Sammenfatning
Selv om bestanden af krondyr (Cervus elaphus) på den fri vildtbane er vokset markant i størrelse og udbredelse siden 1970, hvor der kun fandtes spredte forekomster i Jylland, er der fortsat store lokale forskelle i såvel forekomst som bestandstæthed af arten. Den ujævne forekomst har været forklaret som et resultat af lokale forskelle dels i landskab, dels i omfanget af jagtlig efterstræbelse og andre former for menneskelig forstyrrelse.
For at belyse de mulige sammenhænge mellem disse faktorer og krondyrs forekomst og bestandstæthed er der gennemført en undersøgelse af de statistiske sammenhænge mellem jagtudbyttet af krondyr på den frie vildtbane i jagtsæsonen 2001/02 fordelt på i alt 322 10x10 km kvadrater i Jylland i forhold til landskabssammensætning (primært skov og ikke-skov), urbaniseringsgrad (forekomst af vejanlæg og bebyggelse) og den ”historiske” forekomst af krondyr i disse kvadrater (dvs. før 1985).
Analysen er baseret på informationer om nedlæggelseslokalitet for 956 krondyr angivet med en usikkerhed på højst 5 km fra en spørgebrevsundersøgelse foretaget blandt jægere, som havde indberettet at have nedlagt krondyr i 2001/02. De 956 krondyr fordelte sig på 124 kvadrater, dvs. 39% af samtlige kvadrater. Halvdelen var blevet nedlagt inden for blot 14 kvadrater, svarende til 4% af samtlige kvadrater og 11% af de kvadrater, hvor der var blevet nedlagt krondyr.
Sandsynligheden for, at der i et kvadrat var blevet nedlagt et eller flere krondyr, steg markant med kvadratets skovdækkede areal (især arealet af sammenhængende skov på mindst 5 km2) og arealet af udyrkede græs- og hedeflader og aftog svagt med kvadratets bebyggelsesgrad (antal bygninger eller det bebyggede areal). Der blev rapporteret om nedlagte krondyr i 89% af de kvadrater, hvor krondyr forekom før 1985 (defineret som ”kerneområdekvadrater”), i 39% af de kvadrater, som grænsede op til kerneområder og i ca. 20% af kvadraterne i det øvrige Jylland. De oprindelige kerneområder, hvor krondyr forekom før 1985, udgjorde således fortsat i 2001 tyngdepunkterne for de jyske kronvildtbestande. De markante forskelle i hyppighed af nedlagte krondyr mellem kerneområder og det øvrige Jylland bestod også efter, at der var blevet korrigeret for forskelle i landskabssammensætning (primært skovdækket areal). Tilsammen kunne 37% af variationen i lokal forekomst af nedlagte krondyr forklares ud fra landskabssammensætning og afstand til kerneområder. Selv om en del af denne ”kerneområdeeffekt” kan forklares ud fra forskelle i landskabsstrukturer, er antallet af afskudte krondyr i kerneområderne 3-8 gange højere end i resten af Jylland, hvis landskabssammensætningen tages i betragtning. Denne forskel skal nok primært forklares ud fra forskelle i afskydningspolitik og jagtpraksis mellem kerneområdekvadrater og det øvrige land.
I de 124 kvadrater, hvor mindst ét krondyr var rapporteret nedlagt, og arten derfor med sikkerhed forekom, var størrelsen af jagtudbyttet positivt korreleret med det samlede landareal inden for 1 km fra skov af mindst 5 km2 udstrækning og svagt negativt korreleret med forekomsten af veje bredere end 6 m. Selv når der var taget højde for disse landskabsfaktorer, blev der i gennemsnit nedlagt 3-4 gange så mange krondyr i kerneområdekvadrater som i de kvadrater i resten af Jylland, hvor der blev nedlagt krondyr. Jagtudbyttet var 5-7 gange højere i kerneområdekvadrater end i ikke-kerneområdekvadrater med tilsvarende landskabssammensætning. Jagtudbyttet i kvadrater, som stødte op til kerneområdekvadrater, var kun en smule højere end i kvadrater beliggende længere borte fra kerneområdekvadrater.
Forekomsten af krondyr såvel som bestandstætheden i de områder, hvor arten forekommer, er betinget af landskabets sammensætning og struktur samt den jagtlige efterstræbelse, men delvist forskellige faktorer gør sig gældende på de to niveauer. Gennemgående er forekomsten af store, sammenhængende skovområder dog af stor betydning, hvilket formentlig afspejler behovet for at søge dækning på grund af jagtlig efterstræbelse.
Forskellige aspekter af landskabets urbaniseringsgrad ser ud til at have en svagt negativ indvirkning på såvel forekomsten som bestandstætheden, men disse effekter er små i forhold til den overordnede betydning af landskabets sammensætning og ”kerneområdeeffekten”.
Resultaterne tyder på, at hvis man i et område har som vildtforvaltningsmæssig målsætning at forbedre vilkårene for, at en krondyrbestand kan etablere sig eller vokse, så er det vigtigt, at der findes eller skabes områder i landskabet, hvor krondyrene kan finde den fornødne sikkerhed i forhold til afskydning og ro i forhold til jagtlige og rekreative forstyrrelser.
Da det uden tvivl er jagten, der p.t. begrænser kronvildtbestandens vækst og spredning, og det efter alt at dømme er den nuværende jagtlige praksis, der forårsager den skyhed, som får krondyr til at undgå habitater, hvor de føler sig truet af mennesker, vil en lokal totalfredning over en periode formentlig være den mest effektive måde at sikre etablering og opbygning af nye lokale bestande. En midlertidig totalfredning vil sandsynligvis medføre en høj årlig bestandstilvækst. Samtidig vil de krondyr, som på grund af stigende bestandstæthed udvandrer til nye områder, formodentlig blive mere tolerante over for rekreative forstyrrelser, når de ikke længere udsættes for jagt. Om der i samfundet i almindelighed og blandt jægere, skovbrugere og landmænd i særdeleshed kan skabes enighed om en sådan strategi, er en anden sag.
Hvor nedlægges krondyrene - og hvorfor? Sunde, P., Asferg, T., Andersen, P.N. & Olesen, C.R. 2008: Hvor nedlægges krondyrene - og hvorfor? Betydningen af landskab, urbanisering og tidligere udbredelse for det lokale jagtudbytte af krondyr i Jylland i jagtsæsonen 2001/02. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 38 s. – Faglig rapport fra DMU nr.690. Rapporten i pdf-format (1.787 KB)
