Clausen, P. & Kahlert, J. (red.) 2010: Ynglefugle i Tøndermarsken og Margrethe Kog 1975-2009. En analyse af udviklingen i fuglenes antal og fordeling med anbefalinger til forvaltningstiltag. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 206 s. – Faglig rapport fra DMU nr. 778.
Tøndermarsken har siden 1970’erne været kendt som et af Danmarks vigtigste fugleområder. Store dele af området inden for det gamle havdige fra 1861, nemlig Tøndermarskens Ydre Koge (Ny og Gammel Frederikskog og Rudbøl Kog), Rudbøl Sø og Magisterkogen er beskyttet af Tøndermarskloven. Margrethe Kog og forlandet foran det fremskudte dige er fredet, og det er fastlagt ved lov, at der skal være en saltvandssø i området. EF-fuglebeskyttelsesområde nr. 60 omfatter ud over de ovenfor nævnte områder også dele af Tøndermarskens Indre Koge (Højer Kog, Møgeltønder Kog og Ubjerg Kog) samt den danske del af Hasberg Sø. EF-fuglebeskyttelsesområde nr. 57 omfatter selve Vadehavet, herunder forlandet foran Margrethe Kog. Beskyttelsestiltagene har blandt andet til formål at sikre områderne som levesteder for fuglene. Det har imidlertid været kendt i en længere årrække, at antallet af ynglefugle har været faldende i store dele af området, og særligt i de Ydre Koge.
Denne rapport giver en opdateret status for udviklingen i fuglenes antal, og beskriver resultaterne af Danmarks Miljøundersøgelsers forsknings- og udredningsprojekter, der har haft til formål at undersøge, hvorfor fuglearter er gået tilbage i antal.
Rapporten består af fire dele.
Del 1 (kapitel 1) introducerer området, beskriver konflikterne mellem beskyttelses- og benyttelsesinteresser, samt repeterer tidligere identificerede problemer med vigende fuglebestande i området. Derudover gennemgås områdets beskyttelse under internationale direktiver og konventioner samt national lovgivning og fredninger. EF-fuglebeskyttelses-områdernes udpegningsgrundlag gives i Tabel 1.2, og der beskrives en række målsætninger for området omfattet af Tøndermarskloven, som er opstillet af Skov- og Naturstyrelsen.
Del 2 gennemgår i to kapitler resultaterne af DMU’s og Skov- og Naturstyrelsens overvågning af områdets dyreliv.
I kapitel 2 gennemgås udviklingen for ynglebestandene af 64 fuglearter i området i perioden 1975-2009.
For 17 ynglefuglearter omfattet af EF-fuglebeskyttelsesområdernes udpegningsgrundlag vurderes den lokale bevaringsstatus efter kriteriet, at gunstig bevaringsstatus forudsætter stabile-stigende bestande. Faldende bestande bedømmes som ugunstige, med tilføjelsen –stigende (hvis de efter en nedgang aktuelt er i fremgang), -stabil (hvis de efter en nedgang aktuelt har en stabil bestand på et lavere niveau), og -aftagende (hvis bestanden er i generel tilbagegang eller arten er forsvundet).
Vurderingen af arternes status er:
· en art, sydlig blåhals, har gunstig bevaringsstatus,
· en art, plettet rørvagtel, har usikker men formodet gunstig bevaringsstatus
· en art, rørdrum, har ugunstig-stigende bevaringsstatus
· en art, rørhøg, har ugunstig-stabil bevaringsstatus
· ti arter, hvid stork, hedehøg, engsnarre, klyde, hvidbrystet præstekrave, brushane, fjordterne, havterne, dværgterne og sortterne har ugunstig-aftagende bevaringsstatus
· en art, mosehornugle, har usikker bevaringsstatus.
Sandterne og splitterne er forekommet sporadisk, og derfor er der ikke foretaget bedømmelse af bevaringsstatus.
Endvidere vurderes status for 16 arter omfattet af målsætninger nævnt i Miljøministeriets redegørelse: Beskyttelse og benyttelse af de Ydre Koge i Tøndermarsken. Redegørelse 1999 (Skov- og Naturstyrelsen 2000).
Det konstateres at:
· målsætningerne er opfyldt for seks arter, knopsvane, grågås, gravand, gråand, krikand og knarand
· målsætningerne er ikke opfyldt for otte arter, strandskade, vibe, dobbeltbekkasin, stor kobbersneppe, brushøne, rødben, troldand og sortterne
· det er usikkert, om målsætningerne er opfyldt for to arter, atlingand og skeand.
Vurderingen af bevaringsstatus og opfyldelse af målsætningerne for arterne er sammenfattet i Tabel 10.1.
I del 2 af rapporten beskrives ligeledes, hvilke arter af rovpattedyr der er truffet i Tøndermarsken ved natlysninger i 2006 og 2007. Herefter gennemgås bestandsudviklingen for seks arter af rovpattedyr i Sønderjylland, bedømt ud fra vildtudbyttestatistikken.
Det påvises, at den formentlig talrigeste art, ræv, har været genstand for meget store bestandssvingninger, hvor bestanden er faldet efter sygdomsudbrud og efterfølgende er steget igen. Særligt lave bestande af ræv fandtes i forbindelse med tre udbrud af hundegalskab fra midt i 1960’erne til begyndelsen af 1980’erne. Det skyldes, at de var udsat for en aktiv bekæmpelse for at undgå smittespredning af hundegalskab til husdyr og mennesker. Senere faldt bestanden i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne i forbindelse med et udbrud af hudsygdommen ræveskab. Den regionale bestand af ræve, bedømt ud fra jagtudbyttet, er således først i 2000’erne nået op på bestandstætheder, der modsvarer niveauet fra midten af 1950’erne til midten af 1960’erne. Grævling blev også bekæmpet i forbindelse med udbruddet af hundegalskab og blev næsten udryddet i Sønderjylland i begyndelsen af 1970’erne. Bestanden er ikke blevet overvåget siden arten blev fredet i 1994, men den er formentlig aldrig kommet tilbage på det niveau, der var i 1950’erne. De mindre arter af mårdyr, lækat og ilder, har formentlig været i en generel tilbagegang over en lang årrække. Husmår havde en stor fremgang, da rævebestanden var lav, men er i dag formentlig på niveau med antallet i 1950’erne. Mink er nedlagt i stadigt stigende omfang i regionen.
En sammenligning af jagtudbyttet af ræv per arealenhed lokalt i Margrethe Kog, i Tønder Kommune og i det tidligere Sønderjyllands Amt indikerer, at der generelt nedlægges lidt flere ræve i Tønder kommune end i amtet som helhed; og at der til tider er nedlagt betydeligt flere ræve per arealenhed i Margrethe Kog end i Tønder kommune.
Del 3 gennemgår i seks kapitler resultaterne af en intensiv forskningsindsats, som DMU har gennemført i området i perioden 2001-2009. Forskningen har desuden været knyttet sammen med den årlige overvågning af fuglene i Tøndermarsken, der har fundet sted siden 1975.
Formålet har været at udrede, hvorfor en række vadefuglearter tilknyttet engområder er gået tilbage i området, hvilke habitatpræferencer de har, hvordan deres ynglesucces er, samt hvilken rolle prædation har for fuglenes ynglesucces.
For at undersøge hvad der har været årsagen til den markante tilbagegang hos engfuglene i især Ydre Koge, er fuglenes antal i dette område sammenholdt med forskellige omgivelsesfaktorer over en 35-årig periode (1975-2009). Disse faktorer omfatter både lokale forhold, men fx også klimatiske forhold i fuglenes vinterkvarter. Seks arter er undersøgt: vibe, stor kobbersneppe, rødben, strandskade, atlingand og skeand.
Resultaterne viste, at nedgangen i engfugleforekomsterne, som var mest markant i midten af 1980’erne, højst sandsynligt skyldtes et sammenfald af forskellige begivenheder, der alle har påvirket engfugleforekomsterne negativt. Først og fremmest steg rævebestanden i området markant. Alle resultater peger i retning af, at det har påvirket fuglenes reproduktion negativt. Blandt andet viste undersøgelser af vibes bestandsforhold, at prædation er den mest betydende årsag til, at denne art mister æg og unger, og der er stærke indicier for, at ræven er den væsentligste prædator.
I yngletiden ser fugle og æg ellers ikke ud til at have den største betydning som fødeemner for ræven. Det tyder heller ikke på, at ræve aktivt opsøger områder med mange fuglereder, snarere tværtimod. Beregninger viste imidlertid, at med den nuværende store rævebestand i Tøndermarsken, og hvis rævene blot bevæger sig tilfældigt rundt, vil en rugende vibe inden for de 32 dage der går, fra reden anlægges, til æggene klækker, have en betydelig risiko for, at der passerer en ræv tæt forbi med deraf følgende risiko for, at æggene bliver præderet.
Ud over et forøget prædationstryk mistede engfuglene 29% af deres kernehabitat på vedvarende græsarealer - fenner der ikke er eller har været drænet eller dyrket – i perioden 1975-2009. Endelig udviste flere arter en negativ sammenhæng med nedbørsmængden i ungeperioden, som faldt markant over en længere årrække i slutningen af 1980’erne. Dette kan have bidraget til en ringere ungeoverlevelse, idet udenlandske undersøgelser har vist, at vadefugleungers fødeindtag på græsfenner forbedres ganske markant, hvis der er vand til stede. Klimatiske forhold i vinterkvarteret ser kun ud til at have påvirket rødben.
Den positive effekt af tilstedeværelsen af vand i grøblerender eller som pytter på fenner er dokumenteret over en længere årrække i Ydre Koge. Overordnet set giver det sig udslag i, at den halvdel af alle fenner, som er mest fugtig har ca. 80% af de ynglende viber, store kobbersnepper og rødben.
MVJ-ordningen, der gradvist blev indført i Ydre Koge fra 2001 og stort set var afviklet i 2009, havde en positiv effekt på tætheden i yngleperioden af de tre nævnte engfuglearter. Det vigtigste element i ordningen var, at nedbør blev tilbageholdt på fenner. Afviklingen af MVJ havde en negativ effekt for rødben. Fuglenes store stedtrofasthed over for de områder, som de yngler i (dokumenteret for viber i Tøndermarsken), har for de øvrige undersøgte arter muligvis på kort sigt reduceret omfanget af den negative effekt på MVJ-fenner, hvor vand ikke længere blev tilbageholdt.
I MVJ-ordningen var der også en forordning, som begrænsede afgræsningen af fenner (0,8 dyreenheder pr. ha i gennemsnit). Undersøgelserne af kreaturafgræssede fenner tyder på, at græsningstrykket i praksis har været attraktivt for de ynglende engfugle. Kreaturer medvirker også til at tilvejebringe en mosaikstruktur på enge, hvor vegetationen afgræsses med varierende intensitet. Variation i fennernes overfladestruktur med et vist indslag af tuer har også vist sig at være attraktiv for engfuglene i Ydre Koge, især stor kobbersneppe, mens fx vibe gerne etablerer sig på fenner med en lav grønsvær.
Afgræsning med får giver typisk en mere ensartet grønsvær. Det ser ud til at have betydning for fuglene, i hvilket omfang fenner er blevet afgræsset i vinter- og forårsmånederne, således at strandskade typisk søger til fenner, der er blevet mest intensivt afgræsset og stor kobbersneppe til de fenner, der er blevet påvirket mindst af afgræsning i løbet af vinteren og foråret.
Udbinding af græssende husdyr i sommerperioden foregår fortrinsvis fra midten af april (især får, mediandato: 29. april-4. maj) og i løbet af maj måned (især kreaturer, mediandato: 8.-10. maj). Det betyder, at der et stort overlap mellem udbindingstidspunkt og engfuglenes rugeperiode, hvilket giver en forøget risiko for nedtrampning af reder. En tidligere undersøgelse i Margrethe Kog fra 1995 har vist, at op til 29% af alle vibereder kan blive nedtrampet. Ca. 4% af alle vibereder med kendt skæbne blev nedtrampet i perioden 2005-2009, men dette nyere datasæt er domineret af data fra Margrethe Kog, hvor udbinding i en del af perioden først er foregået efter 15. maj, netop af hensyn til fuglene. Den betydelige prædation af æg i reder, har for vibe betydet, at den har fået forlænget hovedrugeperioden i forhold til tidligere, fordi æggene lægges om. Det forøger yderligere risikoen for nedtrampning af reder.
Slåning af fenner foregår hovedsageligt fra slutningen af juni (især slæt, mediandato: 8. juli) og ind i juli måned (især afpudsning (fjernelse af uønsket græs- og urtevegetation), mediandato: 15. juli). Det giver et vist overlap med engfuglenes ungeperiode, især hos rødben, hvor ungerne har en forøget risiko for at omkomme i slåningsmaskinerne.
Del 4 sammenfatter resultaterne af overvågningen og forskningsresultaterne, perspektiverer disse og giver anbefalinger til en fremtidig indsats i området.
Det konstateres her, at samlet set klarer ynglende andefugle samt sø- og sumpfugle sig generelt godt, mens ynglende engfugle samt kyst- og kolonirugende fugle generelt klarer sig dårligt. For engfuglene har tilbagegangen i bestandene i perioden 1975-2009 været størst i de Ydre Koge, dog har der blandt vadefuglearter været bestandsfremgange i Margrethe Kog, hvor fennerne specielt i den sydlige del har en drift og forvaltning, der tilgodeser mange af de krav, som disse fugle stiller til levestedet i yngleperioden. Her skal især nævnes høj fugtighed på engene og senere udbinding af kreaturer. For gruppen af ynglende rovfugle og ugler er der samlet set ikke nogen klar tendens i bestandsudviklingen, idet der både er eksempler på arter, der klarer sig godt (musvåge og slørugle), og arter, der er bedømt til at have ugunstig bevaringsstatus (rørhøg og hedehøg).
Selvom udviklingen i bestandene hos de lokalt ynglende rovfugle og ugler ikke er helt klar, er det dog ret sikkert, at de samlede forekomster af både ynglende og ikke-ynglende rovfugle har været stigende. Dertil kan lægges stigende forekomster af kragefugle, samt at der efter alt at dømme er flere rovpattedyr (især ræv og grævling), end der var i midten af 1970’erne, således at det samlede prædationstryk på især æg og unger fra krage- og rovfugle samt rovpattedyr aktuelt vurderes at være markant højere end tidligere.
Det vurderes også, at det stigende prædationstryk har haft en generel negativ indvirkning på fuglebestandene i Tøndermarsken og ikke kun for de seks arter, som forskningsprojekterne har vist, herunder for vibe, som aktuelt ikke har en selvreproducerende bestand i Tøndermarsken.
Det store prædationstryk giver nogle forvaltningsmæssige udfordringer, som der dog sandsynligvis kan findes udveje for. Engelske erfaringer viser imidlertid, at inden man evt. begynder at overveje tiltag, der begrænser prædationstrykket på fuglebestande i et vigtigt fugleområde, bør man først undersøge, om habitaten for fuglene kan forbedres, da dette udgør selve forudsætningen for, at fugle overhovedet forsøger at etablere sig som ynglefugle. På baggrund af en gennemgang af området konkluderes det, at der i Tøndermarsken er muligheder for at forbedre levestederne for ynglefuglene. I den forbindelse beskrives der dels nogle overordnede principper, som man indledningsvis bør overveje i en fremtidig forvaltningsindsats, dels gives der en række konkrete anbefalinger til tiltag, der kan implementeres til gavn for ynglefuglene. Afslutningsvis gives der anbefalinger til en rovdyrforvaltning, som det højst sandsynligt er nødvendigt at implementere sideløbende eller umiddelbart efter habitatforbedringer for at sikre selvreproducerende fuglebestande i Tøndermarsken.
Hele rapporten i PDF-format (7,62 MB)
