Faglig rapport fra DMU nr. 539: Anvendelse af molekylærgenetiske markører i naturforvaltningen. Andersen, L.W., Simonsen, V., Søgaard, B., Madsen, A.B. Pertoldi, C., Wind, P., Pihl, S., Fog, K., Damgaard, C.F. 2005. 66 s.
Sammenfatning
Formålet med denne faglige rapport er at vise, hvorledes molekylærgenetiske markører kan anvendes i naturforvaltningen. EF-Habitatdirektivet pålægger Danmark at sikre overlevelse af en række arter, der på nuværende tidspunkt er sårbare eller truede. Ved forvaltning af denne opgave er der mange hensyn at tage til arternes krav til føde (mængde og kvalitet) og plads til forskellige formål (jagt, parringsadfærd og yngelpleje). Blandt de større trusler mod en arts overlevelse er reduktion i bestandsstørrelse, der kan medføre indavl, og vanskelighed ved at tilpasse sig et dynamisk miljø. Konsekvensen af reduktion i bestandsstørrelse og af indavl er ofte en reduceret genetisk variation og dermed en forøgelse af genetisk ensartethed af individerne i bestanden. Det kan føre til reduceret levedygtighed og i værste fald medføre at bestanden uddør. Konsekvensen af en lav genetisk variation er også en reduceret evne til at tilpasse sig et dynamisk miljø hvilket kan føre til en reduceret evne til at modstå angreb fra bakterier, vira eller pesticider, som arten ikke tidligere har været udsat for. Nøglen til et individs evne til at kompensere for påvirkninger udefra er individets genom (det samlede genetiske materiale). Jo mere varieret genomet er, desto bedre er chancen for, at individet overlever. Hvis en bestand har en høj grad af genetisk variation forøger det bestandens chance for at overleve. Derfor er det nødvendigt at inddrage bestandens genetiske sammensætning, når det skal vurderes, om en art er levedygtig i et givet område. Rapporten redegør kortfattet for den molekylærgenetiske variation og dens betydning for en bestands evne til at overleve. Desuden beskrives det hvordan, menneskeskabte effekter kan påvirke en bestand.
Undersøgelser af mygblomst, odder og løvfrø belyser hvordan arternes genetiske sammensætning kan udnyttes i naturforvaltningen. For mygblomst blev der ikke påvist genetisk variation med de benyttede teknikker, og på det grundlag var det ikke muligt at komme med anvisninger på plejemetoder, som kan forbedre mygblomsts overlevelse i Danmark. For odder var det muligt ud fra museumsmateriale at inddrage et tidsperspektiv i vurderingen af den genetiske variation. Resultatet viste overraskende at den genetiske variation i nutidens oddere kun var lidt reduceret i forhold det historiske materiale. Der var antydninger af, at odderbestanden i Danmark er genetisk differentieret, og at der tidligere var sket drastiske bestandsreduktioner. Materialet tyder på, at nutidens oddere har fortsat en negativ udvikling i mængden af den genetiske variation, som sandsynligvis startede forhistorisk i tid. Naturligvis vil mulighed for migration mellem områder reducere den negative udvikling, men det er næppe sandsynligt, at migration kan standse udviklingen. Løvfrø er undersøgt ved at sammenligne bestande, der tidligere er vurderet til at have en gunstig bevaringsstatus med bestande, der havde en ugunstig bevaringsstatus. Undersøgelsen viste at bestande med gunstig bevaringsstatus havde større gentisk variation end bestande med ugunstig bevaringsstatus. Desuden blev det påvist, at hovedparten af løvfrøerne var meget stedtro. Men det kunne også påvises at en del individer vandrede fra et kildevandhul til nyetablerede vandhuller eller til nabo-vandhuller som lå op til fem km borte. Desuden kunne det påvises at der var sket en kunstig introduktion forårsaget af mennesker i et af vandhullerne. Frøerne i dette vandhul var tættere beslægtede med frøer fra et fjerntliggende vandhul ca. 20 km borte end med frøer i et nabo-vandhul. Effekten af genetisk drift (tilfældigt tab af genetisk variation) og indavl blev påvist i isolerede vandhuller, hvor der blev fundet en reduceret overlevelse af haletudser. Bestandsstørrelsen i de enkelte vandhuller blev målt ved optællinger af kvækkende hanner. Der blev påvist en positiv sammenhæng mellem antal kvækkende hanner og den genetiske variation, dvs. des flere hanner, jo mere genetisk variation. Resultaterne viste at de genetiske undersøgelser afspejlede hvilke bestande der har en gunstig bevaringsstatus, og hvilke der har en ugunstig status.
De forvaltningsmæssige konsekvenser af de genetiske analyser af de tre arter antyder, at der på baggrund af de herværende genetiske undersøgelser af mygblomst ikke er indikationer af, at f.eks. spredningskorridorer eller anden form for udveksling af genetiske materiale vil forbedre artens levedygtighed. De genetiske analyser af odder antyder, at odderen i Jylland bør forvaltes som en sammenhængende bestand. For at opretholde i det mindste den moderate genetiske variation anbefales en effektiv bestandsstørrelse på 500 kønsmodne individer, hvilket betyder at bestandsstørrelsen for odder bør være på 1.200 til 1.600 voksne individer. Den lille bestand på Sjælland bør forvaltes så den får mulighed for at vokse. De genetisk analyser af løvfrø viser en signifikant sammenhæng mellem antal kvækkende hanner og mængden af genetisk variation i det enkelte vandhul. Påvisningen af vandringsretningen hos løvfrø gør det muligt at afgøre hvilke bestande der er isolerede og dermed rette forvaltningsindsatsen specifikt mod en sikring af spredningsmuligheder indenfor grupper af delbestande. Det vil give en stabil eller stigende bestandsstørrelse af løvfrøer og vil muliggøre at der opnås en gunstig bevaringsstatus for alle grupper.
Afslutningsvis er der med udgangspunkt i EF-Habitatdirektivets bilag II og IV en kort gennemgang af arter, hvis bevaringsstatus er usikker eller ugunstig og hvor undersøgelser af deres genetiske variation med fordel kan inddrages i deres forvaltning.
Hele rapporten i pdf-format (1.737 kB).
