Bugt i Nordvestgrønland. Nærmere bestemt farvandet mellem 71° og 77° N (Figur 1). Dette område betegnes KANUMAS West-området.
KANUMAS projektet var et regionalt seismisk efterforskningsprogram, som blev igangsat i slutningen af 1989. En gruppe selskaber – KANUAMS gruppen – blev dengang tildelt en forundersøgelsestilladelse til KANUMAS områderne, som også omfatter den grønlandske <st1:State w:st="on"><st1:place w:st="on">del</st1:place></st1:State> af Grønlandshavet – KANUMAS East.
KANUMAS gruppen består af de nuværende olieselskaber ExxonMobil, StatoilHydro, BP, JOGMEC, Chevron og Shell.
Forundersøgelsestilladelsen indebar ikke nogen eneret for licenshaverne. Tilladelsen medførte en betydelig efterforskningsforpligtelse. Dette blev afbalanceret ved, at selskaberne i KANUMAS gruppen blev tildelt en speciel privilegeret rettighed. Den privilegerede position vil blive aktiveret i tilfælde af, at rettighederne til olieefterforskning i Nordøst- og Nordvestgrønland bliver udbudt i en licensrunde.
Rapporten her er udført af Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) og Grønlands Naturinstitut (GN) i samarbejde med Råstofdirektoratet.
Rapporten behandler et område som er større end selve KANUMAS West-området (se Figur 1). Det skyldes, at der skal tages højde for, at oliespild <st1:State w:st="on"><st1:place w:st="on">kan</st1:place></st1:State> drive meget langt og dermed også ud af det område som vil blive udbudt. Det vurderede område kaldes i rapporten ”the assessment area” = det vurderede område.
Området er beliggende i den højarktiske zone og viser de for denne zone karakteristiske biologiske træk: Forholdsvis lav biodiversitet, korte fødekæder, og områder med meget høje koncentrationer af organismer. Den lave biodiversitet modsvares af at visse arter er uhyre talrige, og nogle af disse er nøglearter i fødekæderne. Dvs. at de højere trofiske niveauer er afhængige af nøglearternes forekomst i tid og rum.
Det vurderede område er meget rigt i biologisk/økologisk forstand. Primærproduktionen om foråret er visse steder meget høj, der er rige dyresamfund på havbunden ligesom der er store og meget vigtige forekomster af både fugle og havpattedyr. Blandt fuglene er der vigtige (både nationalt og internationalt) og rødlistede arter som polarlomvie, ederfugl, ride, havterne og lunde. Blandt havpattedyrene er der vigtige (både nationalt og internationalt) arter som isbjørn, hvalros, narhval, hvidhval og grønlandshval.
Et meget væsentligt biologisk område er det store polynie, Nordvandet, beliggende mellem Qaanaaq Kommune og <st1:place w:st="on">Ellesmere Island</st1:place> . Her er mere eller mindre isfrit om vinteren og om foråret starter primær-produktionen meget tidligere end i de omkringliggende isdækkede områder. Dette medfører koncentrationer af havpattedyr og fugle, som bl.a. har gjort det muligt for mennesker at etablere sig permanent i området. Langs de grønlandske kyster af dette polynie yngler for eksempel mere end 80 % af den globale bestand af den meget talrige søkonge; vurderet til mere end 30 millioner par. De vigtige arter af fugle og havpattedyr som er nævnt ovenfor forekommer særligt talrigt i polyniet.
Hellefisk og rejer udnyttes kommercielt i den sydlige <st1:State w:st="on"><st1:place w:st="on">del</st1:place></st1:State> af vurderingsområdet og fangst og fiskeri til lokalt brug er vigtige aktiviteter langs de beboede kyster.
Aktiviteterne fra en komplet livscyklus for et oliefelt er så vidt muligt vurderet med vægt på de aktiviteter og hændelser som erfaringsmæssigt giver de væsentligste miljøpåvirkninger. Men da der ikke er erfaringer med udvinding af olie i Grønland, er vurderinger af aktiviteter i denne forbindelse ikke konkrete, men bygger på erfaringer fra andre områder med så vidt muligt sammenlignelige forhold. Der er især trukket på den meget omfangsrige litteratur om det store oliespild i Prince William Sound i <st1:State w:st="on"><st1:place w:st="on">Alaska</st1:place></st1:State> i 1989, den norske miljøvurdering af olieaktiviteter i Barentshavet (2003) og på Arktisk Råds netop færdiggjorte ”Arctic Oil and Gas Assessment”, som endnu kun er delvist tilgængeligt på internettet (Link).
Vurdering af aktiviteter
Vurderingerne bygger på de eksisterende klimatiske forhold. Men klimaændringerne forventes at ændre meget på miljøet i vurderingsområdet i de kommende årtier. Især isens forekomst forventes at ændre sig. Det betyder ændrede leveforhold, som vil medføre at nogle arter reduceres i forekomst og udbredelse mens andre vil indvandre og etablere sig.
Efterforskning
Efterforskningsaktiviteter er midlertidige, de varer typisk nogle år og vil for det meste være spredt ud over de tildelte licensområder. De udføres desuden kun i den isfrie periode, dvs. om sommeren og efteråret til <st1:State w:st="on"><st1:place w:st="on">ind</st1:place></st1:State> i oktober. Hvis der ikke lokaliseres olie, der <st1:State w:st="on"><st1:place w:st="on">kan</st1:place></st1:State> udnyttes, ophører aktiviteterne helt. Findes der olie, vil aktiviteterne overgå til udvikling og udnyttelse af oliefeltet (se nedenfor).
De væsentligste påvirkninger fra efterforskningsaktiviteter vil blive forstyrrelser fra støjende aktiviteter (f.eks. seismiske undersøgelser, boring i havbunden og helikopterflyvning). Der forventes kun relativt svage, midlertidige og lokalt forekommende påvirkninger, idet mere alvorlige påvirkninger <st1:State w:st="on"><st1:place w:st="on">kan</st1:place></st1:State> undgås med forebyggende tiltag, som f.eks. ved at undgå aktiviteter i særligt følsomme områder eller perioder.
Vinterperioden er særligt følsom overfor støjende aktiviteter bl.a. på grund af forekomster af hvidhval, narhval, grønlandshval, hvalros og remmesæl, men efterforskningsaktiviteter forventes ikke i de perioder, hvor de fleste af disse arter er til stede. Narhvaler har dog et vigtigt sommerområde i Melville Bugt, og der er tillige vigtige trækruter for både nar- og hvidhvaler gennem Melville Bugt og langs kysten af Upernavik og Uummannaq Kommuner, som benyttes endnu inden vinteren sætter en stopper for olieefterforskningsaktiviteter.
Intensive seismiske undersøgelser <st1:State w:st="on"><st1:place w:st="on">kan</st1:place></st1:State> formentlig få hellefisk til at søge væk fra området i en periode, og sker det i vigtige fiskeområder vil undersøgelserne også kunne påvirke fiskeriet negativt. Men undersøgelser af andre fiskearter tyder på at denne påvirkning er midlertidig. Koncentrerede gydeområder betragtes som særligt følsomme overfor seismiske undersøgelser, fordi der er risiko for at skræmme de gydemodne fisk væk. Men denne risiko er ikke aktuel for hellefisk i undersøgelsesområdet da de ikke gyder her.
Seismiske undersøgelser forventes ikke at påvirke rejebestandene eller deres fordeling i området.
Der er en risiko for at havpattedyr vil søge bort fra vigtige fødesøgningsområder og trækruter pga. forstyrrelserne fra seismiske undersøgelser. Det forventes dog at påvirkningen vil være midlertidig (varighed uger til måneder), fordi aktiviteten ophører.
Efterforskningsboring giver også anledning til støjende aktiviteter. Både selve boringen, men også maskineri og skruer, der holder en flydende platform på plads (vandet er næsten overalt for dybt til at man <st1:State w:st="on"><st1:place w:st="on">kan</st1:place></st1:State> bruge borerigge, der står på bunden) frembringer kraftig støj. Denne <st1:State w:st="on"><st1:place w:st="on">kan</st1:place></st1:State> skræmme havpattedyr og særligt hvaler angives at være følsomme. Der er derfor risiko for at særligt narhvaler, hvidhvaler, grønlandshvaler og hvalros <st1:State w:st="on"><st1:place w:st="on">kan</st1:place></st1:State> blive bortskræmt fra vigtige opholdsområder. For hvidhval, grønlandshval og hvalros er risikoen dog <st1:City w:st="on"><st1:place w:st="on">lille</st1:place></st1:City> , da deres tidsmæssige overlap med en prøveboring bliver begrænset til en kort periode i det sene efterår. Der er også risiko for midlertidig bortskræmning af fin-, våge og pukkehval i sommermånederne. Dette <st1:State w:st="on"><st1:place w:st="on">kan</st1:place></st1:State> tænkes at påvirke fangstmulighederne i den periode aktiviteterne står på.
Den væsentligste risiko for miljøpåvirkninger under en efterforskningsboring opstår i forbindelse med uheld (”blow-out”), som medfører et stort oliespild. De mulige følger af oliespild er omtalt nedenfor.
Ved en boring dannes der typisk ca. 450 m3 borespåner og der <st1:City w:st="on"><st1:place w:st="on">bruges</st1:place></st1:City> ca. 2000 m3 boremudder. Begge dele udledes som regel, efter rensning af spånerne, til havbunden. Dette påvirker bundfaunen i nærområdet. Påvirkningerne var særligt tydelige da man brugte oliebaseret boremudder, som i dag er afløst af mere miljøvenlige vandbaserede typer.
Det er vanskeligt at vurdere virkninger af udledning af boremudder og -spåner i KANUMAS West-området, fordi den foreliggende viden om bunddyrsamfundene er meget begrænset. Men det forventes at udledningerne fra en enkelt efterforskningsboring kun vil give minimale, lokale påvirkninger, hvis de mest miljøvenlige typer af boremudder benyttes. Påvirkninger <st1:State w:st="on"><st1:place w:st="on">kan</st1:place></st1:State> undgås ved at undlade at udlede boremudder og -spåner, men i stedet bringe det i land eller pumpe det tilbage i borehullet ved endt boring.
Udvikling og produktion
I modsætning til efterforskningsfasen er aktiviteterne under udvikling af et oliefelt og produktion af olie af lang varighed (årtier), og flere af aktiviteterne har potentiale til at forårsage alvorlige miljøpåvirkninger. Disse påvirkninger <st1:State w:st="on"><st1:place w:st="on">kan</st1:place></st1:State> i høj grad forebygges gennem nøje planlægning, anvendelse af anerkendte ”Health, Safety and Environment” (HSE) procedurer, brug af ”Best Available Technique” (BAT) og ”Best Environmental Practice” (BEP). Der er dog mangel på viden om kumulative virkninger og langtidsvirkninger af de udledninger (f.eks. fra produktionsvand), der forekommer selv ved anvendelse af førnævnte tiltag.
Produktionsvand udgør langt den største udledning til havmiljøet. Et oliefelt <st1:State w:st="on"><st1:place w:st="on">kan</st1:place></st1:State> udlede op til 30.000 m3 om dagen, og på årsbasis udledes der på den norske sokkel 174 millioner m3. Der er i de senere år udtrykt en vis bekymring for udledning af produktionsvand, på trods af at det er behandlet og internationale miljøstandarder er blevet strammet. Der knytter sig desuden specielle problemer til udledning af produktionsvand i et isdækket hav der har reduceret opblanding i overfladelaget. Miljøproblemerne ved produktionsvand <st1:State w:st="on"><st1:place w:st="on">kan</st1:place></st1:State> undgås ved at pumpe vandet tilbage i oliebrønden, sådan som den norske ”zero-discharge” politik foreskriver for Barentshavet.
Den anden store potentielle udledning omfatter boremudder og -spåner, da der skal bores intensivt under udvikling og produktion. Miljøpåvirkningerne for en enkelt efterforskningsboring er beskrevet ovenfor. Under udvikling og produktion vil de udledte mængder blive væsentlig større, med risiko for at større områder af havbunden påvirkes. Der vil tillige opstå en risiko for at fisk, der lever i de påvirkede områder får afsmag (”tainting”) af olie fra de rester der findes i borespånerne. Miljøpåvirkningerne fra boremudder og -spåner forebygges bedst ved at deponere begge dele i land eller i gamle borehuller.
Energiforbruget ved udvikling og produktion er meget stort, og anlægget af et stort oliefelt i KANUMAS West-området vil bidrage meget væsentligt til Grønlands samlede udledning af drivhusgasser. F.eks. udleder et af de store norske oliefelter mere end dobbelt så meget CO2 som Grønlands samlede bidrag.
Selve placeringen af installationer og de forstyrrelser, der kommer fra disse, <st1:State w:st="on"><st1:place w:st="on">kan</st1:place></st1:State> påvirke havpattedyr, sådan at de bortskræmmes permanent fra vigtige fourageringsområder eller således at de ændrer trækruter. I KANUMAS West-området er det især narhval, hvidhval, grønlandhval og hvalros, der er på tale i denne sammenhæng. Dette <st1:State w:st="on"><st1:place w:st="on">kan</st1:place></st1:State> desuden vanskeliggøre fangst på de jagtbare af disse arter.
Ved placering af installationer i land, skal deres landskablige påvirkninger vurderes og minimeres, idet de medvirker til at reducere et områdes værdi som turistmål.
Intensiv helikopterflyvning har også potentialet til at bortskræmme både havfugle og havpattedyr fra vigtige områder.
Fiskeriet i de områder, hvor der vil forekomme udvikling og produktion vil blive begrænset omkring installationer på havbunden (brønde og rørledninger) og ved de forskellige typer af platforme. Normalt anlægges en sikkerheds/afspærringszone i en afstand ud til 500 m fra sådanne installationer.
Produceret olie skal transporteres bort med skib, som tømmer deres tanke for ballastvand inden de laster olie. Dette vil medføre en risiko for at indføre invasive (dvs. at de breder sig på bekostning af lokale arter), fremmede arter til det grønlandske havmiljø. Problemet har hidtil ikke været særligt stort i Arktis, men formodes at blive større som følge af klimaændringerne. Risikoen <st1:State w:st="on"><st1:place w:st="on">kan</st1:place></st1:State> formindskes ved behandling af ballastvandet.
Det skal påpeges, at det er meget vanskeligt at vurdere de påvirkninger eventuel udvikling og produktion <st1:State w:st="on"><st1:place w:st="on">kan</st1:place></st1:State> medføre, fordi lokaliseringen, omfanget, varigheden og typen af aktiviteter ligesom de tekniske løsninger ikke er kendt.
Oliespild
De mest alvorlige miljøpåvirkninger, der <st1:State w:st="on"><st1:place w:st="on">kan</st1:place></st1:State> forekomme i forbindelse med olieaktiviteter, er store oliespild. De forekommer enten fra udblæsninger, hvor kontrollen med borehullet mistes under boring, eller fra uheld i forbindelse med opbevaring og transport af olie, f.eks. i forbindelse med forlis af tankskibe.
Store oliespild er meget sjældne nu om dage, fordi teknikken og sikkerhedsforanstaltningerne hele tiden forbedres. Men risikoen er til stede, og særligt i ”frontier”-områder, som de grønlandske farvande med tilstedeværelsen af en særlig risikofaktor i form af isbjerge, er muligheden for uheld og ulykker forhøjet. AMAP (Skjolddalet al.2007) vurderer at risikoen for oliespild i Arktis er størst i forbindelse med transport af olie.
DMI har modelleret drivbanerne for oliespild i KANUMAS West-området med udgangspunkt i fire spildsteder. De viser at oliespild med oprindelse langt til havs som regel ikke vil nå kysterne, men ved visse forhold <st1:State w:st="on"><st1:place w:st="on">kan</st1:place></st1:State> kyster op til flere 100 km fra spildstedet blive påvirket. Modellerne er kørt for 30 dage, men under særlige forhold, som f.eks. hvis et spild opfanges i havis, <st1:State w:st="on"><st1:place w:st="on">kan</st1:place></st1:State> olien transporteres meget længere og påvirke kyster længe efter de 30 dage.
Oliespild i kystnære farvande regnes generelt som meget mere ødelæggende end oliespild på åbent hav. Men i et område som KANUMAS West må denne generalisering modificeres. Det hænger sammen med forekomsten af is, som <st1:State w:st="on"><st1:place w:st="on">kan</st1:place></st1:State> holde på olien og transportere den over lange afstande uden at den nedbrydes væsentligt. Men som også <st1:State w:st="on"><st1:place w:st="on">kan</st1:place></st1:State> begrænse et spilds udbredelse sammenlignet med et spild i isfrie farvande. Den foreliggende viden om oliespilds adfærd og skæbne i isdækkede farvande er begrænset.
Grunden til at kystnære fravande er mest sårbare over for oliespild er, at olien her <st1:State w:st="on"><st1:place w:st="on">kan</st1:place></st1:State> påvirke områder med høj biodiversitet og med tætte dyrebestande, som f.eks. gydende lodde (ammassat), banker med bunddyr som hvalrosser lever af og områder med store fugleforekomster. Olien <st1:State w:st="on">kan</st1:State> fanges i bugter og fjorde, hvor høje og giftige koncentrationer af oliekomponenter <st1:State w:st="on"><st1:place w:st="on">kan</st1:place></st1:State> bygges op i vandsøjlen og nå bunden. Der er også risiko for at olie <st1:State w:st="on">kan</st1:State> fanges i bundsedimenter, i strande med rullesten og i muslingebanker, hvorfra olie langsomt <st1:State w:st="on"><st1:place w:st="on">kan</st1:place></st1:State> frigives til det omgivende miljø med risiko for langtidsvirkninger f.eks. på fuglebestande som udnytter kysterne. Endelig udnyttes de kystnære fravande af lokale indbyggere til fangst og fiskeri.
På åbent hav er fortyndingseffekten og spredningen på vandoverfladen med til at mindske miljøeffekterne af et oliespild. I og nær KANUMAS West-området <st1:State w:st="on"><st1:place w:st="on">kan</st1:place></st1:State> det ikke udelukkes at der er områder langt fra kysten, som alligevel er særligt sårbare over for oliespild. Men den foreliggende viden er ikke tilstrækkelig til at udpege sådanne områder. Det <st1:State w:st="on"><st1:place w:st="on">kan</st1:place></st1:State> f.eks. være frontzoner, ”up-welling”-områder og de ydre dele af drivisen (”marginal ice zone”), hvor primærproduktionen er særligt høj om foråret, og hvor høje koncentrationer af planktoniske alger og dyrisk plankton forekommer i den øvre del af vandsøjlen.
Et oliespild vil dog næppe påvirke bestandene af rejer og hellefisk, de vigtige arter for det grønlandske fiskeri.
Fugle er særligt sårbare overfor oliespild på havoverfladen, og i KANUMAS West-området er der talrige meget udsatte fugleforekomster. Ynglefuglene omfatter ofte store kolonier af polarlomvie, søkonge, ederfugl, havterne og lunde, ligesom der er vigtige forekomster af fældende konge-ederfugle.
Havpattedyr <st1:State w:st="on"><st1:place w:st="on">kan</st1:place></st1:State> også påvirkes af oliespild på havoverfladen. Indenfor KANUMAS West-området forekommer bestande som er særligt sårbare, fordi de i forvejen påvirkes af andre menneskelige aktiviteter – primært fangst. Det gælder hvidhval, narhval og hvalros, hvis bestande alle er for nedadgående. Hvalros og remmesæl lever desuden af bunddyr, og <st1:State w:st="on"><st1:place w:st="on">kan</st1:place></st1:State> blive udsat for at indtage olie med deres føde. Der er tillige helt nye undersøgelser der tyder på, at spækhuggere (og dermed formentlig også andre hvaler) er sårbare overfor indånding af oliedampe over et spild; et forhold som <st1:State w:st="on"><st1:place w:st="on">kan</st1:place></st1:State> blive aktuelt ved oliespild i is (se nedenfor).
Isbjørne er specielt sårbare, fordi de har en tendens til at rense olie af pelsen ved at slikke den ren og derved blive forgiftet af den indtagne olie. Grønlandshvalerne, der forekommer i området, tilhører en bestand, som først for nyligt er begyndt at vise tegn på fremgang, efter at have været næsten udryddet i begyndelsen af 1900-tallet. Bestanden er stadig <st1:City w:st="on">lille</st1:City> , og selv en <st1:City w:st="on">lille</st1:City> ekstra dødelighed <st1:State w:st="on"><st1:place w:st="on">kan</st1:place></st1:State> tænkes at påvirke bestandens bedring.
Et oliespild i havområder med is vil formentlig samles i åbne revner og under isflager, hvor den <st1:State w:st="on"><st1:place w:st="on">kan</st1:place></st1:State> påvirke de fugle og havpattedyr, der er afhængige af åbent vand og også yngel af polartorsk, der netop samles lige under isen. Havpattedyr <st1:State w:st="on"><st1:place w:st="on">kan</st1:place></st1:State> blive tvunget til at dykke ud i oliespild i de meget begrænsede åbenvandsområder og derved blive udsat for at indånde oliedampe.
Fiskeri og fangst <st1:State w:st="on"><st1:place w:st="on">kan</st1:place></st1:State> blive påvirket ved at oliepåvirkede områder lukkes for den slags aktiviteter. Dette gøres for at hindre at der fanges og markedsføres fisk, der har været i kontakt med olie (for eksempel med afsmag) eller som blot er mistænkt for at have været det. Der er eksempler på at oliespild har lukket for fiskeri i månedsvis. Der er også en risiko for at fangstdyr bliver sværere tilgængelige i en periode efter et oliespild, ligesom sælskind bliver umulige at afsætte hvis der er olie på dem.
Yderligere studier
Der mangler generelt viden om mange af de økologiske komponenter, sammenhænge og processer i KANUMAS West-området. Råstofdirektoratet, Grønlands Naturinstitut og Danmarks Miljøundersøgelser har indledt en række undersøgelser for at tilvejebringe noget af denne manglende viden. Disse studier vil fortsætte indtil 2010, og resultaterne skal indarbejdes i den reviderede og opdaterede udgave af denne Strategiske Miljøvurdering, der skal udgives i 2010. I Sektion 13 findes en oversigt over disse studier, og Box 1 og 2 viser nogle foreløbige resultater.
Der vil desuden blive behov for yderligere undersøgelser til at supplere de projekt-specifikke miljøvurderinger, der skal udføres når og hvis konkrete aktiviteter indledes. I Sektion 14 gives en foreløbig udpegning af vigtig manglende viden. En mere gennemgribende analyse vil blive inkluderet i den opdaterede udgave af denne rapport. En <st1:State w:st="on"><st1:place w:st="on">del</st1:place></st1:State> af de listede emner er fælles for det arktiske område og fremgår også af Arktisk Råds’ ”Oil and Gas Assessment” (AMAP 2007, Skjoldal et al. 2007). Relevante studier er derfor indlysende internationale samarbejdsopgaver.
Der er allerede igangsat supplerende regionale strategiske studier i Disko West-området, som ligger umiddelbart syd for området behandlet i denne rapport. Resultaterne fra disse vil være meget relevante i KANUMAS West-sammenhæng.
Hele rapporten på engelsk pdf (13.3 MB)
