Aarhus Universitets segl

Nr. 643: Terrestriske Naturtyper 2006. NOVANA

Bruus, M., Damgaard, C., Nielsen, K.E., Nygaard, B. & Strandberg, B. 2007. Faglig rapport fra DMU nr. 643, 72 s.

 

Sammenfatning

 

I 2006 er de intensive stationer overvåget for tredje gang, idet der er indsamlet data for jordens surhedsgrad, kvælstofbelastning, tilgroning med vedplanter, invasive arter og artssammensætningen generelt. Ud over en gennemgang af indikatorerne indeholder årets rapport et fokuspunkt om invasive plantearter.

 

Årets fokuspunkt om invasive arter viser, at disse arter udgør et væsentligt problem på hovedparten af de overvågede lysåbne naturtyper. På baggrund af tre års data primært fra de intensivt overvågede stationer kan der desuden drages en række konklusioner om naturtypernes nuværende tilstand, som viser, at habitatnaturtyperne også er præget af eutrofiering og manglende pleje:

 

·      Tilgroning synes ikke at være et problem på strandenge, men strandengene er påvirket af invasive arter og visse steder tilsyneladende også af jordbehandling og eutrofiering.

 

·      Alle klitnaturtyper er påvirket af invasive arter, og sammen med eutrofieringsindikatorerne viser det, at den naturlige artssammensætning på klitterne er under pres.

 

·      Hederne er kraftigt kvælstofpåvirkede, dækningen med græsser er meget høj, og der er især på våd hede en betydelig tilgroning med invasive vedplanter. Tilsammen viser indikatorerne, at hedernes artssammensætning er meget påvirket.

 

·      Overdrevene er meget kvælstofpåvirkede, med mange invasive arter og en høj tilgroningsgrad.

 

·      De ferske enge er påvirket af tilgroning med vedplanter, og artssammensætningen er præget af næringsstofbelastning og anden landbrugsmæssig påvirkning. Fundet af invasive arter på især de ekstensivt overvågede stationer peger på, at den naturlige artssammensætning er under pres.

 

·      De sure moser er meget næringsstofpåvirkede. Specielt højmoserne er påvirket af hydrologiske ændringer og tilgroning med bl.a. dunbirk. Forekomsten af invasive arter viser, at den naturlige artssammensætning er meget påvirket.

 

·      De kalkrige mosers artssammensætning og kvælstofindholdet i vand og mosser viser, at disse naturtyper er påvirket af eutrofiering. Moserne er påvirket af invasive arter, og på nogle lokaliteter er tilgroning med vedplanter et problem.

 

·      Fokuspunktet om invasive arter konkluderer, at invasive arter udgør en væsentlig trussel for hovedparten af de lysåbne naturtyper.

 

Hele rapporten   i pdf-format (1.516 kB)