Jensen, M.T., Nielsen, O-K., Mikkelsen, M.H., Winther, M., Gyldenkærne, S., Viuf, P.Ø. & Illerup J.B. 2008: Rapportering af Luftemissioner på Grid. Metoder og Principper. 58 s. Danmarks Miljøundersøgelser, Århus Universitet. – Faglig rapport fra DMU nr. 654.
Sammenfatning
Denne rapport dokumenterer anvendte metoder til rapportering af emissioner på grid (EMEP 50km x 50km) for årene 1990, 1995, 2000 og 2005. De anvendte emissionsdata, som er fordelt på grid, repræsenterer seneste aflevering (marts 2007) til UNECE LRTAP konventionen (United Nations Economic Commission for Europe Long-range Transboundary Air Pollution). Emissionsdata repræsenterer således seneste genberegning af historiske data.
Rapporteringen af emissioner på EMEP’s 50km x 50km grid laves som en del af forpligtigelserne under UNECE LRTAP konventionen. Emissionsopgørelser på grid rapporteres med 5 års intervaller og omfatter alle sektorer. Rapportering af emissionsopgørelser omfatter følgende obligatoriske emissionskomponenter: SO2, NOX NH3, NMVOC, CO, TSP, PM10, PM2.5, Pb, Cd, Hg, dioxin, PAH & HCB. Hertil kommer en række komponenter, der kan rapporteres frivilligt.
Rapporten sammenfatter i en kortfattet beskrivelse de væsentligste principper, overvejelser og data, som ligger til grund for fordelingen af emissioner på de fastlagte kategorier, som er defineret af FN (UN 2003). For hver af de anvendte rapporteringskategorier beskrives metoden hvormed emissionsdata er geografisk fordelt. Emissionen fra hver af rapporteringskategorierne stammer fra en række kilder og/eller aktiviteter, som opgøres og fordeles enkeltvis – de såkaldte SNAP -kategorier. For enkelte rapporteringskategorier er der foretaget en samlet fordeling af flere SNAP-kategorier eftersom emissionerne fra disse har kunnet henføres til samme aktivitet eller del-aktivitet. Den geografiske fordeling foretaget på SNAP-niveau er efterfølgende aggregeret til rapporteringskategorierne angivet i tabel 1.1.
I rapporten præsenteres kort over den geografiske fordeling af en række vigtige emissionskomponenter. Kortene omfatter totalbidrag for SO2, NOX & NH3, dvs. de samlede emissionsbidrag fra alle de afrapporterede sektorer. Tidslige og geografiske variationer i udledningernes størrelse over den afrapporterede periode opsummeres, og mulige årsager til variationer kommenteres kort.
Rapporten afrundes med en kortfattet diskussion, der baseret på erfaringer fra rapporteringsarbejdet, udstikker en række anbefalinger til generel forbedring af de indberettede data. Anbefalingerne peger alle i retning af tilvejebringelse af et mere veldokumenteret og harmoniseret datagrundlag fra det koordinerende organ (EMEP programsamarbejdet) til de enkelte lande, der udfærdiger opgørelserne. I skrivende stund pågår et internationalt arbejde med revision og opdatering af retningslinierne for afrapportering af emissionsdata under UNECE LRTAP konventionen, herunder også rapportering af emissionsdata på grid.
De nye retningslinier publiceres i: Guidelines for Estimating and Reporting Emission Data under the Convention on Long-range Transboundary Air Pollution fra United Nations. Som noget ganske nyt i dette arbejde introduceres et separat afsnit om “spatial mapping”, dvs. et kapitel, der beskriver metoder og datasæt til geografisk fordeling af emissionsdata på sektorniveau.
[1] SNAP, forkortelse af: Selected Nomenclature for source of Air Pollution – et system til gruppering af emissionskilder og aktiviteter.
Hele rapporten i pdf-format (3.745 kB)