Johansen, P., Asmund, G., Rigét, F., Johansen, K. & Schledermann, H. 2010. Environmental monitoring at the former lead-zinc mine in Maarmorilik, Northwest Greenland, in 2009. National Environmental Research Institute, Aarhus University. 32 pp. – NERI Technical Report No. 775.
Fra 1973 til 1990 blev der brudt bly-zink malm ved Maarmorilik i Uummannaq regionen af mineselskabet Greenex A/S. Malmen fandtes hovedsagelig i det fjeld, som kaldes “Sorte Engel”. Den blev brudt i omkring 600 meters højde og transporteret i en tovbane over fjorden Affarlikassaa til et opberedningsanlæg i Maarmorilik. Her blev der produceret et bly- og et zinkkoncentrat, som blev lastet på skibe og transporteret til smelteværker i Europa.
Mens minedriften fandt sted, blev der identificeret en række forureningskilder. Malmknusning og transport af koncentrater skabte støv, som blev spredt til omgivelserne. Såkaldte gråbjergsdumpe var også en støvkilde, men var også en kilde til forurening af fjorden. Den vigtigste forureningskilde var imidlertid affaldet fra opberedningen, såkaldt ”tailings”, der blev udledt til fjorden Affarlikassaa, hvor det bundfældede. Endnu en kilde var en gråbjergsdump, som efter minens lukning blev gravet op og dumpet i Affarlikassaa ovenpå den ”tailing”, som allerede lå der.
Der er siden 1972 udført miljøundersøgelser omkring minen og i fjordene ved Maarmorilik ved at undersøge og overvåge bly- og zinkindholdet i havvand, sedimenter og en række organismer (tang, muslinger, rejer, fisk og lavplanter). Denne rapport viser resultaterne at de miljøundersøgelser, som blev udført i 2009.
Bly- og zinkforureningen med støv omkring Maarmorilik blev overvåget ved hjælp af lavarten Cetraria nivalis. Den er en god indikator for spredning af metaller i atmosfæren, da den optager vand, næringsstoffer og kontaminanter fra sin overflade. Lavplanter, som i 2008 blev transplanteret fra et referenceområde til flere områder ved Maarmorilik, havde i 2009 forhøjede bly- og zinkkoncentrationer. Der fandtes tydeligt forhøjede blykoncentrationer i Affarlikassaa, Qaamarujuk og ved Qeqertanguit med niveauer mellem omkring 2 til 10 ?g/g (tørvægt) over baggrundsniveau. Zinkkoncentrationerne var ikke forhøjet i samme grad som for bly og kun indenfor kort afstand fra Maarmorilik. Der er ikke tegn på, at mængden af bly- og zinkspredt støv har ændret sig siden 1996, da vi indførte metoden med at transplantere lav for at kunne vurdere ændringer over tid af støvspredningen.
Blåmuslinger er anvendt til overvågning af metalforureningen i det marine miljø, da de optager og akkumulerer metaller fra havvand, sediment og fødepartikler. I 2008 blev der transplanteret blåmuslinger fra et område, som ikke er påvirket af minen, til 8 områder i forskellig afstand fra Maarmorilik. Prøver af disse muslinger blev indsamlet i 2009. Blyindholdet i transplanterede muslinger var efter et år forhøjet i Affarlikassaa, Qaamarujuk og ved Qeqertanguit. Zinkindholdet var forhøjet i et meget mindre område og kun tæt ved Maarmorilik. Efter minens lukning er blyforureningen af muslingerne faldet væsentligt, i gennemsnit 5,5% pr år varierende fra 2,2% til 8,6% afhængigt af område.
Alt i alt kan det konkluderes, at der stadig i 2009 kan ses en påvirkning af den tidligere mineaktivitet, som ophørte i 1990. Støvforureningen på land ser ud til at fortsætte uden tegn på ændringer, mens forureningen i havet er faldende.
Hele rapporten i pdf-format (2,32 MB)
