Nielsen, K., Andersen, H.E., Hansen, J.F., Heckrath, G.J., Knudsen, L., Tybirk, P., Andersen, K.B. & Bojesen, O. 2006. Faglig rapport fra DMU nr. 566. 42 s.

 

Sammenfatning

 

Skov- og Naturstyrelsen igangsatte i sommeren 2005 udarbejdelse af en vejledning til kommunernes administration af godkendelser af ansøgninger om etablering, ændringer og udvidelser af husdyrbrug. Denne rapport beskriver det faglige grundlag for de metoder i relation til landbrugets fosfortab, der kan indgå i den fremtidige vejledning for kommunerne. Rapporten kan anvendes som baggrundsviden for vejledningen, som udarbejdes efterfølgende.

 

På nuværende tidspunkt findes ikke redskaber, som kan beregne sammenhæng mellem tilført mængde fosfor til marken og tab af fosfor fra marken til vandområder, selv om landbrugsdrift giver anledning til et forøget fosfortab. Man er derfor henvist til at lave en generel risikovurdering, hvor den enkelte bedrifts fosforbalance vurderes i forhold til vandområdernes sårbarhed og målsætning. Fosforbalancen for den enkelte mark angiver gennem fortegn og størrelse, hvorvidt jordens fosforindhold stiger, nedbringes eller bevares uændret.

 

Marker, der er særlig udsat for fosfortab gennem erosion kan i første omgang identificeres ved hjælp af den såkaldte KLS-kortlægning, hvor markernes placering angives. Andre faktorer som dræningsgrad, forekomst af lavbundsjorde og jordens fosforstatus (fosfortal) kombineret med transportveje til vandområder har også væsentlig betydning for udpegning af risikoområder. Indtil der i 2009 vil foreligge et bedre værktøj til udpegning af områder med særlig stor risiko for fosfortab, må ovenstående faktorer indgå i vurderingen af risikoområder.

 

En oversigt over de vigtigste virkemidler til reduktion af fosfortabet fra marker er angivet i rapporten på baggrund af forarbejdet til VMP III. Det er ikke muligt på nuværende tidspunkt, at kvantificere effekten af de fleste af virkemidlerne, lige som kun nogle få virkemidler umiddelbart kan implementeres.

 

En oversigt over fremtidige metoder til regulering af husdyrbrugs fosfortab kan med udgangspunkt i vandområders målsætning og sårbarhed reguleres på principielt tre måder:

1. Et generelt maksimalt krav til fosforbalancens størrelse til alle husdyrbrug i et opland.
2. Krav stilles til særlige risikoområder i den udstrækning, det er muligt at identificere dem. Ved brug af ét eller flere virkemidler søges fosfortabet fra disse områder reduceret. Der stilles ikke krav til de øvrige områder i oplandet.
3. En kombination af 1 og 2. Der stilles et generelt krav til fosforbalancens størrelse for hele oplandet og virkemidler anvendes for at mindske fosfortabet fra de identificerede risikoområder.

 

Hele rapporten i pdf-format (1.061 kB).