Johansen, P., Asmund, G., Rigét, F. & Schledermann, H. 2010: Miljøovervågning ved kryolitminen i Ivittuut, Sydgrønland, i 2010. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 34 s. - Faglig rapport fra DMU nr. 812.
I Ivittuut ved Arsuk Fjord i Sydgrønland foregik der brydning, sortering og udskibning af mineralet kryolit i perioden 1854 til 1987. Mineaktiviteterne har bevirket en forurening med bly og zink af fjorden. Hovedkilden er frasorterede sten, såkaldt gråbjerg, fra kryolitbrydningen. Dette materiale er bl.a. efterladt som opfyld langs kysten ved Ivittuut. Det indeholder bly- og zinkmineraler, som opløses i og udvaskes af tidevandet til Arsuk Fjord.
Forureningen i området er blevet overvåget siden 1982. Denne overvågning har siden 1985 kun omfattet blæretang og blåmuslinger, idet tidligere undersøgelser havde vist, at fisk og rejer fra fjorden ikke var belastet med bly og zink. Denne rapport redegør for den seneste undersøgelse, som blev udført i juli 2010.
Den geografiske fordeling af bly- og zinkkoncentrationen i blæretang og blåmusling i 2010 viser, at gråbjerg efterladt langs kysten i Ivittuut fortsat er den dominerende forureningskilde.
I blæretang er der forhøjede blyværdier på en ca. 4 km lang kyststrækning i den østlige del af Arsuk Fjord omkring Ivittuut, mens der er forhøjede zinkværdier i blæretang på det meste af kyststrækningen af det undersøgte område i Arsuk fjord. I blåmuslinger er der forhøjede blyværdier i alle undersøgte områder af Arsuk Fjord og også i områder 3-4 km udenfor fjorden. Zinkværdierne i blåmusling er kun forhøjet ved selve Ivittuut.
På en ca. 5 km lang kyststrækning omkring Ivittuut er blykoncentrationen i blåmuslinger så høj, at det frarådes at spise blåmuslinger indsamlet på denne kyststrækning. Dette område er af samme udstrækning som fundet i 2007, men er mindre end fundet ved undersøgelsen i 2004 og meget mindre end fundet i perioden 1982-1992. I denne periode omfattede området også en del af kyststrækningen på den vestlige del af Arsuk Fjord.
Set over hele undersøgelsesperioden (1982 til 2010) er blykoncentrationen i både blæretang og blåmusling faldet i Arsuk Fjord. Blykoncentrationerne er nu i gennemsnit ca. 3 gange lavere end de var i 1982. Zinkkoncentrationen i tang og musling er også faldet, men ikke så meget som blykoncentrationen.
Hele rapporten i pdf-format (2,98 MB)