Arealanvendelse i Danmark siden slutningen af 1800-tallet. Levin, G., & Normander, B. 2008: Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 46 sider. – Faglig rapport fra DMU nr. 682.

 

Sammenfatning

Formålet med denne rapport er at udarbejde konsistente opgørelser over arealanvendelsen i Danmark fra slutningen af 1800-tallet og frem til i dag. Det er første gang, at der laves en så detaljeret opgørelse med brug af både historiske og nutidige datakilder. Datagrundlaget beskrives og sammenholdes med hensyn til anvendte definitioner af arealtyper.

Vores opgørelse viser følgende hovedtendenser i arealanvendelsen:

 

• Landbrugsarealet har indtil 1960’erne været svagt stigende, hvorefter det er faldet svagt. I dag udgør landbruget (inklusiv brakmarker) knap 60 % af det samlede landareal. I begyndelsen af 1990’erne gik arealer i omdrift signifikant tilbage, mens brakarealer steg kraftigt.

 

• Arealet med skov har været jævnt stigende siden slutningen af 1800-tallet. Skov udgjorde ca. 4,5 % af Danmarks landareal i 1866, 10 % i 1951 og 11 % i 2000. Stigningen skyldes primært etablering af plantager med nåletræer. En mindre stigning i arealet med løvtræer fandt først sted fra begyndelsen af 1990’erne.

 

• Samtlige lysåbne naturtyper har været stærkt faldende fra slutningen af 1800-tallet og frem til i dag. I 1888 udgjorde de lysåbne arealer næsten 25 % af landarealet, mens det var mindre end 10 % i 2000. Lysåbne arealer dækker fersk eng, overdrev, strandeng, hede, mose og klit. Alle typer har oplevet kraftige fald, hvilket især skyldes, at de har mistet deres betydning for græsning og høslet m.v. og er blevet pløjet op, drænet, plantet til med skov eller bebygget.

 

• Det bebyggede areal er steget voldsomt gennem hele perioden; fra omkring 3 % af det samlede landareal i 1881 til 10 % i 2000.

 

Resultaterne er et vigtigt led i kvalitetssikringen af eksisterende arealopgørelser og vil have betydning for en fremtidig standardisering af arealopgørelser i Danmark.

 

Hele rapporten   i pdf-format (2.132 kB)