Aarhus Universitets segl

FR 582: Arter 2004-2005, NOVANA

Søgaard, B., Pihl, S. & Wind. P. 2006. Faglig rapport nr. 582 fra DMU, 150 s.

 

Sammenfatning

 

Med igangsættelse af det Nationale program for Overvågning af VAndmiljø og NAtur (NOVANA) har Danmark fra 2004 fået en systematisk overvågning af naturtyper og arter omfattet af Habitatdirektivet og Fuglebeskyttelsesdirektivet.


I henhold til disse EU-direktiver er der udpeget et netværk af særlige beskyttelsesområder, kaldet ”Natura 2000”, som rummer arter og naturtyper, der har behov for beskyttelse inden for den Europæiske Union. For disse områder gælder det generelt, at de skal medvirke til at sikre og beskytte den biologiske mangfoldighed både på nationalt og europæisk plan ved at fastholde eller genoprette ’gunstig bevaringsstatus’ for de naturtyper og arter, som indgår i udpegningsgrundlaget for det enkelte område.


Delprogrammet for overvågning af arter i NOVANA har som sit primære formål at overvåge de enkelte arters udbredelse og bestandsstørrelse for at tilvejebringe et fagligt grundlag for at vurdere de enkelte arters bevaringsstatus og styrke den faglige baggrund for eventuelle foranstaltninger, der vurderes at ville kunne forbedre den enkelte arts bevaringsstatus.


Overvågningen af arter er foreløbig fastlagt for perioden 2004-2009 og omfatter udvalgte plante- og dyrearter omfattet af Habitatdirektivet og fugle omfattet af Fuglebeskyttelsesdirektivet (ynglefugle og regelmæssigt tilbagevendende trækfugle) samt arter, hvor mere end 20% af den samlede bestand findes i Danmark (ansvarsarter).


I kapitel 3 fremlægges resultaterne af overvågningen i 2004 og 2005 af arter omfattet af Habitatdirektivets Bilag II og IV med en vurdering af arternes tilstand. Overvågningen har omfattet fire arter af pattedyr (odder, hasselmus, spættet sæl og gråsæl), to sommerfugle (sortplettet blåfugl og hedepletvinge), seks andre insekter (grøn kølleguldsmed, stor kærguldsmed, grøn mosaikguldsmed, bred vandkalv, lys skivevandkalv og eremit), én spindler (Stellas mosskorpion) og seks karplanter (enkelt månerude, gul stenbræk, vandranke, liden najade, fruesko og mygblomst) samt én mosart (grøn buxbaumia). For de fleste af disse arter udgør overvågningen en ´baseline´, som resultaterne af overvågningen i de kommende år kan sammenlignes med. For disse arter er det i første omgang ikke muligt at vurdere udviklingstendenser i udbredelse og bestandsstørrelse. For nogle af de overvågede arter foreligger der data i tidsserier, som gør det muligt at sammenligne eventuelle ændringer i udbredelse og bestandsstørrelse. Det gælder især for fire arter af karplanter på Habitatdirektivets Bilag II, men også for odder og spættet sæl - og i et vist omfang også for hasselmus, hedepletvinge og eremit.


I kapitel 4 præsenteres resultaterne af overvågningen i 2004 og 2005 af ynglefugle på Fuglebeskyttelsesdirektivets Bilag I. I disse to år er hedehøg, plettet rørvagtel, engsnarre, trane, hvidbrystet præstekrave, hjejle, engryle, brushane, tinksmed, sandterne, sortterne, mosehornugle og markpiber blevet overvåget. De danske ynglefugles status er generelt godt kendt, og der findes i nogen udstrækning et sammenligningsgrundlag for at vurdere udviklingen i de overvågede arters bestandsstørrelse og udbredelse.


I kapitel 5 præsenteres resultaterne af overvågningen af trækkende og rastende vandfugle i 2004 og 2005. Denne overvågning har til formål at fremskaffe det faglige grundlag for en vurdering af status for de trækkende vandfuglearter, der er nævnt i et eller flere udpeg-ningsgrundlag for områder udpeget efter Fuglebeskyttelsesdirektivet. En række tællinger er i øvrigt internationale og foretages på samme tid over hele Europa. I 2004 og 2005 er der gennemført en landsdækkende og en reduceret midvintertælling og i begge år optælling af kortnæbbet gås og bramgås i marts, knortegås i maj, grågås i septem-ber og svømmeænder i oktober. Endvidere er der i 2004 gennemført optælling af lille kobbersneppe og islandsk ryle i maj og i 2005 af klyde, strandhjejle, stor regnspove, rødben og hvidklire i august, af strandskade og almindelig ryle i oktober og af pibesvane i november. Danmark har siden 1965 deltaget i de internationale tællinger af vandfugle og for en række arter findes der meget lange tidsserier, som NOVANA-tællingerne fortsætter.


Resultaterne af overvågningen af arter i 2004-2005 vil suppleret med de kommende års systematiske overvågning i NOVANA bidrage til en vidensopbygning, som vil styrke det faglige grundlag for at sammenligne ændringer i arternes udbredelse og bestandsstørrelse og dermed en mere konkret viden om og målsætning for arternes bevaringsstatus.


Hele rapporten i pdf-format (4.000 kB).