Aarhus Universitets segl

Nr. 653: Kontrol af pesticider 2006

Krongaard T., Petersen K.K., Christoffersen C. 2008. Technical Report from NERI No. 653. 23 pp.

 

Den analytisk kemiske kontrol af pesticidprodukter på det danske marked, der blev udført i 2006 af de danske myndigheder, er beskrevet i denne rapport. Prøver fra udvalgte grupper af bekæmpelsesmidler er blevet samlet fra markedet og analyseret for at verificere om det aktuelle indhold af de respektive aktivstoffer er i overensstemmelse med det deklarerede indhold. Grænsen for en accepteret afvigelse fra indholdet af aktivstof fra det deklarerede indhold er fastsat i bekendtgørelsen om bekæmpelsesmidler. Udover kontrol af indholdet af aktivstof er alle indsamlede prøver kontrolleret for indhold af octylphenolethoxylater (OPEO) og nonylphenolethoxylater (NPEO). Industrien og de danske myndigheder har indgået en frivillig aftale om at udfase disse forbindelser fra alle dansk-solgte pesticidprodukter produceret efter juni 2000.

Fire forskellige grupper af produkter er inkluderet i den analytisk-kemiske kontrol, der blev udført af myndighederne i 2006:

  1. Herbicider indeholdende metamitron, propaquizafop og haloxyfop-ethoxyethyl.
  2. Fungicider indeholdende azoxystrobin, propiconazol, cyprodinil, picoxystrobin og fenpropidin.
  3. Insekticider indeholdende pirimicarb.
  4. Vækstregulatorer indeholdende chlormequat chlorid, mepiquat chlorid og ethephon.

 

Der blev opnået tilfredsstillende resultater for alle undersøgte bekæmpelsesmidler. Indholdet af aktivstof i alle de analyserede prøver af disse bekæmpelsesmidler var indenfor den accepterede tolerance, der er fastsat i bekendtgørelsen om bekæmpelsesmidler.

Ingen af de undersøgte produkter indeholdt OPEO, men én af prøverne indeholdt NPEO. Koncentrationen af NPEO i formuleringen var cirka 0,1%.

 

På to produkter var indholdet af aktivstof kun deklareret i g/l og ikke i % som det ellers er krævet i bekendtgørelsen og i et produkt var der ikke overensstemmelse mellem det deklarerede indhold i % og i g/L.

 

Hele rapporten i pdf-format (351 kB)