Aarhus Universitets segl

Nr. 687: Udsætning af gråænder i Danmark og påvirkning af søers fosforindhold

Sammenfatning

Opdrættede gråænder er blevet udsat i Danmark igennem mange år, først og fremmest med henblik på jagtlig udnyttelse. Mellem 1980 og 1990 voksede jagtudbyttet af gråand imidlertid fra knap 400.000 til godt 700.000 årligt, utvivlsomt fordi udsætningerne tog til i omfang. Kendskabet til udsætning af gråand i Danmark er meget begrænset, og der er ingen konkret viden om, hvor mange fugle der bliver sat ud, om den tidsmæssige og geografiske fordeling af udsætningerne og om antal, typer og størrelser af søer, der anvendes til udsætning. Det er dog blevet vurderet, at der i slutningen af 1990’erne årligt blev udsat ca. 500.000 gråandeællinger i danske søer.

 

De potentielle miljøpåvirkninger fra udsætning af gråænder er mangeartede. Især genetiske påvirkninger af den naturligt forekommende gråandebestand (fra udsatte fugle, der overlever og efterfølgende danner par med vildtlevende ynglefugle), ændernes prædation på paddeæg og larver og næringsstoftilførsler til søerne (via andeekskrementer) har været drøftet. Generelt er disse problemstillinger dog meget ringe belyst.

 

I 2001 blev der indført en grænse for den tilladte udsætningstæthed på højst 1 ælling pr. 50 m2 åben ubevokset vandflade. Siden da er udsætning af vildt blevet drøftet i Vildtforvaltningsrådet, der i 2007 anbefalede at reducere den maksimalt tilladte udsætnings tæthed yderligere til 1 ælling pr. 150 m2 vandflade.

 

Denne rapport har to hovedformål. For det første at give en generel beskrivelse af, hvor og i hvilke mængder udsætninger af gråænder finder sted. For det andet at belyse effekten af udsætning på indholdet af fosfor i søvandet. Forøget fosfortilførsel er generelt det største miljøproblem for danske søer, og samtidigt har overvejelser om næringsstoftilførsler har haft betydning for valget af den aktuelle tilladte udsætningstæthed.

 

Sammenlagt blev der i 2007 indsamlet vandprøver fra i alt 143 søer, 68 med og 75 uden udsætning. Af disse var 61 søer i NATURA 2000-områder i Jylland og på Fyn, undersøgt i tilknytning til det såkaldte DEVANO-program. De øvrige 82 blev udvalgt efter kontakter til en række ejendomme, hvor der udsættes ænder, og hvor ejerne stillede sig til rådighed med oplysninger om udsætning både i 2007 og i tidligere år. Geografisk var disse ejendomme placeret på Sjælland og Fyn samt i Øst- og Midtjylland. I alt blev der her taget prøver fra 35 søer på ejendomme, hvor der udsættes til brug for egen jagt, og fra 46 på større ejendomme med eget jagtvæsen, hvor der på de fleste udlejes dagjagter på gråand. Endvidere blev der taget kontakt til tre af landets største gråandeopdræt, som stillede oplysninger om 369 leverancer af sammenlagt 120.238 gråandeællinger udsat maj-juli 2007 til rådighed for undersøgelsen.

 

Resultaterne viser, at omkring 85% af ællingerne er leveret til Fyn, Sjæl-land og Øst- og Midtjylland, og i sammenligning hermed er omfanget af udsætning i det sydlige, vestlige og nordlige Jylland meget begrænset. Ca. halvdelen af ænderne udsættes på ejendomme med udlejning af jagt (jagtvæsen), dvs. typisk i større partier og i kommercielt øjemed. Den anden halvdel sættes ud på mindre ejendomme, fortrinsvis med henblik på egen jagt.

 

I modsætning til hvad der tidligere har været antaget, viste det sig, at der udsættes betydelige antal ænder helt frem til den sidste tilladte dato (31. juli). Gennemgående udsættes der tidligere (maj og juni) på ejendomme med udlejning af jagten end på ejendomme, hvor der udsættes til egen jagt.

 

Der er ingen data, der direkte kan belyse effekterne af den begrænsning på 1 ælling pr. 50 m2 vandflade, der trådte i kraft i 2001. Men de indhentede oplysninger tyder på, at den har ført til en reduktion på op til 25% i antallet af udsatte ænder, og at 400.000 er et realistisk tal for omfanget af den aktuelle samlede udsætning. Der er ingen indikationer på, at antallet af søer, hvori der foretages udsætning, har ændret sig siden 2001.

 

Anvendes 300.000 og 500.000 ællinger som hhv. nedre og øvre grænse for omfanget af de aktuelle udsætninger, svarer det til, at der sammen-lagt udsættes ænder i 1.100-1.900 søer i Danmark. Af disse er 700-1.200 søer, hvor der udsættes til egen jagt, mens 400-650 er søer på større ejendomme med jagtvæsen. Søer med størrelser mellem 1 og 10 ha foretrækkes. Ud af et samlet antal på ca. 116.000 søer under 1 ha i Danmark udsættes skønsmæssigt i 380-750 (under 1%), mens der ud af 2.900 søer mellem 1 og 10 ha udsættes i 680-1.130 (23-39%). Af 336 danske søer større end 10 ha vurderes, at der udsættes i 34-55 (10-16%). Disse procenter er udregnet på landsplan, og tages det i betragtning, at udsætning hovedsageligt sker i bestemte landsdele, varierer procentdelen betydeligt fra landsdel til landsdel. Udsætningsmønstret betyder, at især søer over 1 ha, beliggende i Øst- og Midtjylland og på øerne, vil være udsat for de sammenlagt største belastninger fra udsætning af gråand.

 

Fosforanalyserne fra søerne viser, at søer med udsætning af ænder har højere fosforindhold end søer uden udsætning. Dette gælder i både mindre søer i NATURA 2000-områder, søer på ejendomme med eget jagtvæsen og søer på andre ejendomme. I gennemsnit var koncentrationen af totalfosfor i søer med udsætning på 0,52 mg P/l, mod 0,30 mg P/l i søer uden udsætning. De højeste fosforkoncentrationer blev målt i søer med udsætning på ejendomme med jagtvæsen.

 

Der kunne ikke påvises nogen direkte sammenhæng mellem udsætningstæthed og fosforkoncentration. Årsagen er den store variation i fosforindholdet også i de søer, hvor der ikke finder udsætning sted, betinget af store forskelle i de øvrige fosforkilder. Det er dermed ikke muligt at vurdere behovet for yderligere reduktioner af den tilladte udsætningstæthed ud fra overvejelser om næringsstoftilførsler og på baggrund af det eksisterende datamateriale.

 

Det skal dog understreges, at nogle søer er mere følsomme end andre. Næringsfattige og renvandede søer vil således kun skulle have en lille forøget næringsstoftilførsel, før det får markante negative effekter, hvorimod der skal mere til at påvirke tilstanden i allerede næringsrige søer. Andre søer kan rumme betydelige naturværdier, fx i form af forekomst af sjældne eller truede fugle- eller paddearter. De aktuelle regler om at tillade udsætning af op til 1 ælling pr. 150 m2 vandflade. bør således ikke omfatte søer, som er særligt følsomme over for udsætning af ænder.

 

Rapporten i pdf-format (635 kB)