Aarhus Universitets segl

Nr. 677: Modellering af dioxindeposition i Danmark

Hansen, K. M. & Jesper H. Christensen; 2008. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. Faglig rapport fra DMU.

 

Sammenfatning

I dette projekt har vi estimeret depositionen af dioxin til Danmark for årene 1970, 1975, 1980, 1985, 1990, 1995, 2000 og 2004 samt bidraget til luftkoncentrationer og den deponerede mængde fra danske kilder i forhold til andre europæiske kilder. Estimatet er udregnet ud fra modelkørsler med den detaljerede atmosfæriske kemi-transportmodel DEHM, hvor dioxin er modelleret som et stof på partikelform. Som input til modellen er benyttet to forskellige emissionsestimater fra EMEPs MSC-E, baseret på ekspertvurderinger. Fra 1990 og frem er der stor forskel på emissionerne i de to estimater for nogle lande, hvilket også påvirker de modellerede depositioner. Det har ikke været muligt at afgøre hvilket estimat, der er det mest realistiske.

 

Frem til 1980 er både luftkoncentrationer og depositioner svagt stigende, hvorefter de falder frem til 2004. De modellerede luftkoncentrationer er i 2004 hhv. 3,2 fg I-TEQ/m3 og 0,8 fg I-TEQ/m3 for de to emissionsestimater. Den deponerede mængde dioxin til danske landområder er estimeret til hhv. 36 g I-TEQ og 9 g I-TEQ for de to emissionsestimater for 2004.

 

Det relative bidrag fra de danske kilder til dioxindepositionen til danske landområder udgør hhv. 14% og 15% for de to emissionsestimater for 2004. På trods af store forskelle i emissioner og i modellerede luftkoncentrationer og depositioner mellem de to benyttede emissionsestimater er der ikke så store forskelle på de estimerede relative bidrag fra danske kilder til depositionen i Danmark. Det skønnes at danske kilder bidrager med 10% til 20% til depositionen til danske landområder, dog med store regionale variationer, fra under 5% til over 40%. Der skal dog tages forbehold for at der er kilder der ikke er medtaget i dette studie, eksempelvis kilder udenfor Europa samt reemission fra tidligere deponeret dioxin, der potentielt kan give store bidrag til depositionen.

 

Det er vanskeligt at vurdere resultaternes troværdighed. Dels er der benyttet en forsimplet modelopsætning, dels er der væsentlige usikkerheder på de benyttede emissionsestimater. Endelig stemmer de modellerede værdier, ikke overens med danske målinger. De modellerede luftkoncentrationer er en størrelsesorden mindre end de målte luftkoncentrationer, mens de modellerede depositioner også er mindre, men af samme størrelsesorden, end den estimerede deposition ud fra målinger. Forskellen mellem modellerede og målte koncentrationer og depositioner kunne indikere 1. at modelforudsætningerne ikke holder, 2. at der er kilder der ikke er taget med i emissionsestimaterne, eller 3. at de eksisterende kilder er for lave. Det er interessant at bemærke at der er mindre forskel på målte og modellerede depositioner end der er på målte og modellerede koncentrationer.

 

Hele rapporten  i pdf-format (1.654 kB)