Kronvang, B., Søndergaard, M., Hoffmann, C.C., Thodsen, H., Ovesen, N.B., Stjernholm, M., Nielsen, C.B., Kjærgaard, C., Schønfeldt, B. & Levesen, B. 2011: Etablering af P-ådale. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 67 s. – Faglig rapport fra DMU nr. 840.
Mange af de danske søer lever ikke op til Vandrammedirektivets krav om mindst en god økologisk tilstand inden 2015. Der er derfor brug for at reducere fosfortilførslen til en række søer, som det er beskrevet i vandplanerne.
Et af virkemidlerne til at mindske fosfortilførslen til søer er at etablere arealer langs vandløb opstrøms disse søer, som oversvømmes en gang i mellem (de såkaldte P-ådalsområder). I forbindelse med oversvømmelse vil der nemlig deponeres en stor del af den partikelbundne fosfor (P), som transporteres i vandløbet, og som derved kan fjernes fra vandløbet.
Den første øvelse til at lokalisere potentielle P-ådalsområder kan foretages alene på baggrund af eksisterende data og kortmateriale. GIS-analyser kan således anvendes til at lokalisere områder og beregne, hvor store arealer, det drejer sig om.
Potentialet for forekomsten af store vandføringer og oversvømmelser i et givent vandløb kan dernæst vurderes på baggrund af eksisterende data fra danske vandløb. Disse viser blandt andet, at der er væsentlige regionale forskelle i antallet af dage med stor vandføring, således at der generelt er flest af sådanne dage på Fyn og Sjælland, men at hyppigheden også afhænger af vandløbstype. Kendskabet til indholdet af suspenderet stof, som er tæt relateret til indholdet af partikulært fosfor, kan også anvendes i en forhåndsvurdering af potentielle P-ådalsområder. Analyse af danske data viser her for eksempel de laveste koncentrationer i Vestjylland. Den potentielle P-tilbageholdelse kan estimeres på baggrund af størrelsen af det mulige oversvømmelsesområde, forventet gennemsnitlige antal dage med oversvømmelse og forventet depositionsrate.
Ud over vurderingen af den potentielle P-tilbageholdelse kan det i et givent område også være nødvendigt at tage højde for en række andre hensyn. Det kan være forhold vedrørende områdets størrelse og placeringen af området i forholdet til søen samt påvirkningen af eksisterende naturtyper og naturinteresser.
Oversvømmelsen af et område indebærer også en risiko for, at der kan frigives fosfor fra det vanddækkede område. For at vurdere denne risiko er der angivet en strategi for, hvordan jordbundsprøver kan udtages og analyseres. Antallet af delområder og prøver til analyse afhænger af arealets størrelse. Disse analysedata danner grundlag for at vurdere den potentielle risiko for fosforfrigivelse fra et P-ådalsområde og dermed også til at afgøre, om et område bør anvendes eller ej.
Forud for etableringen af et P-ådalsområde vil det også ofte være nødvendigt at indsamle nye data fra et område. Det drejer sig især om terrænopmålinger og kortlægning af vandløbsmorfologi. Efterfølgende er det også nødvendigt at vurdere hvilken metode, der skal anvendes til at hæve vandstanden og dermed skabe oversvømmelse. Den mest oplagte metode er genslyngning af vandløbet, der også vil have positive synergieffekter på vandkvaliteten og den økologiske tilstand. Andre metoder er hævning af vandløbsbunden og ophør eller reduktion af grødeskæring.
Under og efter etableringen af et P-ådalsområde er der en række forhold, som skal tages i betragtning for at opnå det bedste resultat på både kort og lang sigt. Disse omfatter fjernelse af dræn og grøfter i projektområdet, retningslinjer for drift af området (gødskning mm.) og fjernelse af næringsstoffer gennem drift af projektarealet (fx via høslet).
Til sidst i rapporten er der gennemregnet et eksempel (Odderbæk i Midtjylland), som demonstrerer, hvordan forløbet forud og under etableringen af et P-ådalsområdet kan gennemføres.
I en bilagsdel er der angivet en række mere detaljerede analyser og yderligere informationer, herunder indhold af suspenderet stof i en række danske vandløb, gennemførelsen af GIS-analyser, model til beregning af partikelbundet fosfor i vandløb og hvor meget fosfor, der kan fjernes ved høslet.
Hele rapporten i PDF-format (3 MB)