Aarhus Universitets segl

Nr. 676: Fodring af kortnæbbede gæs om foråret i Vestjylland. Biologiske fakta til understøttelse af fremtidig forvaltningsstrategi.

Madsen, J. 2008. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 20 sider. - Faglig rapport fra DMU nr. 676.

 

 

 

Sammenfatning

 

Om foråret søger kortnæbbede gæs føde på landbrugsarealer i Vestjylland. For at afværge skader forvoldt af gæs på nysåede kornmarker udlægger Skov- og Naturstyrelsen korn på 3-4 fodringsarealer, som tiltrækker gæssene og dermed holder dem væk fra kornmarkerne.

 

I løbet af de seneste 15 år er bestanden af kortnæbbet gås fordoblet, fra ca. 30.000 til 60.000 individer, men gæssene har spredt sig over et meget større område i Vestjylland og Nordjylland. Endvidere er forårstrækket til Norge fremrykket med 2-3 uger som følge af klimaændringerne, således at hovedparten af de kortnæbbede gæs i dag har forladt Vestjylland omkring den 20. april. Behovet for fodring af de kortnæbbede gæs er derfor aftaget betydeligt.

 

Imidlertid er antallet af bramgæs tiltaget meget kraftigt i Vestjylland, og bramgæssene forbliver i området frem til midten af maj. De er også tiltrukket af fodringspladserne, men forvolder endnu ikke skade på nysåede kornmarker.

 

Strategien for fodring bør overvejes for at stoppe fodringen af bramgæs og undgå at de tillærer sig udnyttelsen af nysåede marker.

 

Hele rapporten i pdf-format (424 kB)