Johansen, P., Riget, F., Asmund, G., Josefson, A.B. & Hansen, J.L.S. 2006. Faglig rapport fra DMU nr. 605. 102 s.
Ved Maarmorilik i Uummannaq Kommune blev der fra 1973 til 1990 brudt zink- og blymalm. Malmen fandtes hovedsagelig i fjeldet "Sorte Engel", hvor den blev udsprængt i ca. 600 m's højde og transporteret med tovbane over fjorden Affalikassaa til et oparbejdningsanlæg i Maarmorilik. Her blev produceret et zink- og et blykoncentrat, som blev lastet på skibe og transporteret til smelteværker i Europa. Brydningen og oparbejdningen af malmen blev udført af mineselskabet Greenex A/S.
Mens minedriften fandt sted var der flere kilder til forurening af miljøet. Ved knusning af malmen og ved transport af koncentraterne blev der spredt bly- og zinkholdigt støv til omgivelserne. Dumpe af gråbjerg, dvs. udsprængt materiale med et lavt indhold af bly og zink, var også en kilde til støvspredning, men også til forurening af fjordene med bly og zink. Den største forureningskilde var dog restproduktet, såkaldt ”tailings”, fra oparbejdningsværket. Dette blev udledt til fjorden Affarlikassaa, hvor det lagde sig på havbunden. Her blev også en gråbjergsdump placeret, da minen lukkede.
Miljøtilstanden i området er siden 1972 blevet undersøgt ved at analysere indholdet af bly og zink i prøver af havvand, sediment, planter og dyr indsamlet i området omkring minen. Der er også udført undersøgelser af sammensætningen af faunaen på bunden af fjordene ved Maarmorilik. Denne rapport præsenterer resultaterne af de undersøgelser, som blev udført i 2005, samt en vurdereing af den nuværende miljøtilstand i området. Resultaterne sammenlignes med data indsamlet i perioden 1972 til 2002.
Spredningen af bly og zink med støv fra minevirksomheden er undersøgt ved at indsamle og analysere lavarten snekruslav i området ved Maarmorilik for bly og zink. Denne art kan bruges til at måle støvnedfald, da den udelukkende optager næring fra luften gennem sin overflade. Forureningsbelastningen er målt ved at transplantere (flytte) lavplanter fra et uforurenet område til flere steder ved Maarmorilik. Ud fra metalmålingerne i transplanteret lav konkluderer vi, at der er et forhøjet blyindhold i planter fra Affarlikassaa og Qaamarujuk, men ikke i den indre del af Perlerfiup Kangerlua og området udenfor denne fjord, samt at det påvirkede område for zink er mindre end for bly. Der er ikke nogen tydelig tidsmæssig udvikling i lavplanternes bly- og zinkbelastning i perioden 1997 til 2005 i området tæt ved Maarmorilik, mens der er en tendens til, at koncentrationen af bly er faldet i den ydre del af Qaamarujuk og området umiddelbart vest herfor.
Forureningen af havvandet er faldet markant efter minevirksomhedens ophør. Der afgives nu kun små mængder bly fra deponeret “tailings” og gråbjerg på bunden af Affarlikassaa, mens der stadig afgives zink, dog tydeligt mindre end mens minedriften fandt sted. Indholdet af bly i fjordens bundvand var i 2005 ca. 1.000 gange lavere og indholdet af zink ca. 10 gange lavere end i 1988-1989. Også overfladevandets metalindhold er faldet væsentligt i Affarlikassaa samt i Qaamarujuk. I 2002 og 2005 kunne der således ikke påvises forhøjede bly- og zinkværdier i de øvre vandlag af Affarlikassaa.
Brunalger (tang), som vokser i tidevandszonen, optager metaller fra det omgivende vand. De kan derfor anvendes til at måle forureningen af havvandet. Set over hele den del af moniteringsperioden, hvor sammenlignelige data eksisterer (1982-2005), er koncentrationen af bly og zink i tang faldet betydeligt, især efter minens lukning. Koncentrationen af bly er faldet mere end zinkkoncentrationen. I den ydre vestlige del af Perlerfiup Kangerlua og i den indre del af denne fjord er koncentrationen af bly nu tæt på baggrundsværdien.
Blåmuslinger i tidevandszonen optager metaller fra havvandet. De er fastsiddende som tangplanterne og kan derfor bruges til at kortlægge forureningens udbredelse. I blåmuslinger indsamlet i 2005 er der forhøjede værdier af bly i fjordene Affarlikassaa, Qaamarujuk og Perlerfiup Kangerlua. Tidligere var indholdet af bly i muslingerne i dette område så højt, at lokalbefolkningen blev frarådet at spise blåmuslinger herfra. Resultaterne fra undersøgelserne i 2005 viser, at blyforureningen af blåmuslingerne er faldet væsentligt i dette område. Derfor foreslår vi, at det område, hvorfra det frarådes at spise blåmuslinger, indskrænkes til Affarlikassaa, Qaamarujuk og området umiddelbart vest herfor. Blåmuslinger med forhøjede zinkkoncentrationer findes kun tæt ved Maarmorilik.
Forureningsbelastningen er også målt ved at transplantere uforurenede blåmuslinger til Maarmorilik-området og undersøge deres optagelse af bly og zink efter mindst et års transplantation. Disse undersøgelser viser, at der stadig er forureningskilder tilbage 15 år efter minedriftens ophør, men forureningen falder stadig og er nu betydeligt lavere, end mens minedriften fandt sted. De seneste resultater tyder på, at belastningen er faldet til 1/10. Undersøgelserne tyder også på, at diffuse kilder (formentlig især støvspredt bly) nu har større betydning for fjordenes belastning end punktkilder ved Maarmorilik.
Koncentrationen af bly er lav i kød fra plettet havkat, uvak og alm. ulk fanget ved Maarmorilik i 2005. Lever fra plettet havkat og ulk samt benprøver fra ulk er undersøgt for at vurdere den tidsmæssige udvikling i blyforureningen. I begge arter fandtes i 2005 forhøjede koncentrationer af bly ved Maarmorilik. I løbet af moniteringsperioden (1988-2005) har blykoncentrationen varieret meget fra år til år uden nogen entydig tendens. Værdierne fra 2005 er dog blandt de laveste, der er målt. Derimod fandtes uventet høje koncentrationer af bly i ammassat (lodde) fanget ved Maarmorilik i 2006 - i gennemsnit fandtes 0,5 µg/g vådvægt. Derved overstiges den danske grænseovervågningsværdi (beregnet til konsum) for bly i fisk på 0,3 µg/g vådvægt for ammassat, mens det ikke er tilfældet for ulk, uvak og havkat. Det er uafklaret, om ”forureningen” er reel eller skyldes kontaminering af prøven under indsamling. Der bør undersøges prøver i 2007 til afklaring heraf.
I Qaamarujuk er der i 2005 forhøjede koncentrationer af bly i rejer i forhold til referenceområdet. Blykoncentrationen er betydeligt højere i rejernes hoved- og skaldele end i rejernes kød. I kødet er koncentrationen af bly lavt i forhold til danske konsumgrænseværdier. Set over hele perioden 1988-2005 er koncentrationen af bly faldet, dog mest i begyndelsen af perioden.
Indholdet af bly og zink i sedimenterne i Affarlikassaa er faldet efter minens lukning, men det er dog stadig mange gange højere end det naturlige niveau. I Qaamarujuk steg forureningen de første ca. 8 år efter minens lukning, men siden er den faldet. I Qaamarujuk er blykoncentrationen i dag forhøjet 3-7 gange, mens zinkkoncentrationen er forhøjet 1,2 til 2,3 gange. I fjordområdet ca. 4 km vest for Qaamarujuk, er sedimentet kun svagt påvirket af bly, mens der ikke kan påvises en forhøjelse for zink.
Deponering af tailings fra minen i Maarmorilik i perioden 1973-1990 har markant påvirket bundfaunaen i Affarlikassaa og Indre Qaamarujuk. En undersøgelse af tilstanden i 2005 viser, at det ”normale” bundfaunasamfund endnu ikke var genetableret 15 år efter at deponering af tailings var ophørt. Bundfaunaen i det primære tailingsområde, Affarlikassaa, var stadig 15 år efter minens lukning i en økologisk tilstand, der kan betegnes som ”Ringe” til ”Dårlig”. I Indre Qaamarujuk var tilstanden ”Moderat” til ”Ringe”. Til sammenligning har tilstanden i Ydre Qaamarujuk været ”God” til ”Meget god”, mens minedriften fandt sted, ligesom den var i hele området, før minedriften startede. Det er sandsynligt, at påvirkningen af bundfaunaen både skyldes fysiske faktorer (dækning med tailings) og kemiske (giftvirkning af tungmetaller i sedimentet).
Undersøgelserne i 2005 viser, at der i Maarmorilik-området fortsat – 15 år efter minedriftens ophør i 1990 - findes forureningskilder, som bevirker, at der kan måles forhøjede koncentrationer af bly og zink i miljøet. Set over flere år er forureningen dog som helhed faldet markant, især efter minevirksomhedens ophør i 1990, og de områder, som er forurenet med bly og zink, er efterhånden blevet mindre og mindre. Det er nu primært i fjordene Afffarlikassaa og Qaamarujuk, der kan spores en påvirkning.
Hele rapporten i pdf-format (1.199 kB).
