Aarhus Universitets segl

nr. 761: Atmosfærisk deposition 2008. NOVANA

Ellermann, T., Andersen, H.V., Bossi, R., Christensen, J., Kemp, K., Løfstrøm, P. & Monies, C. 2010: Atmosfærisk deposition 2008. NOVANA. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 74 s.- Faglig rapport fra DMU, nr. 761.

Sammenfatning

Rapporten sammenfatter de vigtigste konklusioner fra Baggrunds-overvågning af luftkvalitet og atmosfærisk deposition fra år 2008. Overvågningen indgår som en del af det Nationale Program for Overvågning af Vandmiljøet og Naturen (NOVANA). Rapporten opsummerer hovedresultaterne vedrørende måling og beregning af atmosfæriske koncentrationer og depositioner af kvælstof-, fosfor- og svovlforbindelser, ozon samt af udvalgte tungmetaller og miljø-fremmede organiske forbindelser.

Den samlede kvælstofdeposition til vand- og landområderne er på basis af overvågningsresultaterne vurderet til at være faldet med henholdsvis ca. 28 og 30 % i perioden 1989-2008. Faldet er relativt jævnt gennem hele perioden. Dog ses variationer fra år til år på grund af ændringer i de meteorologiske forhold fra år til år. Årsagen til faldet er reduktion i emissionerne på europæisk plan, herunder i Danmark. DMU har beregnet kvælstofdepositionen med luftforureningsmodellen DEHM. Kvælstofdepositionen til danske farvandsområder (105.000 km2) er for 2008 beregnet til 71 ktons N (6,7 kg N/ha) og til landområderne (areal 43.000 km2) til 61 ktons N (14 kg N/ha). Rapporten præsenterer resultater fra målinger af ammoniak på udvalgte naturmålestationer samt detaljerede beregninger af kvælstofdeposition til udvalgte naturområder. Disse beregninger udføres med lokalskalamodellen kaldet OML-DEP.

Depositionen af fosfor i 2008 til de indre danske farvande (areal 31.500 km2) og landområder (areal 43.000 km2) estimeres til hhv. ca. 130 tons P og ca. 170 tons P. Det vurderes, at der ikke er sket væsentlige ændringer i koncentrationer og depositioner af fosfor i perioden 1989-2008.

Depositionen af svovlforbindelserne til danske landområder er for år 2008 beregnet med DEHM til ca. 16 ktons S. Baseret på signifikante fald i koncentrationer og våddeposition vurderes, at svovldepositionen er faldet med ca. 66% siden 1989. Faldet i svovldepositionen er sket i perioden frem til 2001, hvorefter depositionen har været forholdsvis konstant. Faldet i depositionen følger udviklingstendensen for de europæiske emissioner af svovl.

Depositioner og koncentrationer af ni tungmetaller (Cr, Mn, Fe, Ni, Cu, Zn, As, Cd, og Pb) i 2008 adskiller sig ikke væsentligt fra de seneste år. Over de sidste 19 år er der sket et fald i tungmetalniveauerne på mellem en faktor to og tre. Størst fald ses for bly og cadmium. For de fleste af tungmetallerne har faldet været størst i perioden frem til sidste halvdel af 1990’erne, hvorefter ændringerne har været forholdsvis små.

Koncentrationen af ozon (AOT40) lå i 2008 for en enkelt målestation over tærskelværdierne for skadelige effekter på vegetation, mens de to øvrige målestationer lå under tærskelværdierne. Ozonkoncentrationen i baggrundsområderne har ligget på samme niveau siden slutningen af 1980’erne.

Måling af våddeposition af miljøfremmede organiske stoffer ved Lille Valby, Roskilde og Sepstrup Sande viser, at niveauerne for våddeposition i 2008 ligger på ca. 90-110 µg/m2 for pesticider (19 stoffer), ca. 570-1200 µg/m2 for nitrophenoler (6 stoffer) og ca. 70-160 µg/m2 for PAH (21 stoffer). Våddepositionen af pesticider er generelt lav og har ikke akut virkning på planter.

Hele rapporten i pdf-format (2,06 MB)