Geels, C., Bak, J., Callesen, T., Frohn, L.M., Frydendall, J., Gyldenkærne, S., Hansen, A.G., Hutchings, N., Jacobsen, A.S., Pedersen, P., Schneekloth, M., Winther, S., Hertel, O. & Moseholm, L. 2006. Faglig rapport fra DMU nr. 568. 89 s.
Sammenfatning
Rapporten giver en faglig status for de eksisterende beregningsværktøjer til VVM-vurderinger og miljøgodkendelser, herunder den nuværende Ammoniakmanual og det Fællesamtlige Regneark, som amterne har udviklet i de seneste år. Herudover gives forslag til en ny, lettere anvendelig og mere robust metode, som med fordel vil kunne anvendes i kommunernes fremtidige sagsbehandling.
Implementering af et operationelt beregningssystem, som bygger på en internetbaseret løsning og ikke som i dag et regneark, vil have en række væsentlige fordele i forhold til brugervenlighed, robusthed i brug, mulighed for at anvende mere kvalificerede beregningsforudsætninger og en løbende faglig opdatering og kvalitetskontrol.
Fortsat brug af nuværende beregningsværktøj
Det nuværende beregningsværktøj har en række fejl og mangler, men det Fællesamtlige Regneark fungerer og giver en sammenhæng mellem et husdyrhold, de resulterende emissioner af kvælstof og den ef-terfølgende afsætning af kvælstof til omgivelserne. Regnearket kan i den mest simple form lægges på nettet som nu med en række henvisninger til relevante databaser samt yderligere dokumentation.
Der bør dog som minimum foretages en yderligere dokumentation af regnearkets faner og kvalitetskontrol af beregningerne, samt opdatering af beregningssystemets kurver for spredning og afsætning baseret på nye og opdaterede modelberegninger med OML-DEP. Endvidere skal amternes vejledning opdateres.
Behov for opdatering af det nuværende beregningssystem
De eksisterende værktøjer er komplicerede og ikke lette at anvende. Endvidere kræver anvendelsen af beregningssystemet i flere tilfælde, at der foretages en række fortolkninger, som kan risikere at falde forskelligt ud afhængig af sagsbehandlerens ekspertise og erfaring.
Dette giver fremover en ikke uvæsentlig risiko for uens sagsbehandling fra kommune til kommune og måske tilmed fra sagsbehandler til sagsbehandler.
Kommunernes sagsbehandlere har derfor opstillet en række ønsker til et nyt beregningsværktøj. Det nuværende beregningssystem lever ikke fuldt ud op til disse ønsker.
Endelig er der et stærkt behov for en opdatering og validering af metoden på basis af det eksisterende vidensgrundlag. Dette gælder især på områderne emissionsberegninger inkl. sæsonvariationer, kurver for spredning og afsætning i lokalområdet samt bedre fastsættelse af tålegrænser. Der er ligeledes behov for en løbende opdatering og beregning af baggrundsafsætningen af kvælstof.
Forslag til nyt beregningsværktøj
Der foreslås et nyt og opdateret beregningsværktøj som kun indehol-der tre trin: 1) en simpel screening for alle brug < 75 DE, 2) en stan-dard nomogrambaseret metode for alle brug > 75 DE og 3) en metode baseret på en detaljeret modelberegning, hvor kommunen eller ansøger måtte ønske dette på basis af særlige lokale forhold.
Den nye metode baserer sig på et nyt sæt af standardkurver, som afbalancerer de modelmæssige usikkerheder og inddrager på mere hensigtsmæssig vis en justering af baggrunden i situationer med flere kilder, sæsonvariationer, vegetationsdække (ruhed) mv.
Beregningsmetoden vil kunne bygges op på internettet med indbygget opslag i relevante databaser for bl.a. emission, meteorologi, vegetationskort og baggrundsforurening ud fra det ansøgtes beliggenhed, både hvad angår stald og markbidrag. Et sådant netbaseret system vil kunne udbygges i takt med vidensgrundlaget og opdateres uden at brugerfladen ændrer sig.
Ny vejledning
Arbejdsgruppen har ikke i denne projektfase kunnet formulere teksten til en ny vejledning, da en sådan forudsætter, at der gennemføres en række specifikke faglige aktiviteter og valg, herunder fastlæggelse af afskæringskriterier og kritiske afstande til relevant natur.
På basis af den nuværende ammoniakmanual samt det foreliggende materiale fra amterne og en opdatering af vidensgrundlaget, vil en ny vejledning kunne udarbejdes inden den 1. december 2006 med udbygning og opdatering i 2007 såfremt arbejdet hurtigt igangsættes i 2006. Arbejdsgruppen har skitseret, hvorledes dette vil kunne gennemføres.
Det vil imidlertid være hensigtsmæssigt, at der - uanset beslutning om graden af opdatering af beregningsgrundlaget - laves en ny netbaseret brugerflade, så de kommende medarbejdere i kommunerne ikke over få år skal tillære sig to systemer, dels først det Fællesamtslige Regneark, dels efterfølgende et nyt beregningssystem. I en første periode (2007) vil Regnearket evt. kunne anvendes som beregningsgrundlag bag brugerfladen for senere (2008) at blive afløst af det opdaterede værktøj uden at brugerfladen ændres.
Rapporten indeholder en række bilag, som i detaljer beskriver og dokumenterer en række af de anvendte metoder samt redegør for en række af de foretagne faglige vurderinger, som udgør grundlaget for metoden.
Hele rapporten i pdf-format (1.501 kB).