De sidste 20 år er der gennemført en række restaureringer af søer i Danmark med henblik på at forbedre vandkvaliteten. Restaureringsprojekterne tog for alvor fart i løbet af 1990’erne, hvor der årligt blev gennemført indgreb i 5-25 søer. I alt er der gennemført indgreb i ca. 80 søer.
De fleste restaureringsindgreb har bestået af enten udsætning af rovfisk (næsten udelukkende gedde) og opfiskning af fredfisk (især skalle og brasen). Disse to typer eller kombinationer af disse to har udgjort omkring 75 % af alle de gennemførte restaureringsindgreb. De resterende indgreb omfatter opgravning af næringsrigt sediment, iltning af bundvandet i dybe søer, tilsætning af aluminium, beskyttelse af undervandsplanter samt en række indgrebstyper af mest eksperimentel art. Antallet af projekter inden for disse restaureringstyper og deres langtidseffekter er dog her begrænsede, og det er vanskeligt at drage mere generelle konklusioner.
Resultater for søer, hvor der blev opfisket mere end 200 kg fredfisk per ha inden for maksimalt 3 år, viste de første 8-10 år efter indgrebet typisk en reduktion på 20-50 % i koncentrationen af klorofyl, totalfosfor, totalkvælstof og suspenderet stof. De mest vedvarende effekter blev set for sigtdybde og indhold af suspenderet stof. Sæsonmæssigt var der effekter på de vandkemiske variable gennem det meste af året, men de største ændringer sås i sommerperioden og i de mest næringsrige søer. I Væng Sø og Arreskov Sø, hvor den interne fosforbelastning blev reduceret ved etablering af den klarvandede tilstand ved ændret fiskebestand, sås efter tilbagevenden til den uklare tilstand igen en øget intern belastning og forhøjede sommerkoncentrationer af fosfor. Dette peger på, at en mobil fosforpulje i sedimentet gennem lang tid kan indebære en risiko for tilbagefald til en uklar tilstand.
I søer, hvor der blev opfisket mere end 200 kg fredfisk per ha, blev der også set en reduktion i den totale planteplanktonbiomasse. Sommerbiomassen blev reduceret med ca. 50 %, og specielt andelen af blågrønalger blev reduceret markant. Derimod blev andelen af rekylalger større – også i absolutte tal, hvilket kan tolkes som et øget græsningstryk fra dyreplanktonet. Den relative andel af de andre algeklasser blev ikke påvirket. Dyreplanktonbiomassen ændredes ikke væsentligt i forbindelse med opfiskningen, dog sås fremgang for andelen af store dafnier på bekostning af de mindre cladoceer, hvilket indikerer mindsket prædationstryk fra fisk. Det samme gør en øget ratio mellem biomassen af dyreplankton og planteplankton.
Antallet af fiskeundersøgelser efter opfiskninger er begrænsede, men peger klart på, at fiskebestanden som helhed ikke ændres, hverken hvad angår det totale antal eller fiskebiomasse. Derimod sker der en del ændringer i artssammensætningen, hvor brasen på lang sigt synes at blive hårdest påvirket af indgrebene. Antallet af skalle viser også tegn på fald de første år efter indgrebet, men herefter er der en stigende tendens, hvilket kan være en årsag til, at effekten på dyreplankton ikke holder i længden og dermed også, at effekten på klorofyl a begrænses. Antallet og biomassen af aborre øges de første år, men viser i mange søer senere tegn på at falde tilbage igen.
Effekterne på øvrige biologiske forhold er generelt kun belyst i få eksempler. Undervandsplanters udbredelse øges i mange søer efter restaureringsindgreb, men der er også mange eksempler, hvor planterne ikke har reageret på den øgede sigtdybde. I nogle tilfælde kan dette tilskrives græsning fra fugle. I de søer, hvor der er sket ændringer i udbredelsen af undervandsplanter, øges tætheden og antallet af en række fuglearter. Data-materialet vedr. effekter på bunddyr er endnu mere sparsomt, men i de tilfælde, hvor der er angivet informationer, er der tale om en fremgang i antallet.
Samlet peger erfaringerne fra opfiskninger på, at der kan opnås en række positive effekter af en massiv opfiskning, men at det kan være vanskeligt at fastholde effekten, med mindre opfiskningen gentages. Effekterne er mest markante på sigtdybde og indhold af suspenderet stof, der ser ud til at holde sig i 10 år eller mere i de fleste søer. Derimod kan der i de fleste tilfælde og typisk 8 til 10 år efter indgrebets start ikke længere ses statistisk signifikante effekter på indholdet af klorofyl a og næringsstofferne. Antallet af søer med data fra mere end 10 år er dog begrænset. Den mere markante effekt på suspenderet stof og sigtdybde skal formentlig ses i sammenhæng med, at bestanden af brasen især reduceres ved opfiskning og ofte forbliver lav, hvilket medfører, at ophvirvling af bundmateriale reduceres. Tilbagefaldet, som er set i de fleste søer, peger på, at der er behov for indgreb med mellemrum, hvis en forbedring skal fastholdes. Det må dog forventes, at de efterfølgende indgreb kan være mere moderate, da brasenbestanden angivet på vægtbasis synes mærket på lang sigt, og andelen af rovfisk og størrelsen af både aborre og skalle øges efter et indgreb. I søer, hvor opfiskningen var mindre end 200 kg per ha inden for 3 år, var der ingen eller meget ringe effekter på de vandkemiske variable.
Effekten af geddeudsætning er tidligere vurderet i en rapport fra Danmarks Fiskeriundersøgelser, og her blev det på baggrund af udsætningens effekter i 47 søer vurderet, at geddeudsætning i næsten alle tilfælde kun har ringe effekt på vandkvaliteten. Udsætning af geddeyngel som enkeltstående restaureringsindgreb anbefales derfor ikke.
Iltning har markante effekter på ophobningen af fosfor i bundvandet formentlig via den redoxfølsomme binding af fosfor i sedimentet. I de fleste tilfælde blev ophobningen af fosfor i bundvandet gennem sommeren mere end halveret, og samtidigt mindskedes også ophobningen af ammonium markant. I to eksempler, hvor iltningen blev standset et år, sås øgede koncentrationer af fosfor i bundvandet. Iltning vil derfor ofte være et meget langvarigt projekt, hvis mindsket frigivelse af fosfor fra bunden skal opretholdes, og det er endnu usikkert, om metoden kan bruges til at skabe permanente effekter. Øget temperatur og omsætning af organisk materiale i forbindelse med iltningen kan endvidere øge risikoen for en større mobil pulje af fosfor i sedimentet.
Erfaringerne med aluminiumsbehandling af danske søer er begrænset til i alt 6 søer, hvoraf de 5 er gennemført inden for de seneste 6 år og de 3 inden for de seneste 2 år. Metodens potentiale er derfor stadigvæk mangelfuldt beskrevet. I alle de gennemførte projekter har tilsætningen af aluminium haft en øjeblikkelig og meget markant opklarende effekt på søvandet og ført til et meget lavere næringsstofindhold. Der er dog stadig megen tvivl om de mere langsigtede effekter af behandlingen, og der er tegn på tilbagefald til en uklar tilstand i Sønderby Sø, der som den første blev behandlet i efteråret 2001. Der hersker dog nogen usikkerhed om, hvorvidt den eksterne fosforbelastning til Sønderby Sø er reduceret tilstrækkeligt.
Brabrand Sø er indtil videre stadigvæk den eneste større sø, hvor næringsrigt sediment er blevet gravet op for at mindske den interne fosforbelastning. Effekterne på søvandets kvalitet har på grund af en fortsat høj ekstern næringsstofbelastning været begrænsede. Sedimentopgravning er med held anvendt i en række mindre søer for at forbedre vækstforholdene for grundskudsplanter.
Omkostningerne ved de forskellige indgreb varierer meget, men opfiskning er generelt den billigste med en gennemsnitlig udgift på 13.000 kr. per ha sø. Næstbilligst er iltning med en gennemsnitlig udgift på 20.000 kr. per ha sø, fulgt af aluminiumsbehandling med en gennemsnitlig udgift på 33.000 kr. per ha sø. Sammenligning af de enkelte restaureringsindgreb er dog problematisk, fordi opgørelserne ikke nødvendigvis dækker over det samme, ligesom der heller ikke er taget højde for, i hvilken grad og i hvor lang tid et indgreb eller gentagne indgreb evt. har haft effekt.
Sammenfattende kan det siges, at det i de fleste tilfælde er muligt at forbedre en søs vandkvalitet via en restaurering, men at der er en række forbehold, især i forhold til varigheden af indgrebet. Næringsstofindholdet er stadigvæk helt centralt for søers vandkvalitet, og restaureringsindgreb kan ikke ses som et alternativ til at begrænse den eksterne næringsstofbelastning – i hvert fald ikke, hvis der skal opnås vedvarende effekter.
Resultaterne fra de mange restaureringsindgreb baserer sig på en unik samling af data, men skal alligevel tages med forbehold. Som udgangspunkt har det tilgængelige datamateriale været af meget blandet karakter, både hvad angår typer af data, mængde af data, omfang og varighed af indgreb. Det har gjort det vanskeligere at behandle data og de opnåede erfaringer på tværs, men vi har søgt at standardisere databehandlingen mest muligt med henblik på at kunne vurdere de generelle tendenser. Det betyder, at enkeltsøer sagtens kan udvise et andet mønster, men her henvises der til eksempelsamlingen i del II.
Vurderingen af de opnåede resultater kompliceres yderligere af, at der ofte samtidigt med restaureringen er sket en reduktion af den eksterne næringsstoftilførsel, samt at en eventuel intern fosforbelastning kan være aftagende. Effekten alene af restaureringsindgrebet er derfor vanskelig at adskille fra effekten af den reducerede næringsstoftilførsel. Vi har dog for fiskeindgrebsmetoden søgt at tage højde for denne effekt ved at korrigere for den generelle nedgang i næringsstofindhold, der er set i de sidste 20 år. I en del søer er der også foretaget flere indgreb samtidigt.
De fleste restaureringsindgreb er gennemført i ret næringsrige søer. Halvdelen af de 40 søer, hvor der er fjernet fisk, havde ved indgrebets start en fosforkoncentration over 0,16 mg P l-1 og en totalkvælstofkoncentration over 1,9 mg N l-1. Mange restaureringsindgreb er således gennemført i søer, som er for næringsrige til at forvente vedvarende effekter jf. tidligere anbefalinger. Manglen på indgreb foretaget i de mere næringsfattige søer gør det vanskeligt at vurdere effekterne i denne ende af næringsstofskalaen og dermed også nærmere at vurdere, under hvilke næringsstofbetingelser restaureringsindgreb evt. kan forventes at have mere permanent karakter.
Hele rapporten i pdf-format:
Del I (6,604 kB)
Del II (10,371 kB)
