Bruus, M., Nielsen, K. E., Damgaard, C., Nygaard, B., Fredshavn, J. R. & Ejrnæs, R. 2010. Terrestriske Naturtyper 2008. NOVANA. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 80 s. – Faglig rapport fra DMU nr. 765.
NOVANAs naturtypeprogram har til formål at give et repræsentativt billede af tilstand og udvikling i de terrestriske naturtyper på Habitatdirektivets Bilag I samt beskrive sammenhænge mellem påvirkninger, tilstand og udvikling.
Af de 45 terrestriske habitattyper, der forekommer i Danmark, er 35 omfattet af NOVANA-programmet, heraf 18 lysåbne og 10 skovnaturtyper. For de 18 lysåbne naturtyper er overvågningen opdelt på intensive stationer som overvåges hvert år, og ekstensive stationer som overvåges en gang i programperioden (2004-2009).
I 2008 er de lysåbne, intensive stationer overvåget for femte gang. De intensive skovstationer der er udlagt for de 10 skovnaturtyper, er overvåget for anden gang i 2008. Den ekstensive skovovervågning som skal sikre et repræsentativt billede af skovenes tilstand og udvikling, ligger uden for NOVANAs regi som en del af det nationale skovovervågningsprogram (NFI - National Forest Inventory) der udføres af Skov og Landskab, Københavns Universitet.
Årets rapport fokuserer på udviklingen fra 2004 til 2008 i udvalgte indikatorer for tilstanden på de intensivt overvågede stationer i de lysåbne naturtyper strandeng, grå/grøn klit, klithede, fugtig klitlavning, våd hede, tør hede, højmose og rigkær.
Selv om indikatorerne for tilstanden i de undersøgte naturtyper har generelt ikke ændret sig meget i løbet af de fem år, er der dog sket en udvikling i artssammensætningen og forekomsten af udvalgte arter i flere naturtyper, og problemet med invasive arter synes at være stigende. For nogle naturtyper er der indikationer af, at kvælstofdepositionen er faldet, selv om den samlede kvælstofpåvirkning stadig er for høj.
Hele rapporten i PDF-format (4,25 MB)