Nielsen, O.-K., Nielsen, M. & Illerup, J.B. 2007. Faglig rapport fra DMU nr. 628. 176 s.

 

Sammenfatning

Opgørelser over de samlede danske luftemissioner rapporteres årligt til Klimakonventionen (UN Framework Convention on Climate Change, UNFCCC) og til UNECE Konventionen om langtransporteret grænseoverskridende luftforurening (UNECE Convention on Long-Range Transboundary Air Pollution der forkortes LRTAP Convention). Endvidere rapporteres drivhusgasemissionen til EU, fordi EU – såvel som de enkelte medlemslande – har ratificeret klimakonventionen. De danske emissioner opgøres og rapporteres af Danmarks Miljøundersøgelser (DMU). Emissionsopgørelserne omfatter følgende stoffer af relevans for stationær forbrænding: CO2, CH4, N2O, SO2, NOX, NMVOC, CO, partikler, tungmetaller, dioxin og PAH. Foruden de årlige opgørelser over total emission rapporteres også sektoropdelt emission og usikkerhed på opgørelserne. Hvert femte år rapporteres endvidere geografisk fordeling af emissionerne, fremskrivning af emissionerne samt de aktivitetsdata – fx brændselsforbrug – der ligger til grund for opgørelserne.

 

Emissionsopgørelserne for stationære forbrændingsanlæg (ikke mobile kilder) er baseret på den danske energistatistik og på et sæt af emissionsfaktorer for forskellige sektorer, teknologier og brændsler. Anlægsspecifikke emissionsdata for store anlæg, som fx kraftværker, indarbejdes i opgørelserne. Denne rapport giver detaljeret baggrundsinformation om den anvendte metode samt referencer for de data der ligger til grund for opgørelsen – energistatistikken og emissionsfaktorerne.

 

Emissionsfaktorerne stammer enten fra danske referencer eller fra internationale guidebøger (EMEP/Corinair 2004 og IPCC 1996) udarbejdet til brug for denne type emissionsopgørelser. De danske referencer omfatter miljølovgivning, danske rapporter samt middelværdier baseret på anlægsspecifikke emissionsdata fra et betydeligt antal større værker. Anlægsspecifikke emissionsfaktorer oplyses af anlægsejere, bl.a. i grønne regnskaber.

 

I emissionsopgørelsen for 2004 er 72 stationære forbrændingsanlæg defineret som punktkilder. Punktkilderne omfatter: kraftværker, decentrale kraftvarmeværker, affaldsforbrændingsanlæg, industrielle forbrændings-anlæg samt raffinaderier. Brændselsforbruget for disse anlæg svarer til 64 % af det samlede brændselsforbrug for alle stationære forbrændingsanlæg.

 

Variationen i årlig import/eksport af el medfører at det totale danske brændselsforbrug varierer. Siden 1990 er brændselsforbruget steget med 13 %, mens forbruget af fossile brændsler er steget med 4,2 %. Forbruget af kul er faldet, mens forbruget af naturgas og af biobrændsler er steget.

 

For følgende stoffer udgør emissionen fra stationær forbrænding over 50 % af den samlede danske emission: SO2, CO2, tungmetaller (dog ikke Cu), PM2.5 og PAH. Endvidere udgør emissionen over 10 % for NOX, CO, NMVOC, TSP, PM10 og Cu. Stationær forbrænding bidrager med mindre end 10 % af den samlede danske emission af CH4 og N2O.

 

Indenfor stationære forbrændingsanlæg er kraftværker og decentrale kraftvarmeværker den betydeligste emissionskilde for SO2, CO2, NOX, og tungmetaller. Gasmotorer installeret på decentrale kraftvarmeværker er den største CH4 emissionskilde. Endvidere har gasmotorer en betydelig emission af NMVOC.

 

Emissioner fra kedler, brændeovne mv. i forbindelse med beboelse er den betydeligste emissionskilde for CO, NMVOC, partikler og PAH. Det er især forbrænding af træ, som bidrager til disse emissioner.

 

I rapporten vises tidsserier for emissioner fra stationær forbrænding.

 

Udviklingen i emissionen af drivhusgasser følger udviklingen i CO2-emissionen ganske tæt. Både CO2-emissionen og den samlede drivhusgas-emission fra stationær forbrænding er laver i 2004 end i basisåret 1990 – CO2 er 5 % lavere og drivhusgasemissionen er 4 % lavere. Emissionerne fluktuerer dog betydeligt pga. variationerne i import/eksport af el samt varierende udetemperatur.

 

CH4-emissionen fra stationær forbrænding er steget med en faktor 4,3 siden 1990. Denne stigning skyldes, at der i perioden er installeret et betydeligt antal gasmotorer på decentrale kraftvarmeværker.

 

SO2-emissionen fra stationær forbrænding er faldet med 95 % siden 1980 og 84 % siden 1995. Den store reduktion skyldes primært, at emissionen fra el- og fjernvarmeproducerende anlæg er faldet, som følge af installering af afsvovlningsanlæg samt brug af brændsler med lavere svovlindhold.

 

NOX-emissionen fra stationær forbrænding er faldet med 50 % siden 1985 og 33 % siden 1995. Reduktionen skyldes primært at emissionen fra el og fjernvarmeproducerende anlæg er faldet som følge af at der benyttes lav-NOX-brændere på flere anlæg og at der er idriftsat NOX-røggasrensning på flere store kraftværker. Variationen i NOX-emissionen følger variationen i import/eksport af el.

 

Forbrænding af træ i villakedler og brændeovne er forøget med 94 % siden 1990 og dette har medført en stigning i CO-emissionen. Stigningen i CO-emissionen er dog ikke helt så stor, idet CO-emissionen fra halmfyrede gård-anlæg samtidig er faldet betydeligt.

 

Emissionen af NMVOC fra stationær forbrænding er øget med 51 % siden 1985 og 22 % siden 1995. Stigningen skyldes primært idriftsættelsen af gasmotorer på decentrale kraftvarmeværker.

 

Tungmetalemissionerne er faldet betydeligt siden 1990. Emissionen af de enkelte tungmetaller er reduceret mellem 7 % og 85 %. Faldet skyldes den forbedrede røggasrensing på affaldsforbrændingsanlæg og på kraftværker.

 

Emissionen af de forskellige PAH’er er steget 50-80 % siden 1990, hvilket hænger sammen med den øgede mængde træ, der forbrændes i brændeovne eller små villakedler.

 

Hele rapporten i pdf-format (1.740 kB)