Søgaard, B., Pihl, S., Wind, P. & Fredshavn, J. 2008: Tilstandsvurdering af levesteder for arter. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 72 s. – Faglig rapport fra DMU nr. 661.
Sammenfatning
Denne rapport videreudvikler metoderne til vurdering af naturtilstanden i Habitatdirektivets terrestriske naturtyper til også at omfatte en tilstandsvurdering af levesteder for udvalgte arter omfattet af Habitatdirektivet (bilag II) og Fuglebeskyttelsesdirektivet (ynglefugle på bilag 1 og regelmæssigt tilbagevendende trækfugle). Tilstandsvurderingssystemet er udviklet med særligt henblik på Natura 2000-planlægningen, hvor man i basisanalysen foretager en kortlægning og en tilstandsvurdering af levesteder for arter omfattet af de to direktiver. Ud fra basisanalysen opstilles mål for området, der stiler mod at sikre gunstig bevaringsstatus for de pågældende arter.
Tilstandsvurderingen af levestederne bygger på en kortlægning, hvor der på lokaliteterne foretages en vurdering af den arealmæssige afgrænsning af artens levested. På grundlag af feltdata for en række indikatorer, der beskriver artens levemuligheder, foretages en tilstandsvurdering, hvor lokalitetens egnethed som levested katagoriseres i én af fem tilstandsklasser.
Der benyttes en fælles referenceskala for tilstanden af de enkelte arters levesteder, hvor referencetilstanden angives på en kontinuert skala fra 0 til 1. Denne værdi kan senere indpasses i de 5 tilstandsklasser for levestedets naturtilstand, som i intervallet mellem 0 og 1 fordeler sig på følgende måde: dårlig (V), ringe (IV), moderat (III), god (II) og høj (I) naturtilstand.
Udvælgelsen af indikatorer til brug for tilstandsvurderingen tager udgangspunkt i ’Kriterier for gunstig bevaringsstatus’ (Søgaard m.fl. 2005). Indikatorerne skal omfatte relevante egenskaber for de pågældende arter, og de skal indeholde angivelser af, hvilke tærskelværdier der skal være opfyldt, for at arten skal kunne opnå gunstig bevaringsstatus. I henhold til Habitatdirektivet grupperes indikatorerne for gunstig bevaringsstatus i de tre overordnede elementer: bestand, levested og levestedets størrelse.
For levesteder og levestedernes størrelse er der udvalgt indikatorgrupper, der i varierende omfang indgår i vurderingen af de enkelte arters levesteder. Det drejer sig om vegetationsstruktur, fysiske og kemiske forhold samt forstyrrelse og prædation, som suppleres med afstanden til nærmeste bestand.
Metodens egnethed afhænger af, hvor tæt arten er knyttet til en bestemt naturtype som levested. Jo mere entydigt en art er knyttet til en bestemt naturtype, jo bedre er arten egnet til, at der udvikles et sæt indikatorer til vurdering af levestedets naturtilstand. Karplanter og snegle er i forhold til fuglene lavmobile og kan knyttes entydigt til én eller nogle ganske få habitater. Fugle er højmobile og i stand til at bebo forskellige naturtyper til forskellige tider. Trækfugle har fx sjældent andet end fødegrundlaget, som knytter dem til deres opholdssted uden for yngletiden. For de arter, som ikke umiddelbart findes egnet for denne metode, bør der overvejes andre metoder til vurdering af tilstand af levesteder.
I denne rapport er der opstillet indikatorer til vurdering af levesteder for 9 arter omfattet af Habitatdirektivet og 6 arter omfattet af Fuglebeskyttelsesdirektivet. Rapportens bilag omfatter desuden vurderingstabeller med kategorier, score og vægtning af indikatorer for tilstandsvurdering af levesteder for de pågældende arter.
Hele rapporten i pdf-format (732kB)
