Grant, R., Blicher-Mathiesen, G., Pedersen, L.E., Jensen, P.G., Hansen, B. & Thorling, L. 2010: Landovervågningsoplande 2008. NOVANA. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 128 s. – Faglig rapport fra DMU nr. 762.
På landsplan er handelsgødningsforbruget reduceret med 46 % i perioden fra 1990 til 2008, mens kvælstofoverskuddet i markbalancen er reduceret med ca. 44 %. Modelberegninger for landovervågningsoplandene har vist, at kvælstofudvaskningen fra landbrugsarealerne er reduceret med 41 % fra 1990 til 2008. Målinger har ligeledes vist at kvælstofkoncentrationerne i rodzonevandet er faldet ca. 33 % på lerjorde og ca. 55 % på sandjorde. I Ferskvandsovervågningen er der for vandløb i dyrkede oplande beregnet et generelt fald i kvælstofkoncentrationen på ca. 39 % fra 1989 til 2008.
I Vandmiljøplanens Landovervågningsprogram undersøges landbrugets gødningsanvendelse samt tab af næringsstoffer til vandmiljøet.
Landovervågningsprogrammet startede i 1989. Overvågningen blev i perioden 1989-2003 udført i 7 små landbrugsdominerede vandløbsoplande på hver 5-15 km2. Med NOVANA udgik et af oplandene i 2004, idet dette ikke var repræsentativt for dansk landbrug. Således foretages årligt interviewundersøgelse om landbrugspraksis i 6 oplande. I fem af oplandene udføres endvidere målinger af næringsstoftransport i samtlige dele af vandkredsløbet (figur 1). Disse fem oplande har været med i hele undersøgelsesperioden og anvendes ved opgørelse af udviklingen i landbruget. Oplandene er udvalgt med henblik på at repræsentere landsgennemsnittet bedst muligt med hensyn til jordbund, klima og landbrugspraksis. Husdyrtætheden i oplandene (0,91 DE ha?1) er dog lidt større end husdyrtætheden på landsplan (0,81 DE ha?1). Oplandene vil ikke nødvendigvis i alle forhold være repræsentative for landet, men de kan betragtes som nogenlunde repræsentative, hvad angår landbrugspraksis for de enkelte bedriftstyper.
Under vandmiljøplanerne er indført en række initiativer, som har medvirket til at nedbringe forbruget af kvælstof i handelsgødning. Herigennem er udvaskningen af kvælstof reduceret. Endvidere er der stillet krav om efterafgrøder i efteråret. Formålet er, at disse afgrøder skal optage det kvælstof, som er tilbage i jorden efter høst, eller som frigives i løbet af vinteren, og som ellers ville blive udvasket.
I 2009 blev Vandmiljøplan III erstattet af Grøn Vækst. I Grøn Vækst er der vedtaget en række nye tiltag, som skal reducere af kvælstofudledningen yderligere. I de tidligere vandmiljøplaner gik målsætningen på at reducere kvælstofudvaskningen fra rodzonen. Med Grøn Vækst er der sket et paradigmeskift, idet målsætningen nu går på at reducere udledningen til havet. Målsætningen er således at reducere landbrugets årlige udledning til havet med 19.000 tons N frem mod 2015. For fosfor skal den årlige udledning fra landbruget til vandløb og søer tilsvarende reduceres med 210 tons P frem mod 2015.
Handelsgødningsforbruget af kvælstof for hele landet er faldet fra 394.000 tons N i 1990 til 190.000 tons N i 2007. I 2008 steg det indberettede køb til 215.000 tons N, dels som følge af et højere forbrug på grund af ompløjning af ca. 80.000 ha brak, dels fordi landbruget i henhold til gødningsfirmaerne har købt gødning til lager. Stigningen i forbruget af gødning som følge af ompløjning af brak vil falde igen med 2 års forsinkelse. Kvælstof i husdyrgødning er faldet fra 244.000 til 237.000 tons N i perioden 1990-2008. Mængderne af kvælstof fjernet fra markerne ved høst har varieret i perioden afhængig af årets høst. Samlet er overskuddet i markbalancen faldet fra 375.000 tons N i 1990 til 209.000 tons N i 2008, en reduktion på 44 %.
Data fra landovervågningsoplandene for 2008 har vist, at overskuddet af kvælstof i markbalancen kun er ca. 45 kg ha?1 for planteavlsbrug, mod 90-112 kg N ha?1 for husdyrbrug. Endvidere stiger overskuddet med stigende husdyrtæthed.
Der har igennem overvågningsperioden været en markant forbedring af udnyttelsen af husdyrgødningen som følge af at opbevaringskapaciteten er øget, at en stigende andel af gødningen udbringes om foråret og sommeren samt at der er taget forbedrede udbringningsteknikker i anvendelse.
For landovervågningsoplandene er det opgjort, at de bedrifter som i 2008 anvender mere gødning end 10 kg N ha-1 over bedrifternes kvote udgør ca. 20 % af det dyrkede konventionelle areal (overforbrug), mens bedrifter, der anvender mindre gødning end 10 kg N ha-1 under bedriftens kvote udgør ca. 25 % af arealet (underforbrug).
I 2007 var der et krav om efterafgrøder på 6 % af efterafgrødegrundlaget for brug med mindre end 0,8 DE/ha og på 10 % for brug med mere end 0,8 DE/ha. I henhold til VMPIII aftalen skulle kravet øges med 4 % i 2009. Denne stramning blev dog fremskyndet til 2008 for at modvirke den negative effekt af ophør af krav om braklægning. For landovervågningsoplandene blev det samlede krav til efterafgrøder i 2008 opgjort til 10,4 % af efterafgrødegrundlaget, mens det etablerede areal blev opgjort til 12,3 % Der er altså en overopfyldelse af kravet. Dette er en forskel fra tidligere år, hvor det etablerede efterafgrødeareal var betydeligt mindre end kravet. I Grøn Vækst er der en målsætning om yderligere 140.000 ha efterafgrøder.
I Grøn Vækst er der endvidere sat fokus på ændret jordbearbejdning om efteråret som et virkemiddel til at reducere kvælstofudvaskningen fra landbrugsjord. Således må der ikke foretages jordbearbejdning om efteråret forud for forårssåede afgrøder. Forslaget indebærer at der ikke må harves eller pløjes før 1. november på lerjorde og før 1. februar på sandjorde. Endvidere indebærer Grøn Vækst at græsmarker i omdrift ikke må ompløjes i visse perioder af året.
Praksis for jordbearbejdning om efteråret blev undersøgt i dette års interviewundersøgelse i landovervågningsoplandene. Samlet set blev der foretaget harvning om efteråret forud for forårssåede afgrøder på 4,8 % af dette areal, og pløjet før henholdsvis 1. november (lerjordsoplande) og 1. februar (sandjordsoplande) på 9,3 % af arealet. Det vil sige at der på ca. 14 % af arealet med forårssåede afgrøder har været gennemført jordbearbejdning det foregående efterår. Med hensyn til omlægning af græsmarkerne skete dette i Østjylland og Nordjylland både om efteråret, hvor græsmarkene blev efterfulgt af vinterhvede, og om foråret. I Sønderjylland skete omlægningen derimod langt overvejende (på knap 90 % af det omlagte areal) om foråret.
Hvis data fra landovervågningsoplandene anvendes på hele landet svarer det til at der foretages jordbehandling om efteråret forud for forårssåede afgrøder på ca. 110.000 ha og at ompløjning af græs om efteråret foretages på ca. 20.000 ha.
I landovervågningsoplandene måles kvælstofkoncentrationerne i rodzonen på 17 stationsmarker i 3 lerjordsoplande og på 14 stationsmarker i 2 sandjordsoplande. Der er store årsvariationer afhængigt af de klimatiske forhold. En analyse af udviklingstendenser viser et statistisk signifikant fald i de årlige vandføringsvægtede kvælstofkoncentrationer på ca. 33 % for lerjordsoplandene og ca. 55 % for sandjordsoplandene. Spredningen på tallene er imidlertid stor, og med 95 % sandsynlighed er reduktionen mellem 17 og 46 % for lerjordene og mellem 43 og 66 % for sandjordene.
For overvågningsperioden fra 1990 til 2008 er der i det øvre grundvand i landovervågningsoplandene et signifikant fald i nitratindholdet for 87 % af filtrene på sandjordene og for 71 % af filtrene på lerjordene. Men der er også filtre i det øvre grundvand i landovervågningsoplandene, hvor nitratindholdet har været signifikant stigende.
Overordnet set er der i det øvre grundvand en reduktion i det gennemsnitlige nitratindhold på sandjorde, mens der ingen markant ændring ses i det gennemsnitlige nitratindhold for lerjorde i overvågningsperioden.
Kvælstofkoncentrationen i rodzonevandet har i hele perioden ligget over EU’s krav til drikkevand. Der er dog tendens til at koncentrationerne nærmer sig denne grænseværdi. Denitrifikationsprocesser i den umættede zone medfører lavere koncentrationer i det øvre grundvand end i rodzonen. På lerjord har koncentrationerne i det øvre grundvand ligget under grænseværdien for drikkevand i hele perioden, og på sandjord har koncentrationerne siden 1999/00 ligget på niveau med grænseværdien for drikkevand.
Kvælstofudvaskning fra hele det dyrkede areal i landovervågningsoplandene er modelberegnet ved hjælp af N-LES4 modellen på baggrund af data fra interviewundersøgelsen og ved et gennemsnitsklima for en 15-årig periode, 1990-2005. Fra 1990 til 2003 blev der fundet en reduktion i udvaskningen på ca. 43 %, herefter har den modelberegnede udvaskning været uændret eller svagt stigende. Ompløjning af brak i 2008 har medvirket til en stigende udvaskning. Således er den samlede reduktion i kvælstofudvaskningen for perioden 1990/91 til 2007/08 opgjort til 41 %. I et større antal landbrugsdominerede oplande, i alt 63 oplande, i Ferskvandsovervågningen er der fundet et fald i kvælstofkoncentrationen i vandløbene på 39 % for perioden 1989-2008.
Den modelberegnede (N-LES4) årlige kvælstofudvaskning fra rodzonen er ca. 46 kg N ha-1 på lerjorde og ca. 83 kg N ha-1 på sandjorde. På såvel lerjordene som sandjordene er udvaskningen mindre end nettotilførslen, idet der også sker tab ved ammoniakfordampning og denitrifikation. Udvaskningen er væsentlig større fra sandjordene end fra lerjordene. Til trods herfor er kvælstoftransporterne i vandløbene væsentlig højere i lerjordsoplandene (ca.17 kg N ha-1) end i sandjordsoplandene (henholdsvis ca. 7 og 13 kg N ha-1 for de to oplande). Dette skyldes, at vandafstrømningen på lerjordene sker gennem de øvre jordlag, mens vandafstrømningen på sandjordene i højere grad sker gennem de dybere jordlag, hvor der forekommer en betydelig kvælstofreduktion.
Anvendelse af fosfor i husdyrgødning er indirekte reguleret gennem harmonikravene, mens anvendelse af mineralsk fosfor i foder er reguleret gennem en afgift på 4 kroner pr. kg.
På landsplan er der sket en reduktion i forbrug af fosfor med handelsgødning fra 40.600 tons P i 1990 til 13.300 tons P i 2008, mens fosfortilførsel med husdyrgødning er faldet fra 54.600 til 45.900 tons P. Fosforoverskuddet i marken er herved faldet med ca. 71 % i perioden og udgjorde i 2008 ca. 10.900 tons P, svarende til 4,0 kg P ha-1.
Data fra landovervågningsoplandene for 2008 har vist, at der på planteavlsbrugene var omtrent balance mellem tilført og fraført fosfor, mens der på husdyrbrugene blev tilført 4,9-5,3 kg P ha-1 mere, end der blev fjernet.
Ved 75 % af jordvandsstationerne har de gennemsnitlige koncentrationer af opløst ortho-P ligget på 0,01-0,025 mg P l-1, mens der ved 25 % af stationerne har været koncentrationer på 0,10-0,50 mg P l-1 i nogle få år eller i hele perioden.
I det øvre grundvand har mediankoncentrationen af ortho-P ligget på mindre end ca. 0,01-0,015 mg P l-1, mens mediankoncentrationen af total P har ligget på 0,02-0,08. I 20-30 % af alle grundvandsanalyserne har der været markant højere fosforindhold på over 0,1 mg P l-1.
Tab af fosfor til vandløbene har i gennemsnit for perioden 1990-2008 udgjort 0,19-0,49 kg P ha-1 pr år for landovervågningsoplandene. Det er altså kun en lille del af nettotilførslen, der tabes til overfladevand. Den øvrige del ophobes i overfladejorden eller nedvaskes til dybere jordlag.
Fosfortabet til vandløb er lille i forhold til de fosformængder der tilføres i landbruget. Det skal imidlertid understreges at de koncentrationer, der forekommer i vandløbene i dag (0,08-0,19 mg total P l-1), kan give anledning til eutrofiering i søerne.
Tab af fosfor til vandløbene skyldes erosion fra marker og brinker, drænvandstab samt udledninger fra spredt bebyggelse. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at også udvaskning af fosfor med jordvand og grundvand kan bidrage til P tabet, idet der på nogle lokaliteter og i nogle år måles høje fosforkoncentrationer i disse medier.
I jordvand og drænvand blev der i 2007 og 2008 målt på både opløst ortho-P og opløst total P. Forskellen antages at bestå af opløst organisk P. Analyserne viste at opløst organisk P udgjorde henholdsvis 21 % og 27 % af den opløste fraktion i jordvand og drænvand. Endvidere viste analyser af det øvre grundvand at opløst organisk P eller kolloidalt P udgør et ikke ubetydeligt bidrag til den opløste fosforfraktion i grundvandet.
Hele rapporten i pdf-format (3,44 MB)