Aarhus Universitets segl

Nr. 811: Environmental monitoring at the Nalunaq Gold Mine, South Greenland, 2010

Glahder, C.M., Søndergaard, J., Asmund, G. & Rigét, F. 2010: Environmental monitoring at the Nalunaq Gold Mine, South Greenland, 2010. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 32 s. - Faglig rapport fra DMU nr. 811.

Sammenfatning

Denne syvende moniteringsundersøgelse blev udført i Nalunaq området, Nanortalik kommune, Sydgrønland, fra 25. til 31. august 2010. Der er ikke blevet udskibet malm siden moniteringen i august 2009. I minen har der primært været arbejdet med at bryde en produktionshal inde i minen til guld-udvinding med tyngdeseparering og kemisk udvinding (Carbon-in-Pulp med brug af cyanid). Malm med lav lødighed er blevet transporteret tilbage til minen med minekøretøjer med begrænset hastighed og lasteevne.

Blåmusling, blæretang og alm. ulk blev indsamlet på 4 stationer i Kirkespirbugten, standørreder blev fisket i Kirkespirelven og snekruslav Cetraria nivalis blev samlet på 20 stationer i Kirkespirdalen og ved bugten. Lav blev endvidere transplanteret fra et uforurenet område (AMI1) til mineområdet (Fig. 1). Alle prøver blev analyseret for 11 grundstoffer (Hg, Cd, Pb, Zn, Cu, Cr, Ni, As, Se, Co og Au) og resultaterne blev sammenholdt med baggrundsniveauet målt i 1998-2001 og med resultaterne fra de tidligere moniteringsundersøgelser.

Det marine miljø var i 2010 kun ganske svagt påvirket af mineaktiviteterne. Der blev ikke fundet forhøjede koncentrationer i muslinger og i ulkelever, mens tang havde svagt forhøjede koncentrationer af Co på én station nær Kirkespirelvens munding. Co var også forhøjet i tang fra den samme station i perioden 2006-2009.

Der blev ikke fundet forhøjede metal koncentrationer i lever fra standørred. I perioden 2004-2010 var der kun i 2004 og 2006 svagt forhøjede koncentrationer af Cr, Co og Cd.

I laver fra områderne ved depotet for knust gråbjerg og ved minen og lej-ren var koncentrationerne af Cu, Cr, As og Co som i tidligere år signifikant forhøjede. Forhøjelserne i begge områder i 2010 var 2-3 gange for Cu og Cr, 5-8 gange for As og 4-9 gange for Co. Forhøjelserne formodes især at skyldes vejstøv.

I perioden 2004-2010 udviste koncentrationerne af de fire metaller i de to områder en ikke-lineær udviklingstendens med et fald i 2010 for alle fire metaller i begge områder. Faldet var tydeligst i mineområdet. Denne udviklingstendens var forventet som følge af de begrænsede mineaktiviteter i 2010.

Forholdet mellem koncentrationerne i lav af Cu, Cr, As og Co og den vinkelrette afstand til vejen blev undersøgt for perioden 2005-10. For alle metalkoncentrationer var der et signifikant fald med stigende afstande til vejen. Som i de tidligere år blev der fundet forhøjede koncentrationer af Cu, As og Co i en afstand af op til ca. 1000 m fra vejen, mens Cr, som i 2009, nåede baggrundsniveauet ca. 500 m fra vejen.

Koncentrationerne af metaller i de transplanterede laver var i 2010 faldet yderligere i forhold til 2009 og 2008.

Hele rapporten i pdf-format (1,67 MB)