Hansen, L.B., Källstrøm, M., Jørgensen, S.L. & Hasler, B. 2011. Vådområders omkostningseffektivitet. En erfaringsopsamling og analyse af omkostningerne ved at gennemføre vådområdeprojekter under vandmiljøplanerne VMPI og VMPII. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 63 s. – Faglig rapport fra DMU nr. 835. http://www.dmu.dk/Pub/FR835.pdf.
Vådområder er et virkemiddel til kvælstoffjernelse, og indgår som et væsentligt element i de tidligere vandmiljøplaner (VMPII fra 1998 og VMPIII fra 2004) og i Grøn Vækst aftalen fra 2009. Vådområder omfatter både søer, enge, rørsumpe og andre vandløbsnære arealer. Ved sløjfning af dræn, ophør med vandløbsvedligeholdelse og andre hydrologiske ændringer genskabes permanent fugtige eller periodevis fugtige arealer der kan reducere kvælstoftabet fra landbrugsjorden.
I alle de nævnte planer er det antaget at vådområder er et relativt omkostningseffektivt virkemiddel sammenlignet med mange andre virkemidler. I denne rapport analyseres det eksisterende datagrundlag vedr. omkostninger og effekt på kvælstoftabet ved retablering af vådområder, med henblik på at få et indblik i hvilke typer vådområdeprojekter der er de mest omkostningseffektive.
I henhold til Grøn Vækst aftalen mellem Kommunernes Landsforening og Miljøministeriet om udmøntningen af vådområde- og ådalsprojekter skal der udvælges de mest omkostningseffektive vådområder. Det vil sige at reduktionseffekten skal opnås til den lavest mulige pris per kg N reduktion. I Miljøministeriets oplæg til implementeringsmodeller for vådområdeindsatsen i Grøn Vækst, der implementeres i de såkaldte Vandoplandsplaner, antages det, at der er en sammenhæng mellem stor kvælstofreduktion og omkostningseffektivitet. Analysen i denne rapport viser at der ikke er en sådan entydig sammenhæng.
Datagrundlaget til analysen omfatter dog ikke alle typer projekter men stammer fra de gennemførte VMPII-projekter. I VMPII-handlingsplanen blev der etableret en tilskudsordning til oprettelse/genetablering af vådområder der blev administreret af Skov- og Naturstyrelsen. Ordningen gav amterne mulighed for at søge om tilskud til vådområdeprojekter. Da vådområdeprojekter kan være tidskrævende projekter blev de projekter der ikke var gennemført ved udløbet af VMPII-aftalen (2003) videreført under VMPIII-aftalen. Disse projekter er ligeledes omfattet af analysen.
De udførte analyser giver et overblik over hvilke typer af vådområdeprojekter der er de mest effektive (største reduktioner af kvælstof) og mest omkostningseffektive (største reduktioner til færrest omkostninger målt i kr. per kg N). Vådområdeprojekterne er analyseret i delanalyser, der belyser hvad der ligger til grund for rangordningen af projekterne efter omkostningseffektivitet; dvs. hvorvidt projekttype, forventet kvælstofreduktion, omkostningstyper, størrelse og geografisk placering påvirker omkostningseffektiviteten.
Projekterne analyseres samlet som en stor gruppe, hvor der ikke tages højde for forskelle mellem de enkelte projekttiltag (genopretning af sø, fersk eng m.fl.). Resultaterne fra denne analyse tyder på, at niveauet for omkostningerne ved retableringen af vådområdet har relativ stor betydning i forhold til den (forventede) kvælstofreducerende effekt. Dvs. at dyrt opkøbt jord og høje anlægsomkostninger overskygger effekten af en høj forventet kvælstofreduktion.
Projekterne er også inddelt i tre undergrupper for specifikt at tage højde for forskelle i omkostninger mellem projekttyper. De tre grupper er etablering af sø, etablering af fersk eng og etablering af græsningsarealer/vedvarende græs. Det fremgår af analysen, at der er variation mellem de tre grupper. De billigste projekter skal findes blandt projekter med vedvarende græs både når der ses på kr. per ha og kr. per kg reduceret N. Anlægsomkostningerne og omkostningerne ved jordhandler udgør en stor andel af de samlede omkostninger for sø-projekter sammenlignet med de andre projekttyper. Projekterne analyseres også indenfor grupperne (sø, fersk eng og græs), og det konkluderes, også i denne analyse, at det er forskellene i anlægsomkostninger, lodsejerkompensationer og jordhandler der adskiller projekterne i hver gruppe fra hinanden. Forventningerne til kvælstofreduktionerne har generelt ikke den store betydning for rangordningen efter omkostningseffektivitet, men det skal bemærkes at forventningerne til kvælstofreduktion er baseret på modelberegninger, der ikke tager højde for de specifikke forhold ved det enkelte projekt. Hvis valg af vådområde til etablering baserer sig på kvælstofreduktion som primære variabel, vil man ikke opnå den bedst mulige samlede omkostningseffektivitet.
I tredje og sidste del analyseres projekterne samlet under et og i forhold til geografisk placering. Det konkluderes, at der er store forskelle mellem de gamle amter i forhold til hvor omkostningseffektive de etablerede projekter var, og hvor mange projekter der er etableret indtil nu i hvert af de gamle amter.
Analysen viser sammenfattende, at skal omkostningseffektiviteten sikres frem for høje kvælstofreduktioner per hektar (ha), bør omkostningerne i langt højere grad reduceres frem for at kvælstofreduktionen per ha øges. Resultaterne af den udførte analyse peger således på at det kan være omkostningseffektivt at etablere de billigste projekter, uafhængigt af den forventede kvælstofreduktion per ha. Endvidere viser analyserne at det samlet set især er lodsejerkompensationer der ser ud til at spille en stor rolle for omkostningsniveauet – og at projekter med lave anlægsomkostninger og få udgifter til jordhandler er dem der også er de mest omkostningseffektive. De udførte analyser tyder derfor på, at det for at opnå høj omkostningseffektivitet er vigtigt at se på typen af vådområde og herved undgå de store anlægsomkostninger og lodsejerkompensationer, og at dette er vigtigere end at vælge områder med en stor forventet kapacitet for kvælstofreduktion.
