DMU udarbejdede i 2007 en rapport med en vurdering af SCR-katalysatorer som virkemiddel til nedbringelse af NO2 forureningen i de største danske byer. De tilgængelige værdier for det direkte udslip af NO2 var usikre på daværende tidspunkt. Endvidere forventes en større andel af dieselpersonbiler end forudsat i de første beregninger. Tidligere forventedes et nyvognsalg nu og i fremtiden på ca. 25 % dieselpersonbiler, men dette er allerede større, hvorfor de nye beregninger er baseret på 40 %, som i dag anses for mere realistisk. Endvidere er der regnet på et enkelt scenario med 60 % for at vurdere følsomheden af denne parameter. Derfor er der gennemført nye beregninger med opdaterede data.
De nye vurderinger giver noget mindre antal overskridelse af NO2 grænseværdien på 40 µg/m3 end de tidligere gennemførte beregninger. Det skyldes dels den lavere direkte emission af NO2 baseret på nye data fra Tyskland og dels fordi bybaggrundsniveauet nu er beregnet på basis af den forventede reduceret NOx emission frem mod 2020, som vil være faldende som følge af lavere total emission i byerne på grund af strengere EURO normer.
I modsat retning virker den større direkte NO2 emission af eksisterende dieselpersonbiler med den forventede større andel af dieselpersonbiler (40 % eller 60 % i forhold til tidligere 23,4 %). Det fører til en væsentligt større NO2 koncentration.
Der er - ligesom i den første vurdering - regnet på de 138 mest trafikerede gadestrækninger i København. Der forventes at være ca. 90 overskridelser i basisscenariet i 2010, faldende til 1 i 2020. Antallet af overskridelser vil være lidt mindre i miljøzonescenariet, hvor der sættes filtre på alle tunge EURO III køretøjer og de endnu ældre tunge køretøjer forudsættes udskiftet med nye EURO V køretøjer.
SCR katalysatorerne på de køretøjer der får monteret partikelfiltre vil reducere antal overskridelser meget. I forbindelse med miljøzonescenariet vil antallet være 40 % lavere, når der sættes SCR katalysatorer på de tunge køretøjer. Sættes SCR katalysatorer på alle dieselbiler reduceres antallet til en fjerdedel. Sidstnævnte tiltag er dog endnu ikke teknisk muligt.
Resultaterne fra København vil umiddelbart kunne overføres til andre større byer på grundlag af data om trafiktæthed og gadekonfiguration (gadebredde) og bybaggrundsdata fra LMP, der viser sig at være lidt lavere (5-8 µg/m3 for NO2) i Odense, Århus og Aalborg end i København. Vi forventer derfor ingen eller få overskridelser af NO2 grænseværdien på 40 µg/m3 i de øvrige byer.
Hele rapporten i pdf-format (1,000 kB)