Ejrnæs, R., Wiberg-Larsen, P., Holm, T.E., Josefson, A., Strandberg, B., Nygaard, B., Andersen, L.W., Winding, A., Termansen, M., Hansen, M.D.D., Søndergaard, M., Hansen, A.S., Lundsteen, S., Baattrup-Pedersen, A., Kristensen, E., Krogh, P.H., Simonsen, V., Hasler, B. & Levin, G. 2011: Danmarks biodiversitet 2010 – status, udvikling og trusler. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 152 sider – Faglig rapport fra DMU nr. 815.

Sammenfatning

Af Rasmus Ejrnæs, Peter Wiberg-Larsen, Thomas Eske Holm, Alf B. Josefsson, Beate Strandberg, Bettina Nygaard, Liselotte Wesley Andersen, Anne Winding, Mette Termansen & Anja Skjoldborg Hansen

Biodiversitet er betegnelsen for mangfoldigheden i alt levende. Biodiversitet er således antallet af forskellige frøer og tudser i vandhullet, fugle på himlen, sommerfugle i engen, laver i klitterne og svampe i skoven. Biodiversitet er også arternes levesteder: Fiskenes søer og vandløb og billernes hule træer. Biodiversiteten bliver til i en stadig vekselvirkning mellem arterne og deres omgivelser. Derfor er processerne en vigtig del af biodiversiteten: Biernes bestøvning af blomsterne, krebsdyrenes gravearbejde i havbunden, stormens raseri i skoven og ved kysten og grundvandets udsivning i moserne.

Unaturligt hurtig uddøen

Man kender i dag 1,7 millioner forskellige arter af dyr, planter, svampe og mikroorganismer på jorden (Anon. 2010), men det virkelige tal vurderes at være mange gange højere. Alene herhjemme i Danmark rummer internetsiden allearter.dk en liste med mere end 22.000 arter, og listen mangler stadigvæk at blive opdateret med artsrige grupper af planter, svampe og mikroorganismer. Antallet af arter på jorden i dag er dog kun få procent af det antal arter, som har eksisteret på et eller andet tidspunkt (Raup 1994). Det skyldes, at arter uddør helt naturligt i evolutionens løb og bliver erstattet af nye arter. Denne uddøen sker hele tiden, normalt ganske langsomt. Men fem gange i jordens historie er en stor del af arterne forsvundet ganske brat i forbindelse med globale katastrofer i form af meteornedslag, voldsom vulkansk aktivitet, ændringer i atmosfære og klima og lignende. Efter disse katastrofer har naturen, som Fugl Fønix, med stor “opfindsomhed” befolket kloden på ny. Faktisk ville det ikke have været muligt at skrive og læse disse linjer, hvis ikke dinosaurerne var gået til grunde ved den femte masseuddøen for ca. 63 millioner år siden. Det gav nemlig plads til udviklingen af pattedyrene, og dermed også mennesket.

I dag befinder vi os i en situation, som kan sammenlignes med de fem tidligere globale katastrofer. Arter uddør i dag med en hastighed som er 100-1.000 gange større, end man skulle forvente i en stabil geologisk periode, som den vi lever i. Denne gang skyldes arternes uddøen dog ikke et fysisk eller kemisk fænomen, men derimod at mennesket har bemægtiget sig klodens plads, energi og råstoffer for at give plads til en stadigt voksende befolkning. Der er endnu en vigtig forskel mellem tidligere epokers masseuddøen og den, vi selv er årsag og vidne til nu: De fem tidligere udmærkede sig ved at frigive plads til ny evolution. Vores masseuddøen er kendetegnet ved, at vi mennesker optager mere og mere plads på bekostning af alle de arter, som vi ikke selv bruger eller fremmer i landbrug, skovbrug, havbrug og byer. Vi levner altså hverken plads til eksisterende arter eller til ny evolution.

2010-målet

Den stigende bekymring over tabet af biodiversitet blandt forskere, politikere og befolkning har ført til vedtagelsen af en række konventioner, aftaler og direktiver med det formål at passe bedre på naturens mangfoldighed og forhindre, at arter uddør. Blandt de vigtigste globale aftaler er FN’s biodiversitetskonvention fra 1992. Som en udløber af denne konvention vedtog FN i 2002 et mål om at nedsætte den hastighed som biodiversiteten forsvinder med inden 2010. Forinden havde EU imidlertid vedtaget det endnu mere ambitiøse mål om at standse tabet af biodiversitet helt inden 2010.

Hvis succes skal vurderes efter, om målet nås, må 2010-målene betragtes som fiaskoer. Næsten alle lande, som har underskrevet målene, har indset, at de ikke har nået dem. Det gælder også for Danmark, som i den 4. landerapport til FN’s sekretariat for biodiversitetskonventionen konkluderede, at målet ikke var nået. På den anden side kan man også betragte fiaskoen som en ny mulighed. En grundig evaluering af, hvor langt man er fra at nå målet, kan nemlig være et godt udgangspunkt for fremtidige mål og indsatser, der virker.

Der er ikke tidligere gjort noget videnskabeligt forsøg på at vurdere, om 2010-målet er nået i Danmark. De grønne organisationer udgav imidlertid en grundig rapport i 2010, som gennemgår de vigtigste grupper af arter i Danmark og deres levevilkår og udvikling. Rapporten konkluderede, at målet om at stoppe tabet af biodiversitet endnu ikke er nået (Meltofte 2010). Miljøministeriet har valgt at basere evalueringen på indikatorarbejdet i EU’s Miljøagentur. Der er indtil videre indsamlet data for 15 indikatorer, som spænder fra almindelige fugle over arealet af naturtyper og økologisk jordbrug til husdyrenes genetiske diversitet og omfanget af naturvejledningen. Med så bred en tilgang er der en væsentlig risiko for at miste fokus og glemme at få evalueret de dele af biodiversiteten, som er særligt sårbare og i risiko for at forsvinde.

Hvordan har vi vurderet biodiversiteten?

I arbejdet med denne rapport har vi forsøgt ud fra videnskabelige kriterier at vurdere, om tabet af biodiversitet er standset i alle de økosystemer, som findes i Danmark. For hvert økosystem har vi valgt elementer, som tilsammen repræsenterer arternes diversitet og de vigtigste naturlige levesteder og processer. For arterne har vi eksempelvis vurderet truede svampe i skoven, planter i vandløbet og fugle på havet. For levestederne har vi eksempelvis vurderet arealet med næringsfattigt græsland, udtørrende vandhuller og blåmuslingebanker. For processerne har vi vurderet de store dyrs græsning i moserne, brande i skoven og havets erosion ved kysten. Vi har fokuseret undersøgelsen på elementer af biodiversitet, som er sårbare over for menneskelige påvirkninger. Det giver nemlig efter vores opfattelse ingen mening at evaluere almindeligt forekommende arter, levesteder og processer. Disse kan være i fremgang, fordi de trives med menneskets aktiviteter, men deres fremgang kan ikke opveje, at mindre almindelige arter forsvinder. De almindelige arter er ofte de samme, der forekommer alle steder, hvor mennesket dominerer. De truede arter, som forsvinder når mennesket dominerer, er ofte forskellige mellem lokaliteter, regioner og lande. Det er ud fra samme tankegang, at EU’s naturbeskyttelsesdirektiver netop vælger at målrette beskyttelsen og forvaltningen mod de truede arter og levesteder.

Der findes tusinder af truede arter, og i princippet har hver art sit særlige foretrukne levested og fremmes af en særlig kombination af processer. Derfor har vi naturligvis været nødt til at foretage en udvælgelse af, hvilke arter, levesteder og processer der skulle indgå i analysen. Vi har gjort os umage med for hvert økosystem at vælge arter, levesteder og processer, som tilsammen repræsenterer økosystemets samlede biodiversitet. Hvis et af de valgte elementer er i tilbagegang, betyder det, at tabet af biodiversitet i økosystemet ikke er standset endnu. Jo flere elementer, som stadig går tilbage, jo større vil opgaven være med at standse tabet af biodiversitet.

Hvad har vi fundet?

Vi har undersøgt udviklingen i tilsammen 139 elementer af biodiversitet i de ni økosystemer, fordelt på 65 arter eller artsgrupper (i alt mere end 600 arter), 43 levesteder og 31 processer. Af disse er 47 % i tilbagegang. Der er ingen af de ni undersøgte økosystemer, hvor tabet af biodiversitet er standset.

Der er dog forskel på, hvor galt det står til i de ni økosystemer, og der er stor forskel på de enkelte elementer. For nogle artsgrupper og levesteder er tilbagegangen standset, eller der er ligefrem tale om en fremgang. For andre er tilbagegangen stadigvæk omfattende, og nogle arter er i stor risiko for at forsvinde. Desuden er der stor forskel på, hvor god vores viden er om de forskellige elementer af biodiversitet.

Skov

Selvom ingen har talt arterne sammen, anser man normalt skoven for at være det artsrigeste økosystem i Danmark. Det er i hvert fald skovene, som er klart hyppigst angivet som levested for de arter, som er truede og sårbare. Mange truede arter lever i gamle træer og dødt ved, og mange er knyttet til skovlysninger og skovenge. Vi vurderer, at der stadigvæk er en stor tilbagegang blandt truede biller, som lever i dødt ved, blandt dagsommerfugle som lever i skovenge og lysninger, og blandt laver som vokser på træernes stammer. Laverne foretrækker gamle, langsomt voksende træer, og de kræver lys og høj luftfugtighed. De nævnte arter er alle truet af moderne skovdrift.

Der er meget få skove i Danmark, hvor der ikke drives intensivt skovbrug. Alligevel vurderer vi, at en række levesteder knyttet til mere naturlige skove er i fremgang. Det skyldes en kombination af, at tilstanden er meget dårlig, og at statsskovene udvikler sig mod en mere naturlig skovdrift. Det er positivt, men samtidig er det uklart, om indsatsen er ambitiøs og målrettet nok til at redde de truede arter fra at uddø. Desuden er fremtidsudsigterne stærkt usikre, da mange af skovens truede levesteder ikke er beskyttet af lovgivningen på tilsvarende vis som de lysåbne naturtyper.

Vores viden om artsgrupper som insekter, svampe og jordbundsdyr er utilstrækkelig til at foretage en sikker vurdering af udviklingen i biodiversiteten. Tilsvarende mangler vi viden om flere af de vigtige levesteder og processer i skoven.

Kyst

Kysterne er Danmarks mest betydningsfulde bidrag til biodiversiteten i et internationalt perspektiv. Her finder vi klitter, strandenge og kystdynamik, som man ikke finder mage til mange steder i Europa. Samtidig hører kysterne til den mest uberørte natur i Danmark, fordi store strækninger er undsluppet kultivering og bebyggelse. Ud af ni evaluerede artsgrupper er syv i tilbagegang. Værst ser det ud for ynglefugle, løbebiller, padder og rensdyrlaver. Fælles for mange af arterne i tilbagegang er, at de kræver naturlig dynamik ved kysten, både hvad angår havets og vindens slid på kysten og vandets fri bevægelighed. Samtidig lider mange arter under tilgroningen ved kysten som følge af næringsbelastning og ophørt græsning. Græsningen er en blandt mange naturlige processer, som er med til at opretholde biodiversiteten, og selvom græsningen i tusinder af år hovedsageligt har været praktiseret af landmandens køer, heste og får, regner vi stadigvæk græsning for en naturlig proces i denne rapport, da processen tidligere blev varetaget af vilde dyr.

Bart sand, våde lavninger og en lav, åben plantevækst er blandt de levesteder, som mangler, for at arterne kan trives. På positivsiden tæller, at gråsæl og spættet sæl trives, og at indholdet af kvælstof i rensdyrlaverne er faldende. Der er imidlertid store videnshuller, hvad angår udviklingen i kysternes dynamik og vandets kredsløb, og de fleste arter kan kun vurderes ud fra ekspertudsagn.

Græsland, hede, eng og mose

Græsland/hede og eng/mose ligner hinanden ved at være næringsfattige, lysåbne økosystemer, som forudsætter tilbagevendende forstyrrelser såsom græsning, brand eller oversvømmelser for ikke at gro til med træer. Naturtyperne har været i stor tilbagegang de sidste 200 år, fordi landbruget med stor succes har drænet, opdyrket og gødsket de lysåbne naturtyper. Arterne fra græsland og enge var indtil for 100 år siden også almindelige i agerlandet, men ingen af disse arter kan trives i nærheden af nutidens intensivt dyrkede marker. Biodiversiteten er derfor stadigvæk i tilbagegang i begge økosystemer. Blandt de undersøgte arter finder vi i dag den største tilbagegang for torbister, løbebiller, dagsommerfugle og vokshatte i græsland/hede og edderkopper i moser. Tilbagegangen skyldes især ophørt græsning, som medfører tilgroning med høje urter og vedplanter, og som fjerner fødegrundlaget for de gødningslevende biller. Tilbagegangen skyldes antageligt også, at de tilbageværende naturområder er så små og isolerede, at arternes få og små bestande forsvinder i ugunstige år uden chance for at vende tilbage til lokaliteten igen. Arealet af græsland, hede og mose er i stadig tilbagegang, og det samme gælder arealet med næringsfattig natur og græsset natur. Eneste lyspunkt er fremgang i antallet af lyngarter og lyngplanternes dækningsgrad i hede og græsland samt stabilitet i næringsbelastningen af mose og eng. Begge vurderinger er dog baseret på tal fra overvågningsstationer, som er i en bedre naturtilstand end landsgennemsnittet. Udviklingen af de sjældne arter kan typisk kun vurderes på grundlag af ekspertudsagn, og mange af processerne er vurderet som ukendte på grund af manglende viden. For mose/eng er der mangel på relevant viden om tilstand og udviklingen i vandkredsløb og afvanding ved dræning og vandindvinding.

Søer og vandløb

Tabet af biodiversitet er standset for de større søers vedkommende, mens det stadig går tilbage i mindre søer og i vandløb. I de små søer rammer tilbagegangen især padderne strandtudse, grønbroget tudse, løgfrø, spidssnudet frø og grøn frø. I vandløbene ser det værst ud for vandaks-arterne, som i forlængelse af 100 års tilbagegang stadig forsvinder fra danske vandløb, samt fisk og tykskallet malermusling. På den positive side har der i vandløbene været klar fremgang for mange insekter og andre smådyr samt for ørred. For de små søer er den største trussel næringsstoftilførsel fra landbruget eller fra udsætning og fodring af ænder. For vandløbene er den største trussel mod biodiversiteten snarere den omfattende fysiske forstyrrelse ved grødeskæring og oprensning af bunden, når der sker lovpligtig vedligeholdelse. Forstyrrelsen sænker diversiteten af vandplanter og ødelægger den diversitet af levesteder som vandløbet skaber, når det får lov at slynge sig frit gennem ådalen og gå over sine bredder. Vandløbene er på den vis et godt eksempel på konflikten mellem vandløbets funktion som afleder af vand fra dyrkningsjorden og vandløbets funktion som levested for dyr og planter.

På trods af mange års overvågning af søer og vandløb, er der stadig mange elementer af biodiversitet, som er ukendte. For søerne mangler vi viden om biller og andre smådyr samt om udviklingen i antallet af udtørrende vandhuller, og for vandløbene mangler vi viden om mængden af dødt ved i vandløbene, mudderflader og vandløbenes naturlige dynamik i ådalen.

Havet

Tilbagegangen i havets biodiversitet er ikke standset. Det går stadig tilbage for fisk, fugle og bunddyr. For fiskene er truslen overfiskning, og det samme gælder bunddyrene, hvis levesteder ødelægges, når fiskernes trawl trækkes hen over havbunden. Selvom udledningen af næringsstoffer til havet er faldende, er arealet af havbund, som er udsat for iltsvind, stigende, hvilket yderligere presser biodiversiteten. Blandt arter i tilbagegang finder vi også ederfugl, sortand og fløjlsand, som alle er danske ansvarsarter. Når Danmark har et særligt ansvar for disse arter, skyldes det, at vi huser en stor del af verdens samlede bestande. Tilbagegangen har flere mulige årsager, herunder øget forstyrrelse ved sejlads eller forringede føderesurser.

Havet er nok det økosystem, som vi ved mindst om, og uden en basal kortlægning af levesteder og artsdiversitet er det naturligvis meget vanskeligt at vurdere tilstanden, og i særdeleshed udviklingen, af biodiversitet i havet.

Agerland og byer

Agerlandet, vejene og byerne dækker tre fjerdedele af Danmark og er de mest intensivt udnyttede dele af den danske natur. Samtidig er det de økosystemer, som huser den mindste andel af de truede arter. Det er ikke så underligt, når man tager i betragtning, at arealanvendelsen i dag ikke efterlader meget frirum til naturlige processer. Desuden dækker agerland og byer store arealer, så de arter, som kan leve der, vil ofte være almindelige. Agerlandet har historisk været vigtigt for biodiversiteten i Danmark, hvilket kan aflæses på at mange arter som er ualmindelige eller truede, i dag har et navn, som henviser til deres historiske tilknytning til agerlandet, fx mark-firben eller mark-piber. Men markerne dyrkes i dag så effektivt, at afgrøden står tæt og høj uden åbne pletter, hvor der kunne være plads til vilde planter og dyr. Og rundt om markerne i vejkanter, markskel og levende hegn har påvirkningen med gødning og sprøjtemidler gjort sit til, at de sårbare arter er forsvundet. Vi vurderer, at biodiversiteten i det dyrkede land fortsat går tilbage, som i de seneste 100 år.

I byområder åbner der sig nye muligheder for varmekrævende arter som mark-firben, der er forsvundet fra agerlandet, men gerne indvandrer til det konstruerede landskabs ruderater, steder med forstyrret, næringsfattig jordbund, som man finder det i råstofgrave. Det forudsætter dog, at naturen får plads, at mineraljorden ikke dækkes til med næringsrig muldjord, og at man ikke tilplanter, dyrker eller bebygger områderne. Der mangler meget viden om byernes natur, men vurderingen er, at biodiversiteten også her er i fortsat tilbagegang.

Genetik og mikrobiologi

Der er mange elementer af biodiversitet, som vi ikke kender udviklingen af. Ofte er det fordi, der ikke er blevet gjort en indsats for at indsamle viden. Når det gælder genetik og mikrobiologi, skyldes det dog især, at pålidelige og effektive metoder til at måle biodiversiteten først er blevet tilgængelige i nyere tid. For mikrobiologisk diversitet har udfordringen været, at organismerne er små og ikke tydeligt forskellige i deres udseende. For genetisk diversitet gælder det tilsvarende, at generne ikke kan ses og udforskningen derfor kræver avanceret og dyr laboratorieteknik. Vores viden om genetisk diversitet og mikrobiel diversitet vokser i dag hastigt på grund af udviklingen i de molekylærbiologiske metoder. Her tæller både teknologien og prisen. Først når man relativt nemt og billigt kan kortlægge og sammenligne generne fra mange forskellige individer, kan vi danne os et overblik over diversiteten, og hvilke gener der har betydning for arternes tilpasninger til miljøet.

De senere års genetiske undersøgelser af vilde danske dyr og planter tegner et flertydigt billede. Ofte kan man se et betydeligt tab af genetisk diversitet hos arter, som har været udsat for en stor tilbagegang i bestanden. Lav genetisk diversitet findes dog også hos arter, som er naturligt isolerede geografisk, eksempelvis hvis de er indvandret i nyere tid, eller hvis de lever i udkanten af deres udbredelsesområde. Helt generelt trues den genetiske diversitet af tab af levesteder, fald i størrelsen af bestande og isolation af bestande. Hvis biodiversiteten af arter, levesteder og processer er i tilbagegang, vil man derfor forvente, at det samme gælder den genetiske diversitet.

De senere års undersøgelser af mikrobiologisk diversitet viser, at diversiteten er langt større, end man troede, før man kunne bruge molekylærbiologiske metoder. De fleste mikrobielle samfund kan udføre alle væsentlige typer af nedbrydning af organisk stof. Dette betyder dog ikke, at der ikke er forskel på mikrobielle samfund på forskellige levesteder eller lokaliteter. Tværtimod viser forskningen, at der kan være tydelige genetiske forskelle mellem de samme organismer fra forskellige lokaliteter.

Samfundsværdi

Værdien af biodiversiteten for samfundet får stadig større opmærksomhed. Naturen leverer en lang række af ydelser til menneskesamfundet. Nogle af de mest synlige er den direkte produktion af fødevarer, tømmer, klæder og medicin. Dertil kommer mere indirekte og understøttende funktioner som fx regulering af klima og vandets kredsløb, nedbrydning og fotosyntese. Endelig er der mere bløde værdier som rekreation, kulturarv og inspiration. Det er værdier, som er vanskelige at omsætte til kroner og øre. Biodiversiteten kan have betydning for en række af disse ydelser, som derfor kan være truet af et fortsat tab af biodiversitet. Der findes mange forskellige måder at opgøre værdien af natur og biodiversitet på, og resultatet vil typisk afhænge af, hvilke typer af tjenester man undersøger. Mange undersøgelser vedrører ikke specifikt den truede del af biodiversiteten, men snarere naturen mere generelt, og de goder og tjenester som naturen leverer. Denne type af undersøgelser kan derfor ikke direkte bruges til at vurdere de økonomiske konsekvenser af det tab af biodiversitet, som vi har undersøgt i denne rapport.

Danske undersøgelser viser dog, at befolkningen værdsætter en række af de økosystemer som vi har evalueret i rapporten. Det viser sig også, at det ikke kun er oplevelsen af landskabet, som har betydning for folk, men at de også sætter pris på bevarelsen af truede planter og dyr. Befolkningen har ikke altid kendskab til de sjældne og truede arter, og derfor kan viden gøre en stor forskel for oplevelsen af betydning og værdi. Når man spørger til beskyttelsen af særlige arter af sårbare eller truede planter og dyr, som forekommer i et område, viser det sig, at de udspurgte generelt er villige til at betale et højere beløb for områdets beskyttelse efter at have hørt om disse arter.

Perspektivering

Vores undersøgelse dokumenterer, at der er meget, vi ikke ved om udviklingen i biodiversiteten. Det er klart, at man ikke kan overvåge udviklingen af alle Danmarks langt over 22.000 arter, og netop af samme grund blev der til denne undersøgelse udvalgt 139 elementer af biodiversitet. Af disse kunne 30 % vurderes baseret på data, og 70 % kun ved hjælp af ekspertvurderinger. Blandt samtlige vurderede elementer, endte udviklingen med at være ukendt i 28 % af tilfældene. Hvis man ønsker en målrettet indsats for den danske biodiversitet, er det et problem, at der mangler viden om så mange af de truede arter, levesteder og processer. En af forklaringerne på, at vi står i denne situation er, at det nationale overvågningsprogram først begyndte at omfatte natur og biodiversitet i 2004. Der vil derfor gå endnu en række år, før overvågningsprogrammet kan give mere sikre svar på udviklingen i biodiversiteten. En anden grund til manglende viden er, at der er mange arter og specielle levesteder, som ikke er beskyttet af konkrete direktiver og aftaler og derfor ikke overvåges. Denne rapport leverer derfor også et første katalog over kandidater til fremtidens overvågning af biodiversitet. Et katalog som forhåbentligt kan inspirere både den folkelige overvågning i de grønne organisationer og foreninger og den professionelle naturovervågning i offentligt regi.

Rapporten indeholder dog også megen værdifuld viden. Mange af de værdifulde data, som er præsenteret i rapporten, kommer netop fra det nationale overvågningsprogram, og flere vil komme til i den næste periode, efterhånden som overvågningen dækker et længere tidsrum. For rigtig mange af arterne, hviler vurderingen imidlertid i høj grad på viden og erfaringer fra det frivillige arbejde i naturhistoriske foreninger og blandt naturhistorikere, og dette vil formentlig også være tilfældet i fremtiden.

Ved udgangen af 2010 kan vi konstatere, at målet om at standse tabet af biodiversitet ikke er nået. Det har ikke ført til, at målet er blevet opgivet, hverken i EU eller FN, men opfyldelsen af målet er indtil videre blevet udskudt 10 år, og det har fået en lidt anden form. Efter afholdelse af FN’s 10. biodiversitetskonference, COP10 i Nagoya Japan, er der således fremsat forslag om en række nye mål frem mod 2020. Selvom der denne gang er lagt op til et FN-mål, som er mere konkrete end tidligere – fx et mål om at 17 % af landarealet og 10 % af havet skal udlægges som beskyttet natur – så venter der et stort arbejde med at indføre målene i de enkelte lande, hvis de skal få den ønskede virkning. Dette mål er der da også taget højde for i FN-processen, hvor et af målene fra COP10 er, at der skal udvikles nationale biodiversitetshandlingsplaner.

Denne rapport giver et overblik over udviklingen i den danske biodiversitet. Rapporten er samtidig et katalog over biodiversitetselementer, som kan bruges i arbejdet med at opstille mål og vælge virkemidler. Vi har i rapporten udvalgt 139 elementer af biodiversitet som tilsammen skal repræsentere biodiversiteten i alle danske økosystemer. Blandt de 139 artsgrupper, levesteder og processer, vi har vurderet, er 47 % i tilbagegang, 25 % stabile eller i fremgang og 28 % har ukendt udvikling. De elementer, som er i tilbagegang i år 2010, vil kunne bruges til at sætte konkrete mål for en fremtidig handlingsplan for biodiversitet i Danmark. Man vil også kunne bruge vores liste over biodiversitetselementer til at undersøge og evaluere de nuværende virkemidler i den danske naturindsats. Ved at sammenholde indsatsen med de resultater der fremgår af oversigterne, vil man kunne vurdere, hvilke af de ting man gør for biodiversiteten, der virker, og hvilke der ikke virker efter hensigten. Desuden kan listerne måske inspirere til nye virkemidler, til støtte for de arter eller levesteder, som i dag overses i forvaltningen.

Denne rapport er det første danske forsøg på at evaluere udviklingen i biodiversiteten videnskabeligt. Der er nu mindre end 10 år til 2020, hvor det igen vil være relevant at vurdere udviklingen i den danske biodiversitet. Rapporten kan derfor ses som et led i en metodeudvikling, som forhåbentligt kan inspirere fremtidige evalueringer af udviklingen i biodiversiteten.

Litteratur

Raup, D. M. 1994. The role of extinction in evolution. Proceedings of the National Academy of Sciences 91: 6758-6763.

Anon. 2010. IUCN Red List of Threatened Species. Summary Statistics for Globally Threatened Species. Table 1: Numbers of threatened species by major groups of organisms (1996–2010).

www.iucnredlist.org/documents/summarystatistics/2010_4RL_Stats_Table_1.pdf.

Meltofte, H. (red.) 2010. Danmarks Natur 2010 – om tabet af biologisk mangfoldighed.

Det Grønne Kontaktudvalg.

Hele rapporten i pdf-format (5,46 MB)

Appendiks i pdf-format (424 kB)