Aarhus Universitets segl

Nr. 657: Højtæthedsområder for marsvin i danske farvande

Teilmann, J., Sveegaard, S., Dietz, R., Petersen, I.K., Berggren, P. & Desportes, G. 2008: High density areas for harbour porpoises in Danish waters. National Environmental Research Institute, University of Aarhus. 84 pp. – Faglig rapport fra DMU nr. 657.

 

Sammenfatning

Udpegning af beskyttede områder for marsvin kræver kendskab til den geografiske fordeling og koncentrationsområder særligt i yngletiden. Denne rapport samler alle relevante data om marsvins bevægelser og fordeling i danske og tilstødende farvande for at kunne udpege særlig vigtige områder med høj tæthed af marsvin. Disse områder kan indgå som en vigtig del af grundlaget for udpegning af habitatområder under EU’s Habitatdirektiv.

 

Fra 1991-2007 er der indsamlet omfattende data fra satellitsporing, fly- og skibsoptællinger samt akustiske optællinger af marsvin i danske farvande. I dette studie indgår satellitsporing af 63 marsvin fra 1997-2007 som det vigtigste datasæt til udpegning af vigtige habitater.

 

De eneste farvande, som ikke er dækket af satellitsporing, er den sydlige del af den danske Nordsø og farvandet omkring Bornholm. I den sydlige Nordsø er udpegningen baseret på flyoptællinger, mens der ikke findes data, der kan understøtte vigtige områder omkring Bornholm. I den nordlige Nordsø og i de indre danske farvande blev akustiske optællinger brugt som en uafhængig metode til at verificere de vigtige områder identificeret ud fra satellitsporingsdata.

 

Baseret på populations studier og bevægelser af marsvinene er udpegningen af vigtige områder i de danske farvande opdelt i fire midlertidige forvaltningsområder. Dog er det kun i de følgende tre områder, at der er data nok til at lave en udpegning: 1. De indre danske farvande (syd for Læsø) inkl. den vestlige Østersø, 2. Nordlige Kattegat (nord for Læsø), Skagerrak og den nordlige Nordsø (nord for Ringkøbing) og 3. Den sydlige Nordsø (syd for Ringkøbing). Indenfor hvert forvaltningsområde er de vigtigste områder for marsvin prioriteret på baggrund af vores nuværende viden om populationer, tætheder, sæsonvariation, tilstedeværelsen af voksne hunner og andre relevante informationer. Prioriteringen er defineret som 1=meget vigtigt område, 2=medium vigtigt område og 3=mindre vigtigt område. I alt er 16 områder udvalgt og prioriteret (se tal i parentes herunder og figur 16), og de fordeler sig indenfor de tre forvaltningsområder som følger:

De indre danske farvande: Nordlige Lillebælt (2), Sydlige Lillebælt (1), Sydlige Samsø Bælt (2), Nordlige Samsø Bælt (3), Nordlige Øresund (1), Store Middelgrund (2), Kalundborg Fjord (1), Storebælt (1), Smålandsfarvandet (3), Flensborg Fjord (1), Fehmarn Bælt (1), Kadetrenden (2). Nordlige Nordsø: Omkring det nordlige Jylland (1), Skagerrak (langs med Norskerenden, 2).

Sydlige Nordsø: Horns Rev (1), Tyske Bugt (1).

 

Full report in pdf (7.188kB)