Aarhus Universitets segl

Nr. 629: Undersøgelse af om der er en målelig miljøpåvirkning af naturlig olieudsivning i det marine miljø ved Marraat.

Mosbech, A., Hansen, A.B., Asmund, G., Dahllöf, I., Petersen, D.G. & Strand, J. 2007. Faglig rapport fra DMU nr. 629. 56 s.

 

Sammenfatning

 

I forbindelse med åbning af offshore olie og kulbrinte eftersøgning ved Diskoøen i Vestgrønland er der startet en række studier, som bidrager til en strategisk miljøvurdering af området.

 

Et af disse studier blev gennemført på Nuussuaq halvøen ved Marraat, hvor GEUS i begyndelsen af 1990-erne fandt olie i porøse vulkanske bjergarter. Denne olie blev også fundet i borekærnen fra Marraat-1 i 1993.

 

Tilstedeværelsen af sten med et indhold af olie langs kysten ved Marraat indikerer at der findes en olieholdig horisont og mulighed for olieudsivninger. Studiet, der rapporteres her, havde det formål at undersøge om den forventede olieudsivning har en målelig påvirkning af kemien og biologien i det marine miljø ved Marraat.

 

Studiet omhandler sedimenter, blåmuslinger, og fisk som blev analyseret for kulbrinter, en test for forureningsinduceret tolerance, (Pollution Induced Community Test (PICT)), en sediment toxikologisk test og en måling af PAH metabolitter i fiskegalle.

 

PAH-sammensætningen i sediment og biota indikerer både umodne petrogene formodentlig terrestriske kilder, og kilder fra lokal forurening med brændselsolie. Men niveauerne af PAH var lave og indikerede ikke en direkte kilde ved Marraat. Resultaterne af PICT, sediment toxikologi, og af PAH metabolit studierne indikerer heller ikke at der skulle være en lokal naturlig olieudsivning ved Marraat.   Det kan dog ikke udelukkes at der eksisterer en svag kilde til udsivning af olie i lave koncentrationer ved Marraat.

 

Sammenlignes imidlertid sedimenterne fra hele Disko og Nuussuaq området med sedimenter fra det øvrige Vestgrønland ses det at de første har højere indhold af PAH udtrykt på basis af indholdet af organisk stof. Dette kunne være et resultat af naturlig udsivning af olie i Disko/Nuussuaq regionen.

 

Hele rapporten i pdf-format (2.747 kb)