Aarhus Universitets segl

Nr. 773: Geese, seabirds and mammals in North and Northeast Greenland. Aerial surveys in summer 2009

Boertmann, D. & Nielsen, R.D. 2010. Geese, seabirds and mammals in North and Northeast Greenland. Aerial surveys in summer 2009. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet, 66 s. - Faglig rapport fra DMU nr. 773.

Sammenfatning

Denne rapport beskriver resultaterne af en optælling af fugle og pattedyr foretaget fra fly i Nord- og Nordøstgrønland i området mellem Kap Coster på Blosseville Kyst og I.P. Koch Fjord (lidt vest for Grønlands nord­spids). Flyvningerne blev gennemført i perioden 16. juli til 2. august 2009.

Optællingerne tjente flere formål:

  1. Optælling af fældende gæs i det internationalt vigtige vådområde (Ramsar-område) Heden i Jameson Land. Ramsar-området skal formentlig reduceres i størrelse og som erstatning skal der udpeges nye Ramsar-områder. Ørsted Dal i det nordlige Jameson Land er en kandidat, men Grønlands Selvstyre har ønsket at der er flere mulige kandidater. Derfor omfattede gåseoptællingerne også de vigtige vådområder på Hold-with-Hope og på Wollaston Forland (begge ”Important Bird Areas” – IBAs, BirdLife International 2000).
  2. Indsamling af biologisk viden i og op til de såkaldte KANUMAS-områder (områder, hvor en række olieselskaber i 1990erne foretog seismiske undersøgelser og som omfatter store dele af havet ud for Nordøstgrønland (Figur 1). Denne viden skal primært bruges i forbindelse med miljøvurdering af fremtidig olieefterforskning. En foreløbig strategisk miljøvurdering for det nordøstgrønlandske område blev udgivet i 2009 (Boertmann et al. 2009a).
  3. Indsamling af biologisk viden i Nationalparken i Nord- og Østgrønland til brug for forvaltning af området.
  4. Gennemfotografering af søkongernes ynglekolonier på kysten af Liverpool Land og langs Volquart Boon Kyst, ligesom tidligere gjort i Thule-området (Egevang et al. 2003).

I 2008 gennemførtes to optællinger fra fly i maj-juni og i juli-august (Boertmann et al. 2009a) og 2009-flyvningerne er en fortsættelse af disse flyvninger.

Flyvningerne blev finansieret af Råstofdirektoratet, Grønlands Selvstyre dels i forbindelse med en evt. reduktion af Ramsarområdet Heden, dels som en del af de baggrundsundersøgelser der udføres i forbindelse med en kommende åbning af KANUMAS-området for olieefterforskning.

Optællinger blev primært gennemført som ”total-tællinger”, dvs. der blev fløjet langs kystlinier, iskanter og elve, ligesom områder med søer og damme og frodige områder opsøgtes. Her optaltes så vidt som muligt alle fugle og pattedyr. Dog gennemførtes et sæt transekt-flyvninger over lavlandet på Hold-with-Hope.

Resultaterne fra flyvningerne præsenteres på kortene Figur 6 til 44.

De vigtigste resultater:

I Jameson Land taltes der betydeligt færre gæs end under de tilsvarende tællinger i 2008 (Table 3). Det vigtigste gåseområde på Hold-with-Hope var Østersletten og tilsvarende på Wollaston Forland var det den nordvestlige del af Albrechtsletten.

I Nordgrønland (Johs. V. Jensen Land, Peary Land, Mylius Erichsen Land og Kronprins Christian Land) fandtes betydelige antal af fældende kortnæbbede gæs. I alt mere end 20.000. Hvis de områder der optaltes i 2008 inddrages, fås en total på ca. 30.000 fældegæs i de overfløjne områder. Store velegnede områder blev ikke optalt, og det samlede antal af fældende kortnæbbede gæs i Nordgrønland kan være betydeligt højere. Fældende kortnæbbede gæs blev først registreret i Nordgrønland i begyndelsen af 1990erne, og denne markante udvidelse af området de fælder i vidner om den islandsk/grønlandske bestands meget store fremgang i de seneste årtier.

Der taltes meget færre knortegæs i 2009 end i 2008. De samme områder blev overfløjet og kun 403 gæs sås. Heraf kun to familier med gæslinger mod ca. 30 familier i 2008.

Eftersøgningen af ynglekolonier af ismåge, der påbegyndtes i 2008, fortsatte. Der fandtes fem nye ynglekolonier, bl.a. på Tobias Ø og 50 km øst for Kap Morris Jesup. Flere af de kolonier der var besat i 2008 var ikke besat i 2009, bl.a. den største koloni på Henrik Krøyer Holme. Det omvendte kunne også konstateres; kolonier der var tomme i 2008 var besat i 2009 (Table 8). De to vestligste kolonier der kendes i området, på Kap Kane og Kap Washington var ikke besat, ligesom kolonien på ”Hauge’s Nunatak” syd for Gåsefjord i Scoresby Sund heller ikke var det.

Kolonien øst for Kap Morris Jesup på 83° 38’ N må være verdens nordligste ynglekoloni for havfugle. Her var også sabinemåger og havterner, ligesom tre ederfugle (en og to hunner) stærkt indikerer ynglen.

I alt kendes nu 31 steder, hvor ismågen har ynglet i området nord for 79° N.

En flyvning langs Blosseville Kyst mod syd til de Reste Bugt bekræftede at Knighton Bugt er en fældelokalitet for kongederfuglehanner. Der sås som i 2008 både isbjørn, storkjove, ismåge og islom på denne strækning.

På Sandøen i Young Sund sås den 20. juli 34 hvalrosser liggende på stranden. Samme dag sås yderligere 15 dyr liggende på isflager i den sydlige del af Clavering Stræde, heraf mindst én hun med en unge. I Nordøstvandet sås kun 3 dyr.

Narhvaler sås særligt langs Blosseville Kyst i Barclay Bugt og de Reste Bugt (i alt 21 flokke med mindst 39 dyr) og et sted langs iskanten mellem Île de France og Nordøstvandet sås 18 flokke med mindst 43 dyr. Derimod sås ingen i selve Nordøstvandet.

Grønlandshval sås kun en gang. Men det var en meget bemærkelsesværdig observation, idet det var en hun sammen med en kalv født samme forår (Figur 22). Bestanden (”Spitsbergen stock”) anses for meget lille og der er ikke observeret kalve i mange år. Sidste års observation af et ungt dyr ved Blosseville Kyst (Boertmann et al. 2009d) må sammen med denne tolkes som de første tegn på en bestandsfremgang. Disse observationer viser, at reproduktion blandt lokale dyr er medvirkende, men det udelukker ikke at også indvandring fra andre bestande (Gilg & Born 2005) kan spille ind.

Der sås i alt 1400 moskusokser, hvoraf størstedelen optaltes i Jameson Land og på Hold-with-Hope. I Siriuspasset, den vigtige nordgrønlandske lokalitet, sås 60.

Den 21. og 22. juli gennemførtes flyvninger i 7000 fods højde for at fotografere kyststrækningerne med ynglekolonier af søkonge på Liverpool Land og Volquart Boon Kyst (Figure 38 og 39). Det er planen på disse fotos at foretage en opmåling af koloniernes udstrækning, og ud fra disse mål at estimere bestandens størrelse, ligesom det er gjort i Thule-området (Egevang et al. 2003).

I foråret 2009 udpegedes en række biologiske interesseområder i Nordøstgrønland (Aastrup & Boertmann 2009). Disse områder bør nu suppleres med iskanten mellem Île de France og Nordøstvandet og hele dalen med Vitskøl Elv og dens delta, på baggrund af forekomsten af henholdsvis grønlandshval og kortnæbbet gås.

Hele rapporten i pdf-format (4,28 MB)