Asferg, T. 2008: Manglende indberetninger til vildtudbyttestatistikken i jagtsæsonen 2006/07. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 22 s. – Faglig rapport fra DMU nr. 656. 22 s.
Sammenfatning
Personer, som ønsker at gå på jagt i Danmark, skal have gyldigt jagttegn. Alle jagttegnsløsere har ifølge jagtloven pligt til at indberette deres personlige vildtudbytte, uanset om de har nedlagt noget, og uanset om de fortsat ønsker at gå på jagt. Til trods for den klare forpligtelse har mere end 40% af jægerne undladt at indberette vildtudbytte gennem de seneste sæsoner.
Ved beregning af det totale vildtudbytte er det nødvendigt at korrigere for de manglende indberetninger. En tidligere undersøgelse har vist, at der blandt jægere, som indberetter vildtudbytte, er en langt større andel, der nedlægger vildt, end det er tilfældet blandt jægere, der ikke indberetter. Efter gennemførelsen af kommunalreformen pr. 1. januar 2007 var der behov for at justere korrektionsfaktorerne, dels fordi vildtudbyttestatistikken fra og med sæsonen 2006/07 bliver indberettet på kommuneniveau, dels fordi der over tid sker en ændring i andelen af jægere med udbytte blandt de jægere, der ikke indberetter.
For at få et grundlag for at opdatere korrektionsfaktorerne og for at få belyst jægernes motiv eller begrundelse for ikke at have indsendt vildtudbytteoplysninger blev der i 2007 sendt spørgebrev til 2.030 repræsentativt udvalgte jægere, der ikke havde indberettet vildtudbytte for jagtsæsonen 2006/07.
Der kom brugbare svar fra i alt 85,8% af de adspurgte jægere. Begrundelserne for ikke at indberette vildtudbytte fordelte sig stort set på samme måde som ved en lignende undersøgelse i sæsonen 2001/02. Mere end en fjerdedel af jægerne (28,6%) begrundede den manglende indberetning med, at de havde ”Glemt at indberette”, mens næsten halvdelen af jægerne, i alt 44,6%, angav, at de ikke havde indberettet, fordi de ikke havde nedlagt noget (30,8% ”Nedlagde ikke noget vildt i 2006/07”, og 13,8% ”Var ikke på jagt i 2006/07”). Næsten en femtedel af jægerne (18,5%) angav begrundelsen ”Oplysninger indsendt, men de må være gået tabt”.
Svarene viste endvidere, at der blandt jægere uden indberetning i sæsonen 2006/07 var en betydelig mindre andel med udbytte (34,7%) end blandt jægere med indberetning (69,7%). Det gennemsnitlige udbytte blandt de jægere, der nedlagde noget, var næsten ens i de to grupper, henholdsvis 26,1 stykker vildt blandt jægere uden indberetning og 26,3 blandt jægere med indberetning. Såvel andelen med udbytte som det gennemsnitlige udbytte pr. jæger varierede betydeligt fra kommune til kommune.
Denne undersøgelse bekræfter, at når der skal korrigeres for de manglende indberetninger ved beregningen af det totale vildtudbytte, er det fortsat nødvendigt at tage højde for den store forskel i andelen af jægere uden udbytte blandt jægere med indberetning i forhold til jægere uden indberetning. Ligeledes bekræfter undersøgelsen, at der fortsat ikke behøver at blive taget specielt forbehold for forskelle i udbyttet blandt jægere med og uden indberetning, da det er stort set ens. Korrektionsmetoden i de kommende sæsoner vil således være den samme, som blev udviklet i 2003, men i kraft af det nye materiale kan korrektionsfaktorerne nu opdateres og beregnes i overensstemmelse med den nye kommunale inddeling.
Så længe indberetningsraten ligger på så lavt et niveau, som det er tilfældet, vil der formentlig være brug for regelmæssig opdatering af korrektionsfaktorerne. Den optimale løsning med hensyn til at sikre vildtudbyttestatistikkens troværdighed vil dog være indførelse af tiltag, som kan sikre, at jægerne husker at indberette deres vildtudbytte, så andelen af jægere, der ikke indberetter, kan begrænses mest muligt.
Hele rapporten i pdf-format (609 kB)