Kahlert, J., Asferg, T. & Odderskær, P. 2008: Agerhønens biologi og bestandsregulering. En gennemgang af den nuværende viden. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 62 s. – Faglig rapport fra DMU nr. 666.

Sammenfatning

Denne rapport præsenterer resultaterne af et litteraturstudie af agerhøne baseret på videnskabelig litteratur, rapporter og populærvidenskabelige artikler fra ind- og udland. Litteraturstudiet skal ses som et supplement til igangværende undersøgelser på agerhøne i forskningspakken "Vildt og Landskab".

Rapporten behandler fire hovedemner: 1) udviklingstendenser i europæiske agerhønebestande over de sidste 50-60 år, 2) generel biologi, 3) årsager til den observerede bestandsudvikling og 4) forvaltning af agerhøne i forskellige europæiske lande. Selvom rapporten i udgangspunktet anskuer problemstillingerne ud fra en overordnet bestandsmæssig, europæisk synsvinkel, er aspekter, der relaterer sig til danske agerhøns og deres levevilkår, vægtet forholdsvis meget. I den forbindelse er der foretaget nye analyser af eksisterende data fra vildtudbyttestatistikken og Dansk Ornitologisk Forenings punkttællingsprogram.

En sammenstilling af fugleoptællingsprogrammer og opgørelser over jagtudbytte viser, at bestande af agerhøns har været i tilbagegang i det meste af Europa over de sidste 50-60 år. Tilbagegangen har alle steder været markant, og i Danmark udgør det aktuelle jagtudbytte under 10% af, hvad det var omkring 1940. Tilbagegangen synes mange steder at være foregået trinvis og har til en vis grad været synkroniseret i flere lande. I Danmark er der konstateret fem markante nedgangsperioder: 1) i starten af 1950'erne, 2) i starten af 1960'erne, 3) omkring 1980, 4) i slutningen af 1990'erne samt 5) 2003-2006. Siden 1994 er jagtudbyttet (indirekte mål for bestandsændringer) faldet i 11 ud af 13 år. Der har været tilbagegang i alle landsdele, hvilket også understøttes af resultater fra punkttællinger. I de senere år kan faldet i jagtudbyttet dog være større end den reelle bestandsnedgang på grund af en mildere afskydning.

En gennemgang af agerhønens biologi viser nogle særlige karakteristika:

• Agerhøne er en art med relativ kort gennemsnitlig levetid (under ét år), men lægger til gengæld mange æg (10-20). Arten er dermed relativ følsom overfor ændringer i reproduktionsforhold (æg og kyllinger). Bestandsdynamikken giver dog et potentiale for hurtigt at vende tilbage til et givet bestandsniveau efter en nedgangsperiode, hvis den påvirkning, som var årsag til nedgangen, reduceres eller forsvinder.
• Agerhøne er entydigt knyttet til landbrugsområder gennem hele dens årscyklus, dog udviser arten en præference for områder i landskabet, som ikke direkte indgår i landbrugsdriften: småbiotoper, hegn, markskel, udyrkede arealer og vildtstriber. Disse habitattyper medvirker til at dække forskellige basale behov i form af tilgængelige og velegnede føderessourcer samt ly og prædationsbeskyttelse for reder, kyllinger og voksne fugle.
• Voksne agerhøns lever næsten udelukkende af planteføde, herunder især frø fra ukrudtsplanter og grønne blade fra græs og små kornplanter. Agerhønsekyllinger lever i de første uger af deres liv fortrinsvis af insekter.
• Agerhøne spreder sig relativt lidt i landskabet. I en sammenstilling af 12 europæiske undersøgelser var den gennemsnitlige spredningsafstand højst 3,5 km.

Tilbagegangen hos de europæiske agerhøns er hovedsageligt kædet sammen med landbrugets udvikling efter 1950, hvor udbredelsen af de foretrukne områder, der ikke indgår direkte i landbrugsdriften (småbiotoper), er blevet væsentligt indskrænket. Dermed er mange af de potentielle rede- og fødesøgningshabitater forsvundet. Derudover har brugen af herbicider og insekticider reduceret fødegrundlaget markant for både voksne fugle og kyllinger.

Nye analyser af danske data dokumenterer, at strenge vintre samt lave temperaturer og megen nedbør i kyllingeperioden forklarer en del af de årlige udsving, som jagtudbyttet af agerhøne har vist siden 1941. Bestandsændringer hos ræv (her målt som ændringer i jagtudbyttet) har ligeledes en vis betydning for agerhønsene, men effekten af ræv er ikke så stor som vejrforholdene. Udover ræv har agerhøne en lang række andre fjender, bl.a. visse rovfugle og mårdyr.

Både danske og udenlandske undersøgelser tyder på, at der findes terræner, hvor jagten ikke er bæredygtig. Der er i rapporten givet eksempler på, hvorledes man i forskellige europæiske lande har retningslinier for, hvad man anser for bæredygtig jagt. Disse retningslinier spænder fra officielle anbefalinger fra myndigheder til, hvad der blandt jægere anses for sund fornuft.

Sygdomme og parasitter hos agerhøne synes ikke at have spillet nogen større rolle for bestandsudviklingen. Problemstillingen er dog ikke særligt godt belyst.

Det kan ikke udelukkes, at tæthederne af agerhøns nogle steder (bl.a. i Danmark) efterhånden er blevet så lave, at det i sig selv øger risikoen for yderligere bestandstilbagegang. Artens relativt lave mobilitet bidrager hertil.

I mange europæiske lande foretages udsætninger af agerhøns. Opdrættede agerhøns har typisk en lavere overlevelseschance end vildtlevende fugle, når de sættes ud i naturen. Dette synes at være hovedårsagen til, at der ikke findes eksempler fra Europa, hvor udsætninger har medført, at bestande af agerhøns er blevet retableret over større geografiske områder.

Det vurderes, at agerhøne i kraft af artens store reproduktionspotentiale fortsat har en mulighed for at få en vedholdende fremgang. Hvis de nuværende prognoser for fremtidens klima holder stik, må det antages at vejrforholdene i fremtiden vil være gunstige for agerhøne i Danmark. Sammenstillinger af data i denne rapport viser dog, at det næppe er nok, at blot én af de vigtige underliggende betydningsfulde faktorer har en gunstig status, hvis man skal være sikker på, at det udmøntes i en fremgang i agerhønebestanden.

Flere steder i Europa er der på lokalt plan fremvist positive effekter for agerhønsene i forbindelse med forskellige målrettede tiltag, der forbedrer levestederne i landbrugsområder. Der er i rapporten lavet en gennemgang af sådanne habitatforbedrende tiltag. Der er stor overensstemmelse i forskellige europæiske lande med hensyn til, hvad man anser for habitatforbedringer for agerhøne, som bl.a. sigter mod at øge tilgængeligheden af redesteder, øge ungeoverlevelse samt øge vinter- og forårsoverlevelse hos voksne fugle. Når det ikke har slået igennem i de nationale bestandstal for agerhøne, er det formentlig fordi, de områder, hvor sådanne tiltag finder sted, udgør en meget lille del af det samlede landbrugsareal.

Hele rapporten  i pdf-format (987 kB)