Elmeros, M., Birch, M.M., Madsen, A.B., Baagøe, H.J. & Pertoldi, C. 2008: Skovmårens biologi og levevis i Danmark. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 62 s. - Faglig rapport fra DMU nr. 692.
Resumé
Skovmåren (Martes martes) forekommer spredt i større skovområder i det meste af Danmark med undtagelse af mindre øer. Til trods for at arten har været fredet siden 1934, er den stadig et af landets mest sjældne pattedyr. Danmarks Naturfredningsforening iværksatte Projekt Skovmår for at fremme og udbrede kendskabet til skovmårens biologi og levevis i danske kulturlandskaber.
I denne rapport fremlægges resultaterne af nye undersøgelser af demografiske parametre, fødevalg og populationsgenetik hos dødfundne skovmårer indsamlet i perioden 1992-2006 i forbindelse med Dansk Pattedyratlas og ældre eksemplarer fra Zoologisk Museum, København og Naturhistorisk Museum, Århus. Endvidere er territoriestørrelser og habitatvalg undersøgt ved hjælp af radiotelemetri.
Alderen på de indsamlede skovmårer blev bestemt ud fra sammenvoksningen af kranie- og lemmeknogler og antallet af vækstlinjer i tandcementen i rodspidsen af en hjørnetand. Skovmårer har en forholdsvis lang levetid. De ældste skovmårer døde i deres 8. leveår, men de fleste dyr, der overlever deres første leveår, dør 2-3 år gamle.
Ynglebiologien blev beskrevet ved undersøgelser af kønsorganerne hos de dødfundne skovmårer. Både hanner og hunner bliver kønsmodne, når de er 14-15 måneder gamle. Vægten af hannernes testikler stiger markant i løbet af foråret og falder igen i løbet af sensommeren efter parringssæsonen. Der var modne sædceller fra testikler og/eller bitestikler i voksne hanner fra april til august, flest i månederne, hvor testikelvægten var højest. Parringen sker i forsommeren, hvorefter de befrugtede æg efter enkelte celledelinger ligger i en dvaletilstand som blastocyster i 7-8 måneder. Blastocysterne implanteres i uterus i februar-marts, hvorefter den egentlige fosterudvikling starter. Ungerne fødes i marts-april. Typiske kuldstørrelser er 2-3 (range 1-5).
De fleste hunner bliver parret første gang i en alder af 14-15 måneder og føder deres første kuld det efterfølgende forår, dvs. som 2-årige. På grund af den forsinkede implantation og lave kuldstørrelse er bestande af mårer meget afhængige af høje overlevelsesrater hos voksne hunner. Blandt de ældste individer er der en overvægt af hanner.
Ufordøjede føderester i mave og tarm fra 62 skovmårer blev undersøgt for at beskrive skovmårens fødevalg. De oftest forekommende fødekategorier var fugl, der registreredes i 56% af de undersøgte skovmårer, frugter og bær (54%), små pattedyr (43%) og invertebrater (41%). Spurvefugle var de mest almindeligt forekommende fugle. Derudover var der eksempler på, at skovmårerne havde ædt due, og to skovmårer havde ædt tamhøns. Blandt de små pattedyr var rødmusen (Clethrionomys glareolus) den mest almindeligt forekommende efterfulgt af Apodemus-arter (halsbåndmus og skovmus). Andelen af de forskellige fødekategorier varierer med deres tilgængelighed i løbet af året. På grund af metoden og indsamlingstidspunktet for de undersøgte skovmårer er betydningen af fugl formodentlig overestimeret. Skovmåren kan karakteriseres som en fødeopportunist med præference for rødmus.
Den genetiske variation for de nuværende og historiske regionale bestande i Jylland og på Sjælland blev analyseret på flere forskellige niveauer. Diversitet af alleler (AR: gennemsnit: 4,62; range 1,92-8,11) og forventet heterozygositet (He: gennemsnit: 0,73; range 0,21–0,93) på 11 loci på nuclear DNA var relativt høje sammenlignet med andre europæiske rovdyrbestande. Omvendt var diversiteten af haplotyper (Hd) og nucleotidrækkefølgen (?) lav, henholdsvis 0,56 og 0,0033 i den jyske bestand, og 0,22 og 0,0013 i den sjællandske bestand. Den genetiske variation faldt i begge regionale bestande. Reduktionen i genetisk variation over tid var signifikant for bestanden i Jylland. Den effektive bestandsstørrelse i den nulevende jyske bestand er estimeret til 14,7 dyr, hvilket er under 1% af den estimerede effektive bestandsstørrelse i Jylland før 1970. I den sjællandske bestand var den estimerede effektive bestandsstørrelse faldet til 802 dyr, hvilket svarer til 62% af den historiske effektive bestandsstørrelse.
De genetiske forskelle og udviklinger kan opstå ved ekspansion efter en periode med lav bestandsstørrelse, hvor skovmåren har overlevet i små, isolerede bestande, hvorved sjældne haplotyper og en relativ høj diversitet af alleler blev bevaret. Den øgede divergens mellem nuværende regionale bestande blev hovedsageligt forårsaget af faldet i forventet heterozygositet i den jyske bestand, mens der på Sjælland synes at have været en bedre sammenhæng og udveksling af gener mellem skovkomplekser Trods et øget skovareal i de seneste årtier og en tilsyneladende positiv udvikling i skovmårbestanden siden 1940’erne ses stadig effekter af lave bestandsstørrelser, små og fragmenterede levesteder.
Skovmårernes territoriestørrelser og habitatvalg blev beskrevet ved hjælp af radiotelemetriundersøgelser i Sorø Sønderskov i vinteren 2006. Sorø Sønderskov er en typisk kommercielt drevet, østdansk skov med små partier med gamle løvtræer. Territoriestørrelsen estimeret som 95% MCP (minimum convex polygon) om vinteren for tre hunner var omkring 1 km2, mens territoriet for en han dækkede 4 km2. Der var ikke overlap mellem hunnernes territorier, mens hannens territorium overlappede flere af hunnernes territorier. Skovmårer, der var etableret i territorier, blev alle pejlet inden for skovgrænserne eller i krat/bevoksninger med forbindelse til skoven. Skovmårerne viste præference for tætte nåletræsbevoksninger i dagtimerne, hvor de ofte havde rastesteder i stammestabler. Om natten færdedes dyrene i både løv- og nåleskov. De viste dog stadig præference for nåleskov og undgik større områder med vegetation lavere end 1 meter samt åbne arealer.
Territoriestørrelserne i en østdansk frodig skov svarer til territoriestørrelserne i mere naturnære skove i andre tempererede dele af Europa. Tilsyneladende kan mosaikken af små skovstykker med forskellige træarter og aldre opfylde skovmårens krav til levestedet. Indslag af nåletræer er vigtige for skovmåren som steder, hvor den kan finde gode skjulemuligheder om vinteren. Hunnerne er imidlertid meget afhængige af store gamle træer med hulheder, som de bruger som redesteder.
Radiopejlinger af en ung skovmår og genmelding af en ung radiomærket skovmår viste desuden, at skovmårer kan spredes op til 30 km.
Selvom skov- og plantagearealet er steget i de seneste årtier har den effektive bestandsstørrelse for skovmår været faldende, især i Jylland. De nye skove og plantager har endnu kun begrænset værdi som levested for skovmår, da der ikke er egnede træer til rede- og rastesteder.
Den væsentligste dødsårsag blandt de dødfundne skovmårer var trafikdrab. Enkeltindivider kan tilbagelægge forholdsvis lange afstande, men spredning af ynglende hunner er langsom. Spredningen er forbundet med en høj risiko for trafikdrab på det stadigt tættere og mere trafikerede vejnet. Hvor stor en andel af skovmårbestanden, der trafikdræbes, er ikke kendt.
Skovmåren er overvejende knyttet til mere uforstyrrede områder som større skove. Den er mindre tolerant overfor menneskelige forstyrrelser end husmåren (Martes foina), som derfor i større grad kan bruge det intensivt udnyttede kulturlandskab. Det er ikke klarlagt om konkurrencen mellem skovmår og husmår er en medvirkende årsag til skovmårens fortsatte status som sjælden.
Skovmårbestandens status overvåges ikke, og der er ingen aktiv forvaltning af arten. Vurderingen af udbredelse og bestandsstatus bygger udelukkende på ekspertvurderinger og tilfældige registreringer af arten. Foreliggende udbredelsesdata kan dække over store variationer over tid og regionale forskelle i bestandstætheder og bevaringsstatus.
For at sikre skovmårens bevaringsstatus og overlevelse bør der udarbejdes en forvaltningsplan for arten. Forvaltningsplanen bør omfatte: en systematisk overvågning af udbredelse og bestandsstatus, oplysningskampagner over for skovejere om skovmårens levevis, sikring af egnede redesteder og klarlæggelse af forekomsten af utilsigtede drab på skovmår i forbindelse med jagt og regulering af husmår og andet vildt.
En systematisk, reproducerbar overvågning af udbredelse og bestandsstørrelser kan gennemføres ved indsamling af hårprøver eller ekskrementer og efterfølgende DNA-analyser. Undersøgelser af dødfundne skovmårer kan tilvejebringe en mere nuanceret viden om bestandenes status, sundhed og demografiske parametre for arten. En fleksibel vidensbaseret forvaltning af skovmår kræver også en mere detaljeret viden om territoriestørrelser og habitatkrav igennem hele året i forskellige skovtyper og effekter af forskellige skovdriftsmetoder. Desuden bør der tilvejebringes bedre oplysninger om demografien for skovmårerne og deres spredningsbiologi i forhold til landskabsparametre og fragmentering samt konkurrence og nicheopdeling mellem skovmår og husmår.
Hele rapporten i pdf-format (2.419 kB)
