Sammenfatning
Tilstandsvurderingssystemet omsætter dokumenteret viden og eksperterfaring om strukturelle og biologiske forhold i naturtyper og levesteder til målbare og objektive parametre, der kan bruges i karakteriseringen og forvaltningen af danske naturtyper. Tidligere har forvaltningen i høj grad bygget på eksperters personlige erfaringer og vurderinger af naturarealers biologiske tilstand (i det følgende omtalt som naturtilstanden), og det har været vanskeligt for udenforstående, også andre eksperter, at få indsigt i, hvad der har ført til en given vurdering. Det her præsenterede tilstandsvurderingssystem bygger på enkle visuelle indikatorer, der ved en feltindsats på en halv-halvanden time kan karakterisere en lokalitet. Tilstanden beskrives ved indikatorer, der afkrydses i forholdsvis brede kategorier. Dermed er opnået et meget robust og enkelt system, der relativt entydigt karakteriserer naturtilstanden af forskellige naturtyper. Naturtilstanden vurderes på en skala fra 0 til 1, opdelt i fem tilstandsklasser fra dårlig til høj naturtilstand, svarende til vandrammedirektivets fem økologiske tilstandsklasser.
Udgangspunktet for tilstandsvurderingssystemet som det foreligger nu, er Habitatdirektivets naturtyper og arter, og brugen af systemet i forbindelse med basisanalysen under Lov om Miljømål spiller en vigtig rolle i denne rapport. Systemet kan umiddelbart udvides til andre dele af den danske natur, hvis der foretages en tilsvarende udvikling af indikatorer, tildeling af point og vægtning for de involverede naturtyper og arter.
Data for struktur og artssammensætning indgår i beregning af hhv. strukturindeks og artsindeks, til brug for vurderingen af naturtilstand. Både struktur- og artsindeks benytter en referenceskala med værdier mellem 0 og 1, hvor 1 er den bedst opnåelige tilstand. Oplysninger om arealernes størrelser indgår ikke i beregningen af arealernes naturtilstand. Blandes oplysninger om arealstørrelse og naturtilstand, kan vigtige oplysninger om små værdifulde arealer med høj naturtilstand risikere at gå tabt.
De strukturelle indikatorer udgør en meget væsentlig information om naturtypernes aktuelle tilstand. De er enkle at observere visuelt, og giver et hurtigt overblik over såvel den aktuelle tilstand som de forhold, der er årsag til en negativ udvikling. Med udgangspunkt i de indikatorer, der indgår i rapporten "Kriterier for gunstig bevaringsstatus" (Søgaard m.fl. 2003), er der udvalgt følgende fem indikatorgrupper for struktur og funktion, som er fælles for alle naturtyperne:
Inden for hver gruppe er knyttet en eller flere indikatorer, der registreres i felten. Hver indikator er opdelt i relativt grove kategorier, og registreringen foretages ved at afkrydse den kategori, der bedst svarer til naturtypens aktuelle tilstand. På forhånd er der foretaget en pointtildeling til hver af disse kategorier, således at en høj pointtildeling svarer til en optimal tilstand for den givne naturtype. Da indikatorerne indgår med forskellig betydning for den samlede naturtilstand, tildeles hver indikator desuden en vægt afhængig af dens betydning for det samlede indeks. Beregningen af strukturindekset foretages ved at udregne gennemsnittet af pointene for de vægtede indikatorer.
Artssammensætningen er en vigtig indikator til at identificere naturtyperne og til at karakterisere deres lokale livsvilkår, og dermed den naturtilstand de er i. De stedfaste arter, i særdeleshed vegetationen, er helt afhængige af de specifikke, lokale forhold og de er dermed særligt velegnede til at afspejle naturtilstanden. Alle arter, både flora- og faunaarter, der på denne måde er tillagt en værdi, artspoint, kan indgå i beregningen af et artsindeks for det kortlagte areal. Vegetationens artssammensætning opgøres ved at notere arterne i en cirkel med radius 5 m, hvor centrum placeres i et homogent område, der er karakteristisk for naturtypen. For hver naturtype er på forhånd udvalgt lister over de arter, der bidrager positivt til naturtypens naturindhold, og disse arter tildeles artspoint mellem 1 og 7. Lave point tildeles arter, der har lav forklaringskraft om naturtypens tilstand og høje point tildeles arter, der har høj forklaringskraft. De sjældne arters større krav til levestedets tilstand betyder, at deres tilstedeværelse ofte vil være en god indikator på lang kontinuitet og ringe menneskelig påvirkning af arealerne. Arternes generelle hyppighed er derfor benyttet som udgangspunkt for pointtildelingen. I flere tilfælde vil der dog være behov for at justere de hyppighedsbaserede artspoint.
Artssummen, der er summen af artspoint på et areal, afspejler arternes hyppighed, men selvfølgelig også antallet af arter i cirklen. Derfor vil artsfattige naturtyper opnå mindre artssum end artsrige naturtyper, uden at det dermed er udtryk for at de artsrige naturtyper har højere naturkvalitet. Aske-elleskove, kalkoverdrev, rigkær og strandenge er de mest artsrige, og klitterne, hederne og de sure moser er de mest artsfattige. Når artssummerne omsættes til et artsindeks med værdier mellem 0 og 1 foretages derfor en justering for den enkelte naturtypes artsrigdom.
Systemet er også udviklet til at vurdere naturtilstanden for arters levesteder. Vurderingen tager udgangspunkt i en vurdering af tilstanden i de naturtyper, arten er tilknyttet, suppleret med en række indikatorer, der er relevante i forhold til artens overlevelse på sigt. For nogle arters vedkommende vil deres trivsel være tæt knyttet til naturtypens generelle tilstand, mens det for andre arters vedkommende vil være nogle helt specifikke krav, der ikke nødvendigvis er afspejlet i naturtypernes tilstand. Hver af de supplerende indikatorer tildeles point og vægte som beskrevet for de strukturelle indikatorer. Den gennemsnitlige værdi af de vægtede supplerende indikatorer resulterer i et "supplerende indeks". Den endelige vurdering af levestedets naturtilstand foretages ved at afveje de tre indeks, struktur- og artsindeks af naturtyperne samt det supplerende indeks for arten.
TILDA (TILstandsvurdering af DAnske naturtyper) er en nyudviklet Access-database hos DMU, der kan foretage beregningerne af de beskrevne indeks. Data fra kortlægningen kan tastes direkte ind i databasen, og det er muligt at linke data fra Excel-regneark direkte til databasen. I databasen ligger oplysningerne om pointtildeling og vægttildeling for hver enkelt af habitatnaturtyperne. Databasen vil blive frigivet, når den er testet og kalibreret ud fra data fra kendte lokaliteter.
Systemet omfatter indtil videre kun de terrestriske lysåbne naturtyper på Habitatdirektivet. Med passende udvælgelse af indikatorer vil det direkte kunne overføres på de skovdækkede naturtyper. Selve tilstandsvurderingsmetoden, der bygger på vurdering af egnede indikatorer i relativt grove kategorier, der værdisættes og vægtes i forhold til en referenceskala fra 0 til 1, vil givetvis også være anvendelig til at vurdere naturtilstanden i andre naturtyper, herunder vandløb og søer.
Hele rapporten i pdf-format (1.180 kB).
