Christensen, T.K., Elmeros, M. & Lassen, P. 2010. Forekomst af antikoagulante rodenticider i danske rovfugle, ugler og små rovpattedyr. En basisundersøgelse. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 84 s. – Faglig rapport fra DMU nr. 788.
I Danmark udføres bekæmpelse af rotter, mus og mosegrise næsten udelukkende med antikoagulante rodenticider, som er langsomtvirkende gifte, der blokerer blodets evne til at størkne. Gnavere, der indtager antikoagulanter, dør normalt som følge af spontane indre blødninger 3-8 dage efter enten et enkelt eller flere mindre indtag, afhængig af det indtagne stof. Antikoagulanter binder sig stærkt til fedtvæv og nedbrydes kun langsomt, hvilket medfører en risiko for sekundærforgiftning hos rovfugle og pattedyr, som lever af gnavere.
At sekundærforgiftning med antikoagulanter kan være dødelig, er dokumenteret for en lang række arter, både ved indsamling i naturen og ved eksperimentelle forsøg. De fleste undersøgelser beskriver forgiftning i relation til specielle situationer og mistænkelige dødsfald, mens kun få er baseret på en systematisk indsamling, som kan afdække den reelle eksponering for antikoagulanter samt belyse eventuelle effekter i relation til bestandes sundhedstilstand og udvikling.
Nærværende undersøgelse af forekomsten af antikoagulante rodenticider i rovfugle, ugler og små rovpattedyr er den første bredt baserede undersøgelse af forekomsten af disse stoffer i den danske fauna. Med fokus på arter, der udpræget eller periodisk er afhængige af gnavere, beskriver undersøgelsen eksponeringen i arter, hvor der forventelig vil være den højeste forgiftningsrisiko. Af samme grund vil disse arter også være dem, der potentielt er mest påvirket i relation til effekter på bestandsniveau.
I nærværende undersøgelse blev forekomst af antikoagulante rodenticider i rovfugle, ugler og små rovpattedyr undersøgt i individer indsamlet gennem zoologiske museer, vildtplejestationer, konservatorer, lufthavne, Danmarks Miljøundersøgelser og gennem enkelte privatpersoner. De indsamlede dyr stammer primært fra perioden 2000-2009, med enkelte individer indsamlet i perioden 1983-1999.
Analyse for antikoagulanterne coumatetralyl, bromadiolon, difenacoum, flocoumafen og brodifacoum blev udført ved hjælp af HPLC-analyse og en kombination af fluorecensdetektor og en photodiode array (PDA) detektor. Alle analyser blev udført på levervæv fra de indsamlede individer.
Der blev gennemført supplerende forsøg for at belyse risikoen for forgiftning af natugleunger Strix aluco i redeperioden ved fordring med forgiftede mus samt forsøg, der skulle belyse giftindholdet i mus i områder med udlagte giftdepoter omkring en vildtfodringsplads. Grundet få ynglende ugler i undersøgelsesperioden og relativt få fangne mus, kan der ikke drages endelige konklusioner på baggrund af de supplerende forsøg, og resultaterne kan derfor kun anses som retningsvisende for forventede forgiftningsscenarier.
Resultaterne af analyserne af de indsamlede fugle og rovpattedyr viste, at for alle arter var forekomsten af antikoagulanter i individerne meget høj (84-100%). For både fugle og rovpattedyr var de hyppigst detekterede stoffer difenacoum, bromadiolon og brodifacoum, mens coumatetralyl og flocoumafen generelt forekom i markant færre individer. Det gennemsnitlige antal forskellige antikoagulanter fundet per individ varierede mellem 1,7 i rørhøg Circus aeruginosus og 3,0 i stor hornugle Bubo bubo. Samlet havde mere end 60% af fuglene og 80% af rovpattedyrene to eller flere antikoagulanter i kroppen.
For tårnfalk Falco tinnunculus, musvåge Buteo buteo, natugle, slørugle Tyto alba og kirkeugle Athene noctua lå den gennemsnitlige kumulerede koncentration af antikoagulanter i leveren mellem 35 og 58 ng/g. For rød glente Milvus milvus og stor hornugle var gennemsnitskoncentrationen hhv. 152 og 162 ng/g, mens koncentrationen i fjeldvåge Buteo lagopus, rørhøg, skovhornugle Asio otus og mosehornugle Asio flammeus lå mellem 9 og 24 ng/g. Forskellen vurderes i nogen grad at være påvirket af arternes tilknytning til bynære områder og landbrugsarealer samt for rød glente og stor hornugles vedkommende, at disse arter udpræget lever af hhv. ådsler og rotter. Gennemsnitskoncentrationen var også høj for brud Mustela nivalis og lækat Mustela erminea, hhv. 58 og 63 ng/g, og de højeste koncentrationer blev målt i brud og lækat.
En giftkoncentration på 200 ng/g vurderes at være kritisk for de undersøgte arter. Imellem 5,7% og 22% af de undersøgte tårnfalke, musvåger, natugler, slørugler, brude og lækatte måltes koncentrationer højere end dette niveau. For rød glente og stor hornugle var andelen af individer med koncentrationer på mere end 200 ng/g hhv. 66% og 70%, mens der ikke blev fundet meget høje koncentrationer i fjeldvåge, rørhøg, skovhornugle og mosehornugle. Et lille antal undersøgte individer for sidstnævnte arter gør, at resultatet er noget usikkert.
Generelt kunne der hos fugle ikke påvises forskelle i forekomsten og koncentrationen af rodenticider mellem køns- og aldersgrupper, mellem tidspunkt på året eller i relation til registreret dødsårsag. I brud og lækat steg koncentrationen fra forår til vinter, en tendens der dog også blev fundet hos enkelte af fuglearterne. I brud og lækat blev der fundet højere giftkoncentrationer i dødfundne dyr sammenlignet med fældefangne og trafikdræbte individer, og for begge arter var kropskonditionen negativt korreleret med koncentrationen af rodenticider.
Sammenlignet med britiske undersøgelser er forekomsten af antikoagulanter i danske rovfugle, ugler og små rovpattedyr markant højere for de fleste arter. Antallet af gifte per individ er ligeledes højere i danske end i britiske fugle og rovpattedyr.
Mulige forklaringer på de registrerede forskelle mellem danske og britisk rovfugle og rovpattedyr kan ligge i forskelle i bekæmpelsespolitikker for autoriseret rottebekæmpelse og i privatpersoners brug og anvendelse af de antikoagulanter, der er tilgængelige på markedet. Der kan ligeledes være forskelle i landskabsstrukturen mellem de to lande, som medfører forskelle i den rumlige anvendelse af rodenticider.
Anvendelsen af antikoagulanter til bekæmpelse af gnavere i Danmark har gennem de seneste 10-20 år ikke haft dokumenterede negative effekter på bestandene af rovfugle og ugler, idet de fleste arters bestande i denne periode har haft en positiv udvikling. Omvendt kan det ikke udelukkes, at brugen af antikoagulanter lokalt eller endog nationalt har medført en større ungedødelighed hos nogle rovfugle og ugler, og dermed en langsommere bestandsvækst. De supplerende forsøg dokumenterer, at fodring af natugleunger med bromadiolonforgiftede mus, dækkende 35% af fødebehovet, resulterede i en, selv for gamle fugle, meget høj giftbelastning. Da det samtidig blev fundet, at levende vildtlevende mus i områder med udlagt gift kan opnå en giftkoncentration som svarer til koncentrationer i mus anvendt ved fodringsforsøgene, er det ikke usandsynligt, at ungedød hos rovfugle og ugler kan forekomme som følge af den nuværende anvendelse af antikoagulanter til gnaverbekæmpelse i Danmark.
De meget høje forekomster i brud og lækat viser en meget høj eksponering for rodenticider i Danmark. Endvidere indikerer de højere koncentrationer af rodenticider i brude og lækatte, der er døde af ukendte årsager, og en lavere kropskondition i individer med høje koncentrationer, at den aktuelle rodenticideksponering påvirker de små rovpattedyrs helbredstilstand og overlevelse negativt. Brud og lækat formodes at være i fortsat tilbagegang i Danmark. Den omfattende eksponering for rodenticider må formodes at kunne bidrage til en negativ bestandsudvikling hos små rovpattedyr.
Hele rapporten i pdf-format (2,84 MB)
