Aarhus Universitets segl

FR596: Terrestriske Naturtyper 2005. NOVANA

Bruus, M., Damgaard, C., Ejrnæs, R., Fredshavn, J.R., Nielsen, K.E. & Strandberg, B. 2006. Faglig rapport

fra DMU nr. 596. 100 s.

 

Sammenfatning

 

NOVANAs naturtypeprogram skal give et repræsentativt billede af tilstand og udvikling i de danske terrestriske naturtyper på Habitatdirektivets liste, bl.a. med henblik på at sikre, at Danmark overholder sine forpligtelser i forhold til Habitatdirektivet. Det primære formål med Habitatdirektivet er at sikre biologisk mangfoldighed gennem bevarelse af naturtyper og arter. Overvågningen i NOVANA fastlægger naturtypernes tilstand og beskriver sammenhænge mellem påvirkninger, tilstand og udvikling.

 

I 2005 er de intensive stationer overvåget for anden gang. Der er indsamlet data for jordens surhedsgrad, kvælstofbelastning, tilgroning med træer og buske, invasive arter (arter, der ikke hører hjemme i den danske natur, og som breder sig på bekostning af de hjemmehørende arter) og artssammensætningen generelt.

 

På baggrund af data fra de første to års overvågning af de intensive stationer kan vi drage en række konklusioner om naturtypernes nuværende tilstand, som viser, at de terrestriske naturtyper generelt er præget af næringsstofbelastning og manglende pleje.

 

Foruden de intensive stationer, der overvåges årligt, er der nu udpeget et net af ekstensive stationer, der overvåges hvert 6. år. Som grundlag for udpegningen har amterne i 2004-05 gennemført en kortlægning af de terrestriske naturtyper i Danmark for at sikre, at det samlede stationsnet kommer til at dække variationen i arealstørrelser og naturtilstand. Kortlægningen har vist, at de intensive stationer generelt hører til gruppen af de største arealer med den bedste naturtilstand. Da de små arealer ofte er i dårligere naturtilstand, fordi påvirkningen fra omgivelserne er relativt større, vil tilstanden på den enkelte naturtype som helhed enten være den samme som på de intensive stationer eller ringere. Dette vil blive yderligere dokumenteret i de kommende år, når de ekstensive stationer inddrages i overvågningen.

 

Når der foreligger data for flere år, vil udviklingen i de enkelte naturtyper kunne beskrives, dvs. om deres tilstand er i bedring eller forværring.

 

Hele rapporten i pdf-format (2.951 kB).