Sammenfatning

Siden "Vildtforvaltningsrådets handlingsplan til forebyggelse af anskydning af vildt" trådte i kraft i sommeren 1997 har Danmarks Mil-jøundersøgelser (DMU) haft til opgave at opbygge viden om en række emner i forhold til problematikken. Disse emner omfatter iht. handlingsplanen følgende spørgsmål:

• Hvad er anskydningsproblematikkens samlede omfang?

• Hvad er omfanget af alvorlige anskydninger?

• Hvad er risikoen for anskydning ved skumringsjagt på gråand og jagt på ederfugl?

• Hvilke faktorer påvirker risikoen for anskydning?

• Hvilke effekter har handlingsplanen haft?

 

De samlede resultater af disse undersøgelser afrapporteres her.

Anskydningsproblematikkens samlede omfang

DMU undersøgte 1990-1996 fire vandfuglearter - kortnæbbet gås, ederfugl, hvinand og troldand. Af de fugle, der var mere end ét år gamle, havde hhv. 36%, ca. 35%, 14% og 11% hagl i kroppen.

I årene 1997-1999 blev yderligere otte arter undersøgt, hhv. grågås (32%), gråand (15%), fasan (6%), ringdue (3%), ræv (25%), hare (8%) og rådyr (6%). Tallene i parentes angiver, hvor mange procent af de undersøgte individer, der havde indskudte hagl. For rådyr må der dog tages et forbehold for, i hvilken udstrækning resultatet kan anses for repræsentativt for den samlede jagt i Danmark.

Dermed er 12 af de i alt 39 arter, der må jages med hagl i Danmark, blevet undersøgt. Jagtudbyttet af disse 12 arter udgør tilsammen over 2 mio. stk. ud af et samlet årligt vildtudbytte på 2½ mio. Undersøgelserne omfatter således en meget stor andel (>80%) af det vildt, der nedlægges i Danmark.

Samlet kan det konkluderes, at de arter, hvor der er konstateret større andele med hagl i kroppen, er en række vandfuglearter og ræv. Det skal dog bemærkes, at 29 ud af de i alt 39 arter, der må jages med hagl i Danmark, er vandfugle. De arter vandfugle, hvor store andele har hagl i kroppen, er først og fremmest de største arter (gæs og eder-fugl).

Der er flere årsager til, at især vandfuglebestande har store andele med hagl. Vandfugle har tyk fjerdragt og skind, og ofte betydelige fedtaflejringer under skindet. Det medfører, at især de større arter er robuste (”skudstærke”) og dermed svære at nedlægge. Desuden gælder for de større arter, at de har en lang levetid, og at der dermed vil indgå anskydninger fra flere jagtsæsoner i andelene.

Undersøgelser af andele med hagl gennemføres efter afslutningen af jagtsæsonen. De individer, der har indskudte hagl i kroppen, udgør dermed kun en del af det samlede antal anskudte individer – nemlig den del, der har overlevet anskydning indtil tidspunktet for undersøgelsen. De såkaldte ”alvorlige” anskydninger, dvs. de anskydninger, hvor vildtet efterfølgende omkommer som følge af, at det er såret, indgår ikke i tallene. Det er imidlertid forbundet med store vanske-ligheder at opgøre denne andel, og der kan således kun gives nogle omtrentlige svar på, hvor stor den er.

I de offentliggjorte resultater er det primært andefugle, der er blevet undersøgt for omfanget af alvorlige anskydninger. De fleste resultater bygger på den antagelse, at fugle, der falder til jorden efter at være blevet ramt, regnes for alvorligt anskudte, mens fugle, der flyver videre, selv om de træffes af skud, anses for lettere anskudte. Selv om disse tal kun vil være omtrentligt korrekte, kan der argumenteres for, at de ikke vil være stærkt misvisende. I så tilfælde kan antallet af alvorlige anskydninger i de fleste tilfælde antages at udgøre mellem én og to tredjedele af antallet af lette anskydninger. Det nærmere tal-mæssige forhold vil dog samtidigt afhænge af en række faktorer såsom effektivitet af opsamling, haglladningens udgangshastighed og skudafstand.

Hos kortnæbbet gås blev der i de oprindelige undersøgelser konstateret en overdødelighed af fugle med hagl i kroppen. Efterfølgende analyser har vist, at der ikke er forskel på konditionen hos fugle med og uden hagl i kroppen. Forklaringen på den større dødelighed hos haglbærende fugle er sandsynligvis, at bestemte individer i bestanden er mere udsat for jagt end andre på grund af deres adfærd. Samlet har denne gruppe derfor både større dødelighed som følge af jagt og større risiko for at få indskudt hagl.

Risiko for anskydning ved forskellige jagtformer

Skumringsjagt på gråand blev undersøgt 1997-2002. Formålet med undersøgelsen var at klargøre, om risikoen for anskydning er større efter solnedgang, end den er ved fuldt dagslys. I alt deltog 15 frivillige skytter, og resultaterne af 425 skud blev observeret. De 425 skud førte til, at der samlet blev nedlagt 128 gråænder og anskudt 63, hvilket svarer til et patronforbrug (skud pr. leveret stykke vildt) på 3,32 og en anskydningsratio (anskudte pr. nedlagt) på 0,49. Ca. 80% af skuddene blev afgivet i perioden mellem 45 og 75 minutter efter solnedgang, og den gennemsnitlige skudafstand faldt fra 27 m ved solnedgang til 21 m en time senere. En samlet statistisk analyse af materialet viser, at når der korrigeres for skudafstanden, kan det ikke fuldstændigt udelukkes, at der er en svag tendens til øget risiko for anskydning, når det bliver mørkere. Men tendensen er ikke statistisk signifikant, og selv hvis den viste sig at være reel, ville den være så svag, at den var uden forvaltningsmæssig interesse. I stedet blev der konstateret signifikante forskelle i risiko for anskydning mellem skytter, og langt den største del af disse forskelle kunne forklares ved individuelle forskelle i træfsikkerhed.

Jagt på ederfugl blev undersøgt 1997-2002 hhv. for motorbådsjagt (efterår og vinter) og trækjagt (jagt fra opankret båd med udlagte lokkeænder) om vinteren. Formålet med denne del af undersøgelser-ne var at klargøre, om risikoen for anskydning er større for jagt på ederfugl fra motorbåd, end den er ved andre jagtformer. Det var en del af oplægget til disse undersøgelser, at der udelukkende deltog erfarne jægere, med henblik på at opnå en vurdering af, hvor godt disse jagtformer kan udøves. I alt deltog 9 forskellige skytter, og re-sultaterne af 493 skud blev observeret. Samlet resulterede de 493 skud i 294 nedlagte og 58 anskudte ederfugle, svarende til et patron-forbrug på 1,68 og en anskydningsratio på lidt under 0,20. Der var i materialet en tendens til forskelle mellem efterårs- og vinterjagt, hvor træfsikkerheden var større og risikoen for anskydning lavere i mate-rialet for jagt fra motorbåd om efteråret. Det kan dog ikke udelukkes, at disse forskelle i virkeligheden må tilskrives forskelle mellem de skytter, der har deltaget på forskellige årstider. For vinterjagten var skudafstanden signifikant højere for motorbådsjagt (34 m) end for trækjagt (27 m), men til trods for denne forskel viste resultaterne en lidt højere anskydningsratio for trækjagt. Det kan heller ikke entydigt ud fra materialet afgøres, om disse forskelle skal tilskrives forskelle i træfsikkerhed mellem deltagerne, eller om de skyldes en lidt højere risiko for anskydning under trækjagt fra opankret båd, men det kan fastslås, at den samlede risiko for anskydning ved ederfuglejagt i ja-nuar og februar (anskydningsratio ca. 0,2) - når den udøves af erfarne jægere - er lavere end for de to andre undersøgte jagtformer (skum-ringsjagt og gåsejagt).

Sammenlagt kan det konkluderes ud fra disse undersøgelser, at selv om et tilstrækkeligt stort materiale formentlig ville vise, at der var forskelle mellem jagtformer med hensyn til risiko for anskydning, vil disse forskelle være så begrænsede, at man næppe ville kunne opnå større reduktioner i antallet af anskydninger gennem reguleringer af de enkelte jagtformer. I stedet peger resultaterne ret entydigt på, at det - uanset jagtformen - er den måde jagten udøves på, der er for-valtningsmæssig relevant.

Årsager til anskydning

Resultaterne af de nævnte undersøgelser kan - udover at vurdere den konkrete jagtform - anvendes i en mere generel belysning af, hvad skudafstand, træfsikkerhed, materiel og opsamlingseffektivitet betyder for risikoen for anskydning.

Der er visse begrænsninger i det indsamlede materiale, når det skal anvendes til sådanne vurderinger. Men med disse begrænsninger in mente peger en samlet vurdering alligevel entydigt på, at gode skytter har færre anskydninger pr. nedlagt stykke vildt end mindre gode, og at den relative betydning af træfsikkerheden øges, når skudafstanden sænkes til under 30-35 m

Hvad angår materiel, peger resultaterne ret entydigt på, at valg af haglstørrelse og den udgangshastighed, en patron kan levere, vil have betydning for risikoen for anskydning. For ræv er der ved røntgenundersøgelser fundet et forholdsmæssigt meget stort antal individer med mange hagl, og det er typisk, at disse hagl er af små størrelser. Undersøgelserne kan således klart tolkes i retning af, at der - især for større og tungere vildtarter som gæs, ederfugl og ræv – vil være en sammenhæng mellem skudafstand, haglstørrelse og risiko for anskydning, som betyder, at de aktuelt anbefalede maksimale skudafstande kun kan antages at gælde for hagl over en vis størrelse og/eller massefylde. For patroner med mindre hagl (størrelse #4 (3,25 mm) - #5 (3,00 mm) og derunder) bør den anbefalede maksimale skudafstand for større og tungere vildtarter sænkes.

Handlingsplanens effekter

Et af de bærende principper i handlingsplanen har været, at jægerne i en indledende periode selv – ad frivillighedens vej - skulle søge at begrænse problemets omfang gennem forbedringer af jagtudøvelsen. DMU's opgave har her været at monitere eventuelle reduktioner, og da to af nøglearterne (ederfugl og kortnæbbet gås) lever meget længe blev det fra begyndelsen vurderet, at der ville gå 5-8 år inden hand-lingsplanens effekter kunne bedømmes sikkert.

Kortnæbbet gås er blevet moniteret gennem fangst med kanonnet i Vestjylland sidst i marts i årene 1998 og 2000-2005. I alt er 1.555 gamle og 349 1.-årsfugle blevet undersøgt. For de gamle fugle er andelen med hagl faldet gradvist, fra 36% 1990-1996 til 27% i 1998, 29% i 2000, 23% i 2001, 20% i 2002, 21% i 2003 og 2004 og 18% i 2005. For gæs i deres første leveår, der kun har gennemlevet en enkelt jagtsæson på tidspunktet for røntgenfotografering, faldt andelen med hagl allerede fra 1998 og har siden været mere eller mindre konstant, i gennemsnit knap 10%.

Populationsdynamikken hos kortnæbbet gås er velkendt. Ud fra den eksisterende viden om bestandsomsætningen lader det sig beregne, at der sammenlagt er sket en reduktion på ca. 60% i antallet af årlige anskydninger i forhold til, hvad det var, før handlingsplanen trådte i kraft. Det hører imidlertid med til en vurdering, at denne bestand ikke alene jages i Danmark, hvor to tredjedele af det årlige udbytte tages, men også i Norge, hvor den sidste tredjedel tages. I Norge har der ikke har været nogen debat svarende til den danske, og der er følgelig heller ikke iværksat nogen handlingsplan. Det kan således ikke afvises, at den samlede forbedring alene må tilskrives en bedre udøvelse af jagten i Danmark. Hvis det er tilfældet, kan der her i landet være sket en reduktion i antallet af anskydninger på 75% eller mere.

Ederfugl har været vanskelig at monitere. Det skyldes, at ynglende hunner fra danske kolonier på den ene side er langt den bedste indikator for effekterne af handlingsplanen – men på den anden side kan disse hunner ikke undersøges, uden at deres ynglesucces påvirkes i væsentligt omfang. Det eneste resultat for ederfugl er derfor indtil videre dødfundne fugle fra en koloni i Isefjorden, undersøgt efter et udbrud af fuglekolera i 2001. I alt 418 fugle blev undersøgt, hvoraf 28% havde hagl i kroppen. Det repræsenterer en statistisk signifikant lavere andel end ved undersøgelserne 1995-1996, hvor 34% havde hagl. Kolonien i Holbæk Fjord er ikke så velundersøgt som visse an-dre danske kolonier, men hvis det antages at trækforholdene for denne koloni svarer til, hvad der kendes for kolonier i Stavns Fjord, på Saltholm og i Sydvestsjælland, må den lavere andel med hagl tilskri-ves effekter af handlingsplanen. For ederfugl vil et fald fra 34% til 28% svare til en reduktion i antallet af anskydninger på ca. 70%.

I alt 1.364 ræve er undersøgt i årene 1998, 1999, 2001, 2003, 2004 og 2005. I 1998-1999 var andelen af dyr med hagl i kroppen ca. 25%, og i de følgende år faldt denne andel kun gradvist, til 22% i 2001 og 18% i 2003. Forskellen mellem årene var indtil 2003 ikke statistisk signifikant, dvs. det kunne ikke udelukkes, at den skyldtes tilfældige udsving i stikprøverne. Efter en intensivering af Skov- og Naturstyrelsens og Danmarks Jægerforbunds informationskampagner faldt andelen af ræve med hagl dog for første gang statistisk signifikant, til 11%, i 2004. I 2005 er dette fald fastholdt med en andel på 10%.

Alle de tre undersøgte arter har dermed vist markante fald i andelen af individer med hagl siden 1997. Ud fra disse undersøgelser kan det konkluderes, at handlingsplanen har haft markante effekter, i form af forbedringer i jagtudøvelsen.

De konstaterede fald omhandler de såkaldte lette anskydninger, defineret som dyr eller fugle, der har overlevet en anskydning i det mindste indtil tidspunktet for prøvetagningen efter jagtsæsonens afslutning. De såkaldte alvorlige anskydninger, hvor vildtet om-kommer inden tidspunktet for prøvetagningen, indgår således ikke i tallene. Ud fra den foreliggende (begrænsede) viden om omfanget af alvorlige anskydninger kan det dog antages, at der ikke kan ske en reduktion i antallet af lettere anskydninger, uden at der også vil ske en reduktion i antallet af alvorlige. Imidlertid må det bemærkes, at forholdet mellem alvorlige og lette anskydninger vil afhænge af skudafstanden, så i det omfang effekterne af handlingsplanen skyldes en reduktion af skudafstandene – hvilket var planens hovedanbefa-ling – kan det ikke fuldstændigt udelukkes, at reduktionen i antallet af lette anskydninger er forholdsmæssigt større end i antallet af alvorlige.

Samlet diskussion og konklusioner

Hvis handlingsplanens effekter vurderes meget konservativt – dvs. udelukkende ud fra de helt sikre resultater - må den som et minimum have forebygget mindst 11.000 anskydninger årligt. Men hvis det yderligere antages 1) at danske jægere har stået for hele den konstate-rede forbedring for kortnæbbet gås, 2) at der er sket tilsvarende forbedringer for de øvrige fire jagtbare gåsearter, og 3) at den lavere andel af ederfuglehunner med hagl i kroppen, der blev konstateret i 2001, alle afspejler forbedringer i jagtudøvelsen, er en mere realistisk vurdering, at planen kan have forebygget op til ca. 80.000 anskydninger årligt for disse syv arter. Dertil vil så skulle lægges en reduktion i antallet af alvorlige anskydninger. Disse syv arter repræsenterer et samlet årligt udbytte på knap 150.000 stk.

Det kan dermed konkluderes, dels at planen har haft positive effekter, og dels at disse - med en rimelig grad af realisme - kan antages at have været betydelige.

Et grundlæggende princip i handlingsplanen har været, at jægerne i første omgang selv og ad frivillighedens vej skulle søge at begrænse problemernes omfang. Det vurderes, at planens hovedanbefaling - at sænke skudafstandene - sammen med den holdningsbearbejdelse, der er udført af Skov- og Naturstyrelsen og Danmarks Jægerforbund, er den indirekte årsag til de målte effekter.

Det er formentlig det mest rimelige at gå ud fra, at handlingsplanen også har haft effekter for de øvrige – ikke undersøgte - vildtarter. Men resultaterne for ræv, hvor der først kunne konstateres et statistisk sikkert fald i 2004 – 7 år efter starten på handlingsplanen, men 1 år efter at der i 2003 var sat fokus på arten - må give anledning til visse forbehold. Ud fra dette resultat kan det ikke udelukkes, at handlingsplanens positive effekter har været størst for netop de arter, der har været centrale i debatten – dvs. netop de arter, der er blevet undersøgt.

Det vurderes dog også, dels at der er mulighed for yderligere reduktioner af antallet af anskydninger, og dels at hvis de positive effekter skal fastholdes, vil der være behov for at videreføre både en handlingsplan, holdningspåvirkninger og videnopbygning i endnu nogle år. Det vurderes samtidig, at da omfanget af anskydning først og fremmest er forbundet med den måde, jagten udøves på, vil holdningspåvirkninger i sidste instans være den mest effektive strategi til at minimere omfanget af anskydning – fredninger naturligvis undta-get.

Handlingsplanen blev oprindeligt udarbejdet over en kort periode og på et forholdsvist begrænset vidensmæssigt grundlag. I lyset af, at man i dag ved betydeligt mere end i 1997, kunne det overvejes dels at opdatere planen og dels hvorvidt en mere langsigtet strategi, hvor der først og fremmest satses på de yngre jægere, herunder jagttegnsaspiranter, kunne være mere effektiv på længere sigt. Der kan ligeledes ud fra den samlede viden gives en række anbefalinger til en opdatering af de såkaldte jagtetiske regler.

 

Hele rapporten i pdf-format (1.057 kB).