Aarhus Universitets segl

Nr. 565: Dioxin i atmosfæren i Danmark

Vikelsøe, J., Hovmand, M.F., Andersen, H.V., Bossi, R., Johansen, E. & Chrillesen, M. 2006. Faglig rapport fra DMU nr. 565, 83 s.


Sammenfatning


Formål

Formålet med nærværende undersøgelse har været at bestemme niveauet af dioxiner i luft og nedbør i Danmark. Dioxiner består af polychlorerede dibenzo-p-dioxiner og polychlorerede dibenzofuraner, der fælles forkortes til ”PCDD/F”. Den geografiske variation samt variation med årstid og kildepåvirkning er undersøgt ved at måle på lokaliteter i baggrundsområder, byområde og nær hav. Den samlede danske deposition er estimeret ud fra målingerne og sat i forhold til dioxinindhold fundet i jord, sø- og havsediment samt i mælk og fisk.


Måleperiode

Undersøgelsen begyndte i efteråret 2001 og er udvidet gradvist indtil slutningen af foråret 2005. Der er målt PCDD/F i nedbør på tre skovstationer i det danske baggrundsområde: Vestjylland (Ulborg), Nordsjælland (Frederiksborg) og Bornholm samt i et byområde (København). Nedbøren er målt som bulk deposition. I Frederiksborg er der også målt dioxin i gennemdryp, d.v.s. den nedbør, der passerer trækronen. Koncentrationen af dioxin i luft er målt i Frederiksborg og København samt periodisk i en landsby (Gundsømagle) på en lokalitet tæt på husstande med brændeovn.


Metoder

Metoden til prøvetagning af bulk deposition er udviklet til projektet og baseres på absorption af dioxin til filtermateriale i felten. Luftprøver er udtaget iht. US-EPA forskrifter. Der er udtaget månedsprøver, i visse tilfælde to-måneds prøver, sidstnævnte enten som samlet eksponering to måneder i felten eller som sammenlægning af to månedsprøver i laboratoriet. Analysemetoden består af ekstraktion i toluen fulgt af klassisk oprensning v.h.a. væskekromatografi på silikagel og aluminiumoxid. Påvisning og kvantificering af de forskellige PCDD/F’er er udført ved højtopløsende GC/MS.


Luft resultater

Resultaterne for luftmålingerne viser en tydelig årstidsvariation med maksimum om vinteren og en relativ lille variation årene imellem. Luftkoncentrationen i Nordsjælland og København er meget ens, hvilket kan tyde på, at fjerntransporteret dioxin udgør et betydeligt bidrag til PCDD/F i luften på de pågældende lokaliteter. I landsbyen er der hovedsagligt målt i fyringssæsonen og disse målinger viser højere værdier end samtidige målinger i Nordsjælland og København. De høje værdier skyldes formentlig, at målingen er foretaget tæt på kilder (brændeovne).


Bulk deposition resultater

Resultaterne for bulk deposition viser en årstidsvariation med maksimum om vinteren, men også med nogen variation årene imellem. Den geografiske fordeling viser den højeste deposition i København og lavest i Ulborg. Udelades København, er den geografiske variation en faktor to. Dette betragtes som en beskeden variation, der kan betyde, at dioxinindholdet i nedbøren hovedsageligt stammer fra langtransport af dioxin fra fjerne kilder.


Gennemdryp resultater

Resultaterne for gennemdryp viser en betydelig variation året igennem og tilsyneladende er variationen ikke årstidsafhængig. Gennemdryp giver et lidt højere gennemsnitsniveau end bulk deposition, formentligt fordi PCDD/F fra luften afsættes i trækronerne og senere føres ned til skovbunden med regnen eller nedfaldne nåle/organisk materiale.


Årlig landsdeposition

Målingerne af bulk deposition i baggrundsområderne er brugt til at estimere et samlet gennemsnit til det danske landområde. Det beregnes til 4,5 pg/m2•d I-TEQ, hvilket svarer til en samlet deposition over hele landet på 72 g/år I-TEQ. Estimatet for det samlede danske atmosfæriske udslip af dioxiner er 11-148 g/år I-TEQ.


Kongener TEQ profiler

Hovedbidraget til TEQ stammer fra 2,3,4,7,8-PeCDF fulgt af 1,2,3,7,8-PeCDD, 2,3,7,8-TCDD og HxCDD’erne, uanset lokalitet, årstid eller hvorvidt der er målt i luft, nedbør eller gennemdryp.


Korrelationsanalyse

Der er god korrelation mellem luftkoncentrationerne målt i Frederiksborg og København. Der er også en signifikant korrelation mellem bulk deposition og gennemdryp i Frederiksborg, men ingen sammenhæng mellem luftkoncentration og bulk deposition h.h.v. gennemdryp.


Betydning for jord

Det estimerede niveau af bulk deposition kan nogenlunde redegøre for dioxinindholdet i jord analyseret fra landområder. Selvom bulk depositionen målt i København er højere end resultaterne fra baggrundsstationerne, så er depositionen af dioxin i København ikke høj nok til at forklare de koncentrationer, der er fundet ved analyse af jorden i byen.


Betydning for sediment

Koncentrationerne af dioxin i sediment fra undersøgte søer er generelt for høje til at kunne forklares ved bulk deposition som eneste kilde. Dette gælder også havsediment.


Human indtagelse, fisk

Den totale atmosfæriske deposition af dioxin til havoverfladen af den vestlige Østersø estimeres til 1,3 mg I-TEQ/km2•år. Ud fra målinger af dioxinindholdet i fede pelagiske fisk (sild og laks) og en estimering af den årlige biomasseproduktion kan det anskueliggøres, at optaget i fiskene svarer til ca. 0,4% af den atmosfæriske tilførsel af dioxiner til havoverfladen. Atmosfærisk deposition tilfører således Østersøen et stort overskud af PCDD/F, som er tilgængeligt for optagelse i fødekæderne. Fede fisk fra Østersøen er en betydningsfuld kilde til befolkningens indtagelse af dioxin.


Human indtagelse, mælk

Gennemsnitsdepositionen om sommeren til danske landområder er estimeret til 2,8 pg/m2•d I-TEQ. Dette er omkring seks gange højere end den mængde, der findes i mælken produceret pr. arealenhed fra græssende køer over en sommer sæson. Dette betydelige overskud gør det sandsynligt, at atmosfærisk deposition er kilden til hovedparten af dioxin i komælk og afledede mejeriprodukter, som næst efter fisk er den betydeligste kilde til human indtagelse.


Andre undersøgelser

De fundne koncentrationsniveauer af dioxin i luft er i overensstemmelse med svenske resultater, dog måles lavere værdier ved den svenske vestkyst. Andre rapporterede luftkoncentrationer fra europæiske målestationer ligger generelt på et højere niveau. Resultaterne for bulk deposition i baggrundsområder er generelt i overensstemmelse med nordtyske målinger i baggrundsområder.


Hele rapporten i pdf-format (700 kB).