Hansen, A.B. 2007. Faglig rapport fra DMU nr. 613. 71 s.
De nationale overvågningsprogrammer for vandmiljøet, NOVA-2003, og for vandmiljø og natur, NOVANA-2009, har som et af formålene at opgøre forekomst og koncentration af en række miljøfremmede stoffer og metaller i det danske vandmiljø. Nærværende rapport omfatter undersøgelser af indholdet af PAH (Polycykliske Aromatiske Hydrocarboner) i muslinger (primært blåmuslinger, Mytilus edulis ) indsamlet og analyseret i forbindelse med de nationale overvågningsprogrammer i perioden 1998-2005 med det formål at undersøge den tidslige udvikling af PAH indholdet. Mere specifikt har undersøgelsen omfattet en kompilering af eksisterende analysedata fra 22 stationer fra ni geografisk adskilte områder. Områderne er delt op i stationer fra åbne marine områder og fjorde (”lukkede” områder). Fra hver station er der foretaget en omregning af målte koncentrationer af 27 enkelt PAHer og isomer grupper på basis af vådvægt til tørvægtsbasis, da dette giver et mere repræsentativt billede af organismens reelle belastning. Desuden er der for hver station og for hvert år udregnet en geometrisk middelværdi baseret på op til tre individuelle prøver.
De målte og omregnede koncentrationer er summeret for fem grupper af PAHer på baggrund af antallet af aromatiske ringe (2-6) og præsenteret grafisk på årsbasis. Dette giver et umiddelbart indtryk af fordeling af PAHer i muslinger fra den enkelte station og en overskuelig sammenligning mellem forskellige stationer fra samme og forskellige geografiske områder.
Efterfølgende er de omregnede koncentrationer summeret for tre forskellige grupper af PAHer, alkylerede 2-3 rings-PAHer (PAH-petro), usub-stituerede 4-6 rings-PAHer (PAH-pyro) og perylen (PAH-bio). Summen af disse PAH-grupper er dernæst log-transformerede og underkastet en non-parametrisk Mann-Kendall test for at vurdere signifikansen af en eventuel tidslig udvikling. Tilsvarende er hældningen kvantificeret vha. en non-parametrisk SEN’s slope estimat.
Desuden er der foretaget en vurdering af mulige kilder til miljøbelastningen med PAHer i det marine miljø og for muslinger ud fra en række beregnede forhold mellem udvalgte PAH isomerer.
Undersøgelsen af de kompilerede PAH data har vist, at indholdet i muslinger generelt ligger ret jævnt med niveauer mellem 500-900 µg/kg ts, og at der ikke er observeret større forskelle mellem muslinger fra statio-ner ved kystnære åbne områder og fra stationer i mere lukkede farvande som fjorde. Indholdet er i alle tilfælde domineret af de lavere PAHer med 2 til 4 ringe inklusiv deres alkylerede isomerer. Enkelte stationer adskiller sig med niveauer noget over gennemsnittet (> 1000 µg/kg ts), bl.a. Hansodde ved Fanø, Egholm Flak i Storebælt, Søvang/Amager i Øresund og Roskilde Bredning i Roskilde Fjord.
Undersøgelsen af den tidslige udvikling for hele perioden afslører, at der stort set ved alle stationer er tale om svagt faldende tendenser for PAHer af såvel overvejende petrogen som overvejende pyrogen karakter. Ved stort set alle stationer observeres ligeledes en faldende tendens for perylen (PAH-bio). For næsten alle observerede tendenser gælder imidlertid, at den ikke er signifikant (? > 0,1), hvilket betyder, at de observerede tendenser må tages med forbehold.
Vurderingen af de mulige kilder til den observerede PAH belastning af det marine miljø har taget udgangspunkt i en skelnen mellem PAHer af petrogen eller pyrogen oprindelse gennem bestemmelsen af en række isomer forhold. Det billede der har tegnet sig, peger generelt i retning af overvejende pyrogene kilder.
Med hensyn til eksponeringen af det marine miljø med PAHer er der foretaget en vurdering ud fra OSPARs økotoksikologiske kriterier (ecotoxicological assessment criteria), og det viser, at der for en række stationer har været svage overskridelser af de laveste kriterier for anthracen. Hvad angår risikoen for human eksponering gennem indtagelse af muslinger fra de forurenede områder, er der foretaget en estimering af den samlede belastning udtrykt som summen af benzo(a)pyren toksicitets ækvivalenter. Disse estimater viser, at indholdet i muslinger fra flere af de undersøgte stationer i enkelte tilfælde overskrider den fastsatte grænseværdi på 50 µg BaPyr-TE/kg ts (i.e. 10 µg BaPyr/kg vådvægt) med en faktor 2 til 3, men at der generelt er en faldende tendens. I 2004/2005 er toksiciteten af PAH indholdet i muslinger under grænseværdien for alle stationer uanset om opgørelsen baseres på indholdet af benzo(a)pyren (BaPyr) alene eller på det samlede indhold af benzo(a)pyren toksicitetsækvivalenter (BaPyr-TE).
Hele rapporten i pdf-format (2.297 kB).