Aarhus Universitets segl

Nr. 508 NOVANA. Det nationale program for overvågning af vandmiljøet og naturen. Programbeskrivelse - del 2

Svendsen, L.M., Bijl, L. van der, Boutrup, S. & Norup, B. Faglig rapport nr. 508, 2005

 

Sammenfatning

 

Det Nationale Program for Overvågning af VAndmiljøet og NAturen (NOVANA) træder i kraft pr. 1. januar 2004.

 

Programmets overordnede formål er at følge tilstand og påvirkninger af vandmiljø og natur og udviklingen heri:

 

- Beskrive forureningskilder og andre påvirkningen og deres effekt på tilstand og udvikling i vandmiljø og terrestrisk natur

-Overordnet dokumentere effekten af nationale vandmiljø- og naturhandlingsplaner og foranstaltninger –herunder om målsætningen er nået, og udviklingen går i den ønskede retning

- Opfylde Danmarks forpligtelser i henhold til EU-lovgivning, internationale konventioner og national lovgivning

- Bidrage til at styrke det faglige grundlag for fremtidige internationale tiltag, nationale handlingsplaner, regional forvaltning og andre foranstaltninger til forbedring af vandmiljø og natur, herunder bidrage til at udvikle forskellige værktøjer.

 

Med dette program kan Danmark opfylde sine internationale overvågnings- og rapporteringsforpligtelser på vandmiljøet og naturområderne, i det mindste på et minimumsomfang.

 

NOVANA-programmet afløser det Nationale program for Overvågning af Vandmiljøet (NOVA-2003), som har været i kraft siden 1998. Dette program havde sit udspring i Vandmiljøplanen fra 1987, hvor der blev iværksat et overvågningsprogram for vandmiljøet som et supplement til amternes tilsyn. Hensigten med NOVANA har været at naturovervågningen og især overvågningen af den terrestriske natur har skullet inddrages i den nationale overvågning, ikke mindst af hensyn til forpligtelser i habitatdirektivet. Til forskel fra NOVA-2003 indgår derfor overvågning af terrestrisk natur og arter i NOVANA, ligesom der er sket en opprioritering af akvatisk natur.

 

Programmets aktører er Danmarks Miljøundersøgelser, Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser, Miljøstyrelsen, Skov- og Naturstyrelsen, amterne, Bornholms Regions Kommune, København og Frederiksberg Kommuner. Danmarks Miljøundersøgelser er overordnet ansvarlig for NOVANA og koordineringen heraf. De regionale aktører får via et bloktilskud finansieret NOVANA aktiviteter. Herudover har amterne lagt en del af deres tilsyn aktiviteter ind i overvågningen af vandmiljøet.

 

Der er udarbejdet en programbeskrivelse for NOVANA, som består af tre dele. Denne del af programbeskrivelsen for NOVANA, som kaldes del 2 omfatter en beskrivelse af delprogrammerne, som består af følgende – nævnt i den rækkefølge de er beskrevet her:

- Baggrundsovervågning af luftkvalitet og atmosfærisk deposition

- Punktkilder

- Landovervågning

- Grundvand

- Vandløb

- Søer

- Hav og fjord

- Arter og terrestriske naturtyper

- Det landsdækkende luftkvalitetsmåleprogram i byerne.

 

Delprogrammerne er beskrevet efter følgende disposition:

 

1. Indledning. Hvem gør hvad i delprogrammet, og hvad omfatter delprogrammet?

2. Baggrund og status. Reference til tidligere programmer, de faglige erfaringer, opfølgning på faglig viden, hvad der er vigtigt at få belyst. Omtale af de vigtigste dele af behovsopgørelsen.

3. Formål. Delprogrammets overordnede formål.

4. Strategi. Den overordnede metode. Præmisser brugt i metodedesignet. Beskrivelse af håndtering af intensiv og ekstensiv del. Hvordan der er taget højde for international evaluering, statistisk optimering og behovsopgørelsen. Hvordan programmet er koblet til de andre delprogrammer. Oversigt over de gennemgående elementer.

5. Programmets indhold. En beskrivelse af rammerne i arbejdet, men ikke detaljerne. Strukturen af undertemaer, parametre, frekvenser, intervaller og stationer.

6. Væsentlige ændringer ift. NOVA-2003.

7. Temaspecifikke forudsætninger (ikke generelle forudsætninger, idet de omtales i del 1). Input fra og output til andre delprogrammer.

8. Konsekvenser af programmet ift. behovsopgørelsen. Angivelse af, hvor der kan være problemer med opfyldelse af forpligtelser.

9. Bilag med oversigt over tungmetaller og miljøfremmede stoffer.

 

I programbeskrivelsen for NOVA-2003 er der en række detaljerede oplysninger, som der henvises til. Programbeskrivelsen for NOVA-2003 findes på:

 

http://www.dmu.dk/Overvågning/NOVA-2003+arkiv.

 

Hele rapporten i pdf format (2.040 kB)