Glahder, C.M., Asmund, G. & Riget, F. 2008: Environmental monitoring at the Nalunaq Gold Mine, South Greenland, 2007. National Environmental Research Institute, University of Aarhus, Denmark. 32 pp. – NERI Technical Report No. 662.
Sammenfatning
Denne fjerde moniteringsundersøgelse blev udført i Nalunaq området, Nanortalik kommune, Sydgrønland, fra 18. til 25. juli 2007. Siden moniteringen i august 2006 er der blevet udskibet syv malmladninger til henholdsvis Spanien (1) og Canada (6), hvor guldet udvindes.
Blåmusling, blæretang og alm. ulk blev indsamlet på 4-5 stationer i Kirkespirbugten, standørreder blev fisket i Kirkespirelven og snekruslav Cetraria nivalis blev samlet på 20 stationer i Kirkespirdalen og ved bugten. Lav blev transplanteret fra et uforurenet område (AMI1) til mineområdet (Fig. 1). Alle prøver blev analyseret for 12 grundstoffer (Hg, Cd, Pb, Zn, Cu, Cr, Ni, As, Se, Co, Mo og Au) og resultaterne blev sammenholdt med baggrundsniveauet målt i 1998-2001 og med resultaterne fra de tidligere moniteringsundersøgelser.
Der blev ikke fundet forhøjede koncentrationer i muslinger og i ulkelever, mens der i tang var svagt forhøjede koncentrationer af Co på én station. Forhøjelserne var således ganske få i bugten, hvilket tyder på, at det marine miljø i 2007 kun var svagt påvirket. I forhold til de relativt høje niveauer i især tang i 2004 og 2005 har metalkoncentrationerne i bugten de to sidste år været omkring baggrundsniveauet.
I standørred lever blev der ikke fundet forhøjede metal koncentrationer i 2007. I 2004 og 2006 var Cr, Co og Cd lettere forhøjede i forhold til baggrundsniveauet, mens der ikke fandtes forhøjelser i 2005.
I laver fra områderne ved depotet for knust gråbjerg og ved lejren var koncentrationer af Cu, Cr, As og Co som i tidligere år signifikant forhøjede i forhold til baggrundsniveauet. Forhøjelserne i begge områder i 2007 var 5 gange for Cu og Cr, 15-20 gange for As og 10 gange for Co. Disse forhøjelser var for alle fire metaller signifikant højere i 2007 i forhold til 2006, men i forhold til alle årene er der ikke noget der tyder på en generel trend. I perioden 2004-07 var koncentrationerne af Cu og As signifikant højere i laverne fra lejrområdet end fra depotområdet. I perioden 2005-07 blev der ikke for nogen af metallerne fundet signifikante forskelle mellem årene i relationen mellem koncentrationen i lav og afstanden til vejen. For alle metal koncentrationer var der et signifikant faldt med stigende afstande til vejen (Fig. 3). Som i de tidligere år blev der også i 2007 fundet forhøjede koncentrationer af Cu, Cr, As og Co i en afstand af optil ca. 1000 m fra vejen.
Fordi metaller udskilles relativt langsomt fra laver, kan det være vanskeligt at opdage en reduktion af støvspredningen. For at forbedre undersøgelsen transplanterede vi derfor i 2007 laver fra et uforurenet område til mineområdet. Ved at analysere laverne i 2008 kan vi bestemme den årlige støvpåvirkning.
Også i 2007 kunne der spores en påvirkning af mineaktiviteterne i miljøet og igen var det især Kirkespirdalen der var påvirket af støvspredning. I Kirkespirelven og bugten var forhøjelserne ganske lave.
Fuld rapport i pdf-format (1.722 kB)