Merkel, F., Boertmann, D. & Mosbech, A. 2021. Davis Strait – an updated strategic environ- mental impact assessment of petroleum activities. Scientific Report from DCE – Danish Centre for Environment and Energy No. 439, 332 pp. http://dce2.au.dk/pub/SR439.pdf
Denne rapport er en opdateret, strategisk miljøvurdering (SMV) af aktiviteter forbundet med olieefterforskning og -udvinding i den grønlandske del af Davisstrædet (Merkel et al. 2012). Der refereres til det aktuelle område som vurderingsområdet for Davisstrædet, hvilket er beliggende mellem 62° og 67° N og strækker sig mod vest ud til grænsen for den grønlandske Exclusive Economical Zone (EEZ) (Fig. 1.1.1). Opdateringer sker med baggrund i, at området planlægges åbnet for open door-ansøgninger[1] i november 2020.
Miljøvurderingen er udarbejdet af DCE – Nationalt Centre for Miljø og Energi (DCE) og Grønlands Naturinstitut og er finansieret af det tidligere Departement for Erhverv, Energi, Forskning og Erhverv (nu Departementet for Udenrigsanliggender og Energiområdet) og af Miljøstyrelsen for Råstofområdet, begge under Naalakkersuisut. Opdateringen er baseret på publiceret og upubliceret viden, som er blevet tilgængelig siden den første strategiske miljøvurdering i 2012.
Miljøvurderingen skal indgå i beslutningsprocessen om den fremtidige olieefterforskning og -udvinding i den grønlandske del af Davisstrædet. Desuden står den beskrevne viden til rådighed for de selskaber, der skal udføre miljøvurdering (VVM) af deres aktiviteter i Grønland.
Den aktuelle rapport udgør én ud af fem strategiske miljøvurderinger, som dækker alle havområder i Vestgrønland samt Nordøstgrønland. Rapporten som dækker det tilstødende havområder mod nord, Disko Vest området, er også under opdatering.
Rapporten giver en kortfattet beskrivelse af det fysiske miljø, efterfulgt af en mere detaljeret gennemgang af de biologiske forhold. Dernæst følger en gennemgang af de beskyttede områder, de truede arter, forureningskilder samt den menneskelige udnyttelse af de biologiske resurser. Baseret på denne beskrivelse af den nuværende situation, vurderes de potentielle konsekvenser af olieaktiviteter, herunder oliespild, derefter diskuteres hvilke områder, det kan være relevant at friholde for olieefterforskning for at beskytte miljøet i den kommende strategiperiode, bl.a. baseret på de norske kriterier anvendt i Barentshavet. Endelig vurderes det hvilken ny viden, som er mest aktuel at tilvejebringe, såfremt det skal være muligt at reducere usikkerheden på vurderinger af de potentielle konsekvenser. Det skal bemærkes, at miljøvurderingen ikke belyser det klimaaftryk som forbrugerne efterlader, når de afbrænder olie/gas fra de potentielle grønlandske oliefelter.
Aktiviteterne fra en komplet livscyklus for et oliefelt er kort beskrevet og så vidt muligt vurderet, med vægt på de aktiviteter og hændelser som erfaringsmæssigt giver de væsentligste miljøpåvirkninger. Men da der ikke er erfaringer med udvinding af olie i Grønland, er vurderinger af aktiviteter i denne forbindelse ikke konkrete, men bygger på erfaringer fra andre områder med så vidt muligt sammenlignelige forhold. Der er især trukket på den omfangsrige litteratur om de to store oliespild i USA (Exxon Valdez and Deepwater Horizon), den norske miljøvurdering af olieaktiviteter i Barentshavet (Anon 2003), samt på Arktisk Råds ”Arctic Oil and Gas Assessment” (AMAP 2010b).
På grund af barske vejrforhold og udbredt havis i de nordlige og vestlige dele af vurderingsområdet, forventes olieefterforskningsaktiviteterne at være begrænset til sommer og efterår (ca. juni – november). Såfremt en egentlig olieproduktion påbegyndes, forventes der dog at pågå aktiviteter året rundt.
De fysiske forhold i vurderingsområdet er kort beskrevet med fokus på oceanografi og isforhold. Den sydlige del af området er normalt isfrit året rundt, med udtagelse af de mest vestlige dele. Den nordvestlige del af vurderingsområdet er sædvanligvis isdækket fra omkring februar til maj. I kolde vintre dannes der desunden fastis i de inderste dele af fjordene. Af og til forekommer der isbjerge i området, hyppigst senvinter og forår. Isfjelde ses dog sjældent nord for Fyllas Banke. Dette skyldes strømforhold, bathymetri og den lange afstand til produktive isbræer.
Offshore-bankerne i Sydvestgrønland hører til blandt de vigtigste karakteristika for havmiljøet i vurderingsområdet. En høj vandgennemstrømning over disse forholdsvis lavvandede områder forårsager en kraftig opstigning af næringsrigt vand, som skaber basis for en langvarig høj primærproduktion. Bankerne er sædvanligvis helt eller delvis isfrie (løst drivis kan forekomme) året rundt, med undtagelse af Store Hellefiskebanke i den nordlige del af vurderingsområdet. Den høje primærproduktivitet på bankerne opretholdes i op til flere måneder længere end på dybere offshore lokaliteter. En anden vigtig egenskab for området er overgangszonen, hvor arktiske og tempererede havstrømme mødes. De fysiske processer der er forbundet med frontzonerne påvirker planktonorganismerne på forskellig vis, herunder næringstilgangen og dermed niveauet for primær- og sekundærproduktion samt planktonfordelingen. Desuden adskiller havvand fra de mere kystnære områder sig fysisk og kemisk fra det mere oceaniske vand, idet det opblandes med ferskvand fra oplandet.
Det pelagiske miljø i offshore områderne er karakteriseret ved lav biodiversitet (undtaget bundfaunaen) – men ofte talrige og tætte koncentrationer af de tilstedeværende populationer, en relativ simpel fødekæde fra primærproducenter til topprædatorer og nogle få arter der spiller en nøglerolle i det økologiske system. Den mest markante økologiske begivenhed i det marine miljø er forårsopblomstringen (april/maj) af fytoplankton, som udgør primærproducenterne i fødekæden. Forårsopblomstringen sker i hele vurderingsområdet, og hvor der er is, sker den i takt med isens tilbagetrækning. Fytoplankton græsses af zooplankton, inklusiv de vigtige Calanus vandlopper (primært
C. finmarchicus), som udgør nøglearter i det marine økosystem. Udover at zooplankton udgør føde for de højere trofiske niveauer i fødekæden, så som fisk, bardehvaler og havfugle, så spiller det også en økologisk nøglerolle for bundfaunaen, som forsynes med værdifuld føde i form af nedsynkende fækalier fra zooplankton organismerne.
Da vurderingsområdet ligger indenfor det sub-arktiske område, er det marine miljø domineret af atlantiske arter, så som C. finmarchicus vandlopperne. For nylig er der imidlertid identificeret en hidtil ubeskrevet sydgående strøm langs kontinentalsoklen i Sydvestgrønland, som kan betyde, at zooplankton fra det arktiske område er vigtigere for offshore områderne, end tilfældet er i de bedre undersøgte kystnære områder. Samtidig forventes det, at densiteten er lavere i offshore områderne, sammenlignet med de kystnære områder.
Makroalgerne findes langs kystlinjen, er tilknyttet hård bund, og kan forekomme på mere end 50 m dybde. Biomassen og produktionen af litorale og sublitorale makroalger kan være betydelig og dermed vigtig for de højere trofiske niveauer i fødekæden. De kan fungere som substrat for fastsiddende organismer, yde beskyttelse mod prædation, udtørring, strøm og bølgeslag eller som direkte fødeemne. I de mørke vintermåneder når fytoplankton er fraværende, udgør det partikulære organiske stof fra makroalgerne en meget væsentlig fødekilde for bundfaunaen. Generelt er produktionen af makroalger høj i vurderingsområdet, grundet de overvejende isfrie forhold året rundt. Unikt for vurderingsområdet er forekomsten af ålegræs Zostera marina (en rødlistet art), som danner tætte ´enge´ på blød sandbund i fjordene omkring Nuuk. I samme område forekommer koralrødalgen Corallina officinalis, som det eneste sted i Grønland. Derudover er der forekomst af løstliggende kalkrødalger.
Havbundens makrofauna konsumerer en betydelig del af den tilgængelige primærproduktion og udgør til gengæld vigtige fødeemner for fisk, havfugle og havpattedyr. Vurderingsområdet har et stort antal historiske indsamlingsstationer, hvorfra mere end 1000 forskellige arter af bunddyr er registreret. Nye studier har afsløret en meget heterogen sammensætning af bundtyper, såvel som en meget høj artsrigdom på blødbundslokaliteter med op til 80 arter/artsgrupper per 0.1m2 prøveflade. Arter, som karakteriserer de såkaldte VME’er (Sårbare marine økosystemer – Vulnerable Marine Ecosystems, ifølge FAOs kriterier for sårbarhed overfor bundtrawl) er fundet flere steder i vurderingsområdet. For nylig blev Grønlands første koralhave med bløde koldtvandskoraller beskrevet indenfor vurderingsområdet og vurderet som en egnet kandidat til et VME for bunddyr med et areal på 486 km2 og en udstrækning på 60 km langs kontinentalsoklen.
Havis er yderst dynamisk og samtidig et ekstremt miljø med store vertikale variationer i lysforhold, temperatur, saltholdighed og tilgængelige næringsstoffer. Organismer, som lever inde i de små saltholdige hulrum i isen samt på undersiden af isen, inkluderer vira, bakterier, alger, ciliater (infusionsdyr), flagellater, tanglopper og vandlopper. Undersøgelser fortaget udenfor vurderingsområdet viser, at primærproduktionen i havis er af stor betydning for de højere trofiske niveauer i den arktiske fødekæde på tidspunkter af året, hvor den pelagiske og bentiske produktion er lav. Forholdene i vurderingsområdet er dog dårlig undersøgt, inklusiv Vestisen i den nordvestlige del af området.
Fiskefaunaen i offshore områderne, inklusiv fiskebankerne, er domineret af bundlevende arter, såsom hellefisk, helleflynder, rødfisk, havkat samt andre ikke-kommercielle arter. For hellefisk, der udgør en meget vigtig kommerciel fiskeriresurse, antages det, at det primære gydeområde ligger indenfor vurderingsområdet og er væsentlig for bestandsrekrutteringen også udenfor området (Nordvestgrønland og Canada). Tobis forekommer i tætte stimer på fiskebankerne og udgør vigtigt bytte for visse fisk, havfugle og bardehvaler. I det kystnære område gyder tre vigtige arter: torsk, lodde og stenbider. Lodde er vigtig som bytte for større fisk, havfugle, havpattedyr samt for mennesker. Både torsk og stenbider (rogn) udnyttes på kommerciel basis. Fjeldørred er også en vigtig art i det kystnære område og er genstand for meget lystfiskeri. Andre arter, som udnyttes i mindre skala, kommercielt eller ikke-kommercielt, er havørred, helleflynder og havkat.
Havfugle kolonier er talrige i vurderingsområdet, om end de typisk er mindre i størrelse sammenlignet med nordligere kolonier i Vestgrønland. I alt er 20 arter kendt som almindelige ynglefugle fra området og den højeste tæthed af kolonier findes i skærgårdsområdet mellem 63˚ and 66˚N på trods af, at ikke alle områder er systematisk gennemsøgt for ynglefugle. To arter hører til blandt de mere sjældne ynglefugle i Grønland, nemlig lunde og atlantisk lomvie, og disse er listet som henholdsvis ”sårbare” og ”udryddelsestruet” på den grønlandske rødliste.
For 13 arter er deres vigtighed for vurderingsområdet klassificeret som ”høj” på en national eller international skala, grundet antallet af ynglefugle, fældefugle eller overvintrende fugle (Tab. 3.7.1). Vurderingsområdet er særlig vigtigt som overvintringsområde for havfugle. Området udgør en stor andel af åbentvandsområdet i Sydvestgrønland, som huser et stort antal overvintrende havfugle fra Rusland, Island, Svalbard og Canada i perioden oktober – maj. Det er estimeret at mere end 3,5 millioner fugle overvintrer alene i det kystnære område. De mest talrige arter er polarlomvie, almindelig ederfugl, kongeederfugl og søkonge. Et ukendt, men stort, antal havfugle migrerer desuden gennem eller overvintrer i offshore-områderne.
Havpattedyr udgør en signifikant komponent af det marine økosystem. Fem arter af sæler forekommer i vurderingsområdet, blandt hvilke grønlandssæl er talrig i hele området gennem det meste af året, mens spættet sæl er opført som ”kritisk udryddelsestruet” på den grønlandske rødliste. Den nordlige del af vurderingsområdet overlapper med den sydlige del af et vigtigt overvintringsområde for hvalros. Blandt hvalerne, er der flere bardehvaler som periodevist forekommer relativt hyppigt i vurderingsområdet, herunder vågehval, finhval, pukkelhval og sejhval. Området er en del af deres fourageringsområde om sommeren og fordelingen af hvalerne er ofte korreleret med de primære fødeemner: lodde, krill og tobis. Nye fly-surveys (2015) indikerer dog et skift eller en variation i den primære udbredelse af vågehval, finhval og pukkelhval, fra Vestgrønland til Østgrønland. Grønlandshval migrerer gennem vurderingsområdet i januar – februar måned, på vej mod fourageringsområder og muligvis yngleområder umiddelbart nord for vurderingsområdet. Flere tandhvaler er også almindelige i området, herunder marsvin, grindehval, døgling og hvidnæse. De sydlige overvintringsområder for hvidhvaler og narhvaler strækker sig desuden ind i den nordlige del af vurderingsområdet. Isbjørn forekommer i den vestlige del af området vinter og forår, afhængig af og knyttet til Vestisens udbredelse i Davisstrædet.
Fjorden Ikkattok og de omkringliggende øgrupper nær Paamiut er udpeget som vådområder af international betydning jf. Konventionen om vådområder af international betydning (”Ramsar-konventionen”).
Tre områder er fredet i henhold til Naturfredningsloven. To af disse er dog terrestriske områder og vil ikke være påvirket af olieaktiviteter. Det tredje område er øen Akilia ved Nuuk, som er beliggende i den yderste skærgård og fredet på grund af geologiske forekomster (Fig. 4.1.1). Syv lokaliteter er beskyttet som havfugle reservater ifølge fuglebekendtgørelsen, som også beskytter andre havfugle kolonier mod forstyrrelser i form af et færdselsforbud, i den tid fuglene er tilstede.
Ifølge Råstofloven er flere områder udpeget som ”vigtige områder for dyrelivet”, hvor råstofaktiviteter er reguleret med henblik på ikke at påvirke fugle og pattedyr. Det omfatter f.eks. de vigtigste havfugle kolonier.
Grønland fik en ny national rødliste i 2018, og jf. denne kategoriseres ti arter af pattedyr, tolv fuglearter og én art af fisk fra vurderingsområdet som næsten truet (NT) eller truet (VU, EN, CR) (Tab. 4.3.1). Den internationale rødliste udpeger ti havpattedyr og fem fugle fra vurderingsområdet som næsten truede eller truede (Tab. 4.3.3).
Vurderingsområdet er påvirket af flere forskellige menneskelige aktiviteter og rapporten gennemgår et udvalg af disse, idet disse kan interagere med påvirkninger fra olieefterforskning og -udvinding.
Indholdet af tungmetaller (primært kviksølv) og POP’er, hvis overvågning koordineres af AMAP, bioakkumuleres i fødekædernes toprovdyr og i mennesker, der lever af fangst og fiskeri. Især kviksølv giver anledning til bekymring og niveauet er måske stigende i vurderingsområdet. Bly har været faldende, mens der ikke synes at være tidstrend for cadmium. Indholdet af POP’er, der er reguleret internationalt, forventes dog at falde, men der dukker løbende nye forurenende stoffer fra industricentrene i Europa, Asien og Nordamerika op i de grønlandske organismer.
Fra olie er PAH’er (Polycyclic Aromatic Hydrocarbon) de mest giftige stoffer. Indholdet af PAH i vurderingsområdet er generelt lavt, men forhøjet i havneområder.
Plasticforurening er af stigende betydning og giver anledning til bekymring. Mikroplastic (<5 mm) er påvist overalt i det arktiske miljø og i talrige organismer fra plankton til hvaler. Macro- (>25 mm) og meso-plastic (5-25 mm) er også påvist i fordøjelseskanalen blandt fisk, fugle og havpattedyr, ligesom sæler og hvaler kan blive viklet ind i garnrester af plastic fra fiskeri. Kilderne til plasticforurening i vurderingsområdet er for en stor del lokale, men plastic tilføres også med havstrømme udefra.
Mennesker udnytter de naturlige resurser i hele området; fritidsfangst og erhvervsfangst i mindre skala er udbredt i det kystnære område, mens et betydeligt kommercielt fiskeri foregår udenskærs. Da det meste af det kystnære område ofte er næsten isfrit året rundt, er fangstmulighederne også gode det meste af året, om end der er fangstforbud i visse perioder. Havfugle er blandt de vigtigste resurser og bliver skudt i et betydeligt antal, om end antallet har været nedadgående gennem de sidste to til tre årtier. Sæler bliver også skudt/ fanget i stort antal. Skindene bliver solgt og klargjort til det internationale marked på et garveri i Sydgrønland, mens kødet konsumeres lokalt. Den vigtigste art er grønlandssæl. Hvalros, hvidhval og narhval nedlægges vinter og forår i den nordlige det af området og er reguleret af kvoter. Desuden nedlægges marsvin, vågehval, finhval og pukkelhval i området, hvoraf fangsten af
de to førstnævnte udgør langt den største andel. Vågehval, finhval og pukkelhval er underkastet fangstkvoter, bestemt af IWC. Isbjørn skydes fåtalligt i den nordlige del af vurderingsområdet og reguleres ligeledes af kvoter.
Det kommercielle fiskeri repræsenterer det vigtigste eksporterhverv i Grønland og i 2018 udgjorde det 90 % af Grønlands eksportindtægt (4.1 milliard DKK). Hellefisk, rejer og krabber er de primære arter, der udnyttes kommercielt i vurderingsområdet og de årlige fangster udgør en stor andel af de totale fangster i Grønland. Andelen af den grønlandske rejefangst, der fanges i vurderingsområdet, er dog faldet betydeligt de sidste fem år, mens fangsten er steget nord for vurderingsområdet. Torskefiskeriet er vokset indenfor det seneste årti, men rekrutteringen til bestanden varierer betydeligt. Sammenlignet med tidligere historiske store forekomster (1960’erne), er de nuværende fangster af torsk dog stadig små. I det kystnære område pågår et mindre fiskeri, som fritidsfangst eller kommerciel fangst, af arter som stenbider, havkat, rødfisk, torsk, fjordtorsk (uvak), lodde, fjeldørred og laks.
Turisme er et voksende erhverv i Grønland og er nu den tredjestørste økonomiske sektor på landsplan. I 2019 var det totale antal gæster i Grønland 105.000 og antallet af overnatninger var 266.000. Mere end halvdelen af disse gæster rejste til vurderingsområdet og især til Nuuk. Antallet af besøgende krydstogtskibe er også stigende. Seværdigheder i de kystnære områder er yderst vigtigt for turisterne.
Klimascenarier for Baffin Bugt – Davisstrædet regionen forudsiger en lokal temperaturstigning på 1 til 4 °C ved udgangen af 2030 og 1.5 til 10 °C i 2080 (sammenlignet med gennemsnittet 1986–2005), svarende til en opvarmning på 0,2 °C per årti over de næste 50 år. I de nordlige områder vil mindre havis betyde en længere vækstsæson for primærproducenterne, men til gengæld kan mere nedbør og mere smeltevand fra Indlandsisen betyde en kraftigere lagdeling af vandsøjlen, hvilket kan medføre en mindre tilførsel af næringsstoffer fra de dybere vandlag til de øverste vandlag, hvor fotosyntesen foregår. Vurderingsområdet er dog allerede isfrit det meste af året og derfor forventes det, at de fremtidige ændringer af økosystemet primært påvirkes af de stigende temperaturer samt ændringer af strømforhold, lagdeling og opblanding af vandmasserne.
Fangst og fiskeri i vurderingsområdet vil højst sandsynligt blive påvirket af klimaændringerne, så en bæredygtig fangst vil i fremtiden være afhængig af en fleksibel forvaltning af resurserne, samt en omstillingsparathed overfor nye eller alternative resurser. For nogle bestande vil klimaændringer virke som en ekstra stressfaktor, på linje med f.eks. fiskeri og jagt, og medføre en højere følsomhed overfor oliespild. Andre bestande kan blive større og mere robuste som en konsekvens af klimaændringer. Det er ligeledes sandsynligt, at artssammensætningen vil ændre sig. Nogle arter kan forsvinde eller deres udbredelse forskydes nordover, som det fx synes at være tilfældet med rejen i øjeblikket. Andre kan komme ind fra syd og drage fordel af de stigende temperaturer og ændrede fødeforhold, som fx atlantisk torsk og makrel.
Fremtidig overvågning og udforskning af økosystemet i vurderingsområdet er essentielt for at kunne følge disse ændringer og for at kunne bidrage med viden til en fremtidig økosystem-baseret forvaltning af de menneskelige aktiviteter, der effektivt kan tilpasse sig hurtige ændringer i økosystemet.
I forbindelse med vurdering af olieaktiviteters miljøpåvirkninger skal de kumulative effekter ikke glemmes. Det er de kombinerede effekter af alle menneskelige aktiviteter i tid og rum. Flere seismiske undersøgelser samtidigt eller efter hinanden eller udledning af produktionsvand fra mange produktionsbrønde bør således vurderes samlet og ikke kun enkeltvis. De samlede påvirkninger kan betyde, at man kommer over tålegrænsen for en bestand. Olieaktiviteter vil også kunne give anledning til kumulative effekter fra forstyrrelser eller oliespild sammen med for eksempel påvirkninger fra fangst, der kan have gjort dyr mere agtpågivende overfor forstyrrelser. Nogle gange kan effekter af forskellige aktiviteter forstærke hinanden så den samlede effekt bliver kraftigere end man ville forvente ud fra summen af de enkelte påvirkninger (synergi).
Nærværende vurderinger bygger på viden om arternes nuværende fordeling, deres tolerance og tærskelværdier overfor olierelaterede aktiviteter, samt på de eksisterende klimatiske forhold. Klimaændringer forventes imidlertid at ændre meget på miljøet i vurderingsområdet i de kommende årtier og det er derfor ikke givet, at konklusionerne er gældende for fremtidige forhold. Samtidig er en stor del af vurderingsområdet dårligt undersøgt og ny viden kan derfor også ændre på konklusionerne.
Efterforskningsaktiviteter er midlertidige, de varer typisk nogle år og vil for det meste være spredt ud over de tildelte licensområder. Hvis der ikke lokaliseres olie, der kan udnyttes, ophører aktiviteterne helt. Findes der olie, vil aktiviteterne overgå til udvikling og udnyttelse af oliefeltet (se nedenfor).
De væsentligste påvirkninger fra efterforskningsaktiviteter kan være forstyrrelser fra støjende aktiviteter (f.eks. seismiske undersøgelser, boring i havbunden og helikopterflyvninger) fra selve boreprocessen og udledninger. Alvorlige påvirkninger kan undgås med forebyggende tiltag, som f.eks. ved at undgå aktiviteter i særligt følsomme områder eller perioder.
De arter i området som er mest sensitive overfor støj fra seismiske undersøgelser er bardehvalerne (vågehval, finhval, sejhval og pukkelhval) og tandhvaler som kaskelot og døgling. Disse risikerer at blive bortskræmt fra vigtige opholdsområder om sommeren. En fordrivelse eller forskydning i udbredelse af hvalerne vil påvirke tilgængeligheden for fangerne, såfremt de oprindelige opholdsområder var vigtige fangstområder. Narhval, hvidhval, grønlandshval og hvalros er også sårbare overfor seismisk støj, men deres forekomst i området overlapper kun i mindre grad med de forventede seismiske undersøgelser.
Da seismiske undersøgelser kun er midlertidige, er risikoen for langtidspåvirkninger på populationer, forårsaget af enkelte surveys, ret lav. Risikoen er dog tilstede, såfremt der udføres flere undersøgelser samtidig, eller hvis undersøgelserne foregår i det samme kritiske område i lange perioder eller i adskillelige år i træk (kumulative effekter). Særlige 3D-seismiske undersøgelser, der typisk foregår i begrænsede områder, kan give anledning til mere markante midlertidige påvirkninger.
Indenfor fiskeriet, er risikoen for påvirkninger af seismisk støj størst for hellefisk. Disse risikerer midlertidigt (dage eller uger) at blive kortskræmt og kan resultere i mindre fangst på fiskepladserne. Selvom det præcise gydeområde for hellefisk er usikkert, må det anbefales at undgå seismiske undersøgelser i deres gydeperiode (tidlig vinter). Fiskeriet af rejer og krabber vil sandsynligvis ikke påvirkes.
Støj fra boreplatforme er også midlertidige, men mere permanente end seismiske undersøgelser. De mest sårbare arter i vurderingsområdet er hvaler og hvalros. Såfremt alternative habitater er tilgængelige for hvalerne, forventes der ikke nogen negativ effekt af aktiviteten, men hvis flere platforme opererer samtidig i et område, er der større risiko for bortskræmning fra de mulige alternative habitater.
Boremudder og –spåner forventes normalt udledt på havbunden. Af miljøhensyn bliver olieholdig boremudder transporteret til land, mens vandbaseret boremudder normalt udledes så længe de tilsatte kemikalier ikke er sundhedsfarlige. Der er dog lokale effekter på havbunden også ved udledning af vandbaseret boremudder pga. sedimentationen. Prøveboringer i de mest sårbare områder bør derfor helt undgås. Der bør foretages basisundersøgelser på borestederne før boringerne, med henblik på at dokumentere og vurdere om unikke bunddyrssamfund eller arter, så som koldtvandskoraller eller svampehaver, vil være i risiko for at blive påvirket af en øget sedimentation. Undersøgelser efter boringer skal dokumentere, at der ikke er større effekter end forventet. Miljøpåvirkningerne fra boremudder og -spåner kan forebygges ved at deponere begge dele på land eller i gamle borehuller.
Efterforskningsboringer er energikrævende processer og vil medføre store udledninger af drivhusgasser. Blot en enkelt boring vil forøge det grønlandske bidrag betydeligt.
Endelig vil der være risiko for oliespild (‘blow-out’) i forbindelse med en efterforskningsboring (se nedenstående).
I modsætning til efterforskningsfasen er aktiviteterne under udvikling af et oliefelt og produktion af olie af lang varighed (årtier), og flere af aktiviteterne har potentiale til at forårsage alvorlige miljøpåvirkninger. Disse påvirkninger kan i høj grad forebygges gennem nøje planlægning baseret på baggrundsviden om miljøet, anvendelse af anerkendte Health, Safety and Environment (HSE) procedurer, brug af Best Available Technique (BAT) og Best Environmental Practice (BEP) og endelig sikret ved stram myndighedsregulering. Der er dog mangel på viden om kumulative virkninger og langtidsvirkninger af de udledninger (f.eks. fra produktionsvand), der forekommer selv ved anvendelse af førnævnte tiltag.
Boringerne vil fortsætte under udvikling og produktionsfasen og boremudder og spåner vil blive produceret i meget større mængder end i efterforskningsfasen. Udledninger bør minimeres mest muligt, ved at genbruge og tilbageføre materialerne og kun udledning af miljøvenlige kemikalier (f.eks. dem som ifølge OSPAR er klassificeret som ’grønne’ og ’gule’), der er blevet testet for giftighed og nedbrydning under arktiske forhold, bør tillades. Brugen af ”sorte” kemikalier er forbudt i Grønland og de ”røde” kemikalier kan kun benyttes hvis der tildeles dispensation. Selv ved ikke-giftige udledninger kan sedimentationen ændre fordelingen af kornstørrelser på havbunden og påvirke bundfaunaen i nærheden af udledningsstederne.
Produktionsvand (der pumpes op sammen med olien) udgør langt den største udledning til havmiljøet ved olieproduktion. Et oliefelt kan udlede op til 30.000 m3 om dagen, og på årsbasis udledes der på den norske sokkel 148 millioner m3. På grund af de store mængder er der i de senere år udtrykt bekymring for udledning af produktionsvand, for på trods af, at det er behandlet og overholder internationale miljøstandarder indeholder det stadig en del forurenede stoffer. Der knytter sig desuden specielle problemer til udledning af produktionsvand i et isdækket hav, der har reduceret opblanding i overfladelaget. Her kan f.eks. æg og larver af polartorsk blive påvirket. Miljøproblemerne ved produktionsvand kan for eksempel begrænses ved skærpede krav til indholdsstoffer eller undgås ved at pumpe vandet tilbage i oliebrønden (re-injection).
Udledninger af ballastvand medfører en risiko for at introducere ikke-hjemmehørende eller invasive arter. Derfor skal ballastvand behandles og udledes efter særlige regler. IMO konventionen om ballastvand trådte i kraft i 2017 og en række guidelines er udarbejdet (IMO Link). Alle skibe og boreenheder som tager del i olie og gas aktiviteter i Grønland skal følge guidelines fra IMO eller de tilsvarende canadiske regler (Link). Invasive arter er endnu ikke et stort problem i Arktis, men risikoen vil stige i takt med klimaændringer og den mere intensive trafik af tankskibe som opstår ved et producerende oliefelt.
Udvikling af et oliefelt og produktionen af olie er meget energikrævende og aktiviteten vil bidrage markant til Grønlands udledning af drivhusgasser. Et af de store norske oliefelter udleder i dag således næsten tre gange så meget CO2 som hele Grønland tilsammen.
Støj fra boringer og positionering af skibe mv., vil fortsætte i en udviklings- og produktionsfase. Det kan potentielt føre til permanente tab eller forskydninger af vigtige sommerhabitater for hvalerne, særligt hvis flere produktionsfelter er aktive samtidig. Støj fra skibe (inkl. isbrydere) og helikoptere, bliver mere permanente i udviklings- og produktionsfasen i forhold til efterforskningsfasen, kan påvirke både havpattedyr og havfugle. De mest sårbare arter i vurderingsområdet er de kolonirugende havfugle, grønlandshval, narhval, hvidhval, vågehval, finhval, marsvin og hvalros – arter som muligvis forbinder støj med negative begivenheder, så som jagt. Traditionelle fangstområder kan også blive påvirket. Brug af faste flyveruter og –højder vil kunne minimere påvirkningerne fra helikopterstøj.
Placering af offshore installationer og etablering af infrastruktur kan lokalt påvirke artssamfund på havbunden og der er en risiko for at ødelægge vigtige fourageringsområder – hvalros er sårbar, om end de hovedsageligt forekommer i den nordlige del af vurderingsområdet. Fourageringsområder for overvintrende kongeederfugle på fiskebankerne (særligt Fyllas Banke) er også følsomme. Installationer på land kan lokalt påvirke ynglende fugle, hindre fjeldørreder vejen til visse elve, ødelægge den kystnære flora og fauna, samt påvirke det æstetiske indtryk af det uberørte landskab. Sidstnævnte kan få betydning for turismen.
En særlig påvirkning af fiskeriet er de sikkerheds/afspærringszoner (typisk 500 m), som etableres rundt om midlertidige eller permanente offshore installationer. Disse vil få en betydning, i de områder hvor der fiskes intensivt efter hellefisk og rejer.
Oplyste installationer og flares (gasflammer) kan tiltrække havfugle når det er mørkt og der er en risiko for, at specielt ederfugle og måske søkonger kolliderer med installationerne.
Der vil være en risiko for kumulative effekter når flere aktiviteter foregår samtidigt eller i forlængelse af hinanden. Eksempelvis har seismiske undersøgelser et stort potentiale for at forårsage kumulative effekter. Kumulative effekter kan også forekomme i kombination med andre menneskelige aktiviteter, såsom jagt eller i kombination med klimaændringer.
Påvirkninger fra udviklings- og produktionsfasen kan begrænses mest muligt ved at kombinere detaljerede miljøundersøgelser (for at lokalisere sårbare økosystemkomponenter) med nøje planlægning af placeringen af installationer og transportruter. Ligeledes skal BEP, BAT og internationale standarder (f.eks. OSPAR og HOCNF) implementeres for at reducere udledninger i havet og til atmosfæren.
Det miljømæssige mest kritiske uheld, der kan ske ved de ovennævnte aktiviteter, er et stort oliespild. Et oliespild kan ske under selve boringen (‘blowout’) eller ved uheld i forbindelse med opbevaring eller transport af olien. Store oliespild er forholdsvis sjældne og den globale tendens i mængden af spildt olie er nedafgående. Risikoen er imidlertid altid tilstede.
Simuleringer af oliespild (potentielle drivbaner for et oliespild) er foretaget på seks lokaliteter i vurderingsområdet – tre steder på de relativt kystnære fiskebanker og tre steder længere til havs (Fig. 8.3.1). For de sidstnævnte gik den generelle drivbane for olien mod sydvest, med en potentiel påvirkning på et 70.000 km2 stort havområde mellem Canada og Grønland. Olien fra de mere kystnære simuleringerne havde en lignede drivbane, men i et tilfælde fulgte olien en nordgående drivbane inden den bøjede af mod sydvest. I to af de kystnære simuleringer blev kysten også påvirket af olien. I alle seks simuleringer var der risiko for, at noget af olien nåede havbunden, om end i små mængder (< 5%).
Store oliespild kan potentielt påvirke alle niveauer af det marine økosystem, fra primær-producenter til topprædatorer. Det kan udgøre en trussel på populations- og måske endda artsniveau og påvirkningerne kan vare i adskillelige årtier, som det er dokumenteret for Prince William Sundet i Alaska. For nogle populationer kan dødeligheden i nogen udstrækning være kompensatorisk, idet den delvist erstatter naturlig dødelighed, mens den for andre populationer hovedsageligt vil være additiv i forhold til den naturlige dødelighed. Nogle populationer kommer hurtigt på fode igen, mens det for andre kan gå meget langsomt, afhængig af deres livsstrategi og populationsstatus. For arter, der er sårbare overfor olie og som samtidig udsættes for fangst, kan påvirkninger fra et oliespild reduceres ved at forvalte fangsten på en mere restriktiv og bæredygtig måde. Mangel på effektive afværgeforanstaltninger i isdækkede farvande og den ofte afsides beliggenhed, vil forværre den kritiske situation ved et oliespild.
For dette vurderingsområde er offshore områderne opdelt i otte områder, som hver især er klassificeret i forhold til deres sårbarhed overfor oliespild. Analysen er baseret på arternes eller artsgruppernes hyppighed, arts- eller bestandsspecifikke sårbarhedsværdier overfor olie, estimerede opholdstider for
olien (oil residency), resurse udnyttelse og enkelte andre parametre. Gennem alle årstider er de mest kystnære offshore områder, cirka svarende til kontinentalsoklen, blandt de mest sårbare-områder. Disse er meget vigtige for migrerende og overvintrende havfugle, som fiskeområder for rejer og krabber og som fourageringsområde for bardehvaler. Om foråret og om vinteren klassificeres desuden det sydvestlige hjørne af vurderingsområdet som meget sårbart overfor oliespild. Det skyldes primært et intensivt hellefiskfiskeri og at der i marts og april måned findes yngleområder for klapmyds langs kanten af vestisen.
En sammenligning af årstider, baseret på absolutte sensitivitetsværdier og gennemsnitsværdier for alle offshore-områder viser, at vinteren er den mest sårbare periode, tæt efterfulgt af forår og efterår, mens sommeren er mindst sårbar overfor oliespild. Den primære grund til denne forskel er de store forekomster af migrerende/overvintrende havfugle gennem forår, vinter og efterår. Havfugle er generelt meget sårbare overfor olie, særligt alkefugle og havænder.
Det kystnære område i vurderingsområdet er særlig sårbart, fordi olien her kan påvirke områder med høj biodiversitet. Sårbarheden skyldes også, at olien kan blive fanget i bugter og fjorde, hvor høje og giftige koncentrationer af olie kan opstå. Der vil være risiko for negativ påvirkning af gydende fisk som lodde og stenbider om foråret, fjeldørred som samles foran elvene og mange havfuglepopulationer – både om sommeren, i trækperioder og særligt om vinteren, hvor havfugle fra mange steder i Nordatlanten samles i Sydvestgrønland. Langtidspåvirkninger kan forekomme i det kystnære område, såfremt olien indlejres i sedimentet, mellem sten, i muslingebanker eller i klippesprækker. Fra sådanne olieaflejringer kan olien langsomt sive og forårsage en kronisk forurening, der kan vare ved i årtier. I Prince William Sund i Alaska har sådanne olieaflejringer haft negative langtidseffekter for de fugle, der udnytter de forurenede kyster og nogle arter er endnu ikke kommet på fode igen. Det kystnære område er også meget vigtigt for de lokale fiskere og fangere og i tilfælde af et oliespild, kan deres aktiviteter blive markant påvirket af forbudszoner og ændrede fordelingsmønstre blandt fangstdyrene. Turistindustrien vil også blive negativ påvirket af et oliespild i det kystnære område.
I den nordlige og vestlige del af vurderingsområdet er vinteren og foråret en kritisk periode pga. Vestisens udbredelse. Ved et oliespild i isfyldt farvand vil olien indledningsvist blive fanget mellem isflagerne og i små hulrum på isflagernes underside. Isen vil i første omgang være med til at begrænse udbredelsen af et oliespild, men da isen holder på olien, kan den også transportere den over lange afstande (uden væsentlig nedbrydning) og kan således påvirke miljøet, f.eks. havfugle og havpattedyr, langt fra det oprindelige udslip. Olien kan også blive fanget langs iskanten eller i israndzonen, hvor der kan forekomme store og sårbare koncentrationer af primærproduktion, havfugle eller havpattedyr.
Generelt forebygges oliespild bedst ved nøje planlægning og brug af standardiserede sikkerhedsprocedurer (HSE), forsigtighedsprincipper (BEP, BAT) og internationale standarder (OSPAR). Den foreliggende viden om oliespilds bevægelighed i isdækkede farvande er dog begrænset og den tilgængelige teknologi til bekæmpelse af olie i isdækket farvand er endnu utilstrækkelig.
Det vurderes, at påvirkningerne på primærproduktion og zooplankton fra et overfladespild i det åbne hav vil være lav i vurderingsområdet på grund af
den store udbredelse i tid og rum af disse forekomster. Der er imidlertid en risiko for en negativ påvirkning (nedsat produktion) på primærproduktionen lokalt og forårsperioden med algeopblomstring vil være den mest sårbare periode. Det er dog givet, at et stort undersøisk olieudslip på størrelse med det i den Mexicanske Golf, må forventes at have større påvirkninger end et overfladesplid, for primærproduktionen, zooplankton og fiske/reje-larver.
Generelt er æg og larver fra fisk og krebsdyr mere sårbare overfor olie end de voksne individer og bestandene kan potentielt blive påvirket med reduceret rekruttering og efterfølgende konsekvenser for bestandsstørrelser og fiskeriudbytte i en årrække. Atlantisk torsk er særlig sårbar, fordi dens æg og larver kan være koncentreret i de øverste 10 m af vandsøjlen, hvorimod f.eks. larver af rejer og hellefisk normalt går dybere og derfor er mindre udsat overfor skadelige koncentrationer af olie på havoverfladen. Et undersøisk udslip på størrelse med det i den Mexicanske Golf 2010 (mere end 800.000 tons olie – det største oliespild i efterkrigstiden), med store lommer af olie fordelt i vandsøjlen, kan dog eksponere æg og larver overfor olie i store områder og dybdeintervaller og kan potentielt påvirke rekrutteringen og bestandsstørrelsen af arter som rejer, hellefisk, krabber og tobis.
Bundlevende organismer som muslinger og krebsdyr er sårbare overfor oliespild, om end der ikke forventes nogen effekter på det åbne hav, med mindre olien synker til bunden. På lavt vand (< 10-15 m) kan høje toksiske koncentrationer af olie nå havbunden, med mulige konsekvenser for den lokale bundfauna og de arter, der udnytter disse, særligt almindelig ederfugl, kongeederfugl, havlit, remmesæl og hvalros. Et stort undersøisk olieudslip vil også kunne påvirke bunddyrene på dybt vand.
Der forventes ikke påvirkninger fra et overfladespild på voksne fisk i det åbne hav. Et stort undersøisk ’blow-out’ vil derimod godt kunne ramme pelagiske og bundlevende fisk langt til havs, enten direkte eller indirekte gennem fødekæden. Hellefisk vil være udsat på begge måder, idet de bevæger sig op fra havbunden for at søge føde i de pelagiske vandmasser. Situationen er mest kritisk for det kystnære område, hvor store og toksiske koncentrationer af olie kan opbygges i beskyttede bugter og fjorde og resultere i høj dødelighed blandt fiskene (se ovenstående).
Et oliespild på det åbne hav vil primært påvirke fiskeriet gennem midlertidige forbudszoner, som skal forhindre fangst af kontaminerede fisk. Varigheden af sådanne forbudszoner vil afhænge af varigheden af olieudslippet, vejret og andet. Udenskærsfiskeriet efter hellefisk er stort i vurderingsområdet og eventuelle forbudszoner vil sandsynligvis også omfatte canadiske fiskeområder vest for vurderingsområdet. Dette skyldes, at hellefisk kan bevæge sig over store afstande på forholdsvis kort tid og der er således risiko for, at kontaminerede fisk (med afsmag – ”tainted”) fanges langt fra det oprindelige olieudslip.
Vurderingsområdet er også et af de vigtigste fiskeområder i Grønland for rejer og krabber. Forbudszoner kan ligeledes medføre betydelige økonomiske tab for dette fiskeri.
Oliekontaminerede kyster vil også medføre nedlukning af fiskeriet i kortere eller længere periode. Der er eksempler på mange måneders fiskeforbud
som konsekvens af oliespild, særligt hvis olien er indlejret i sedimentet eller strandkanten. Det kommercielle kystnære fiskeri går primært efter stenbider og lokale bestande af torsk, mens lodde primært fanges til privat forbrug.
Havfugle er meget sårbare overfor olie i det marine miljø, idet de normalt tilbringer meget tid på havoverfladen, hvor de fleste oliespild sker og hvor olien typisk spredes. Sårbarheden er knyttet til deres fjerdragt, som blot ved meget små mængder olie mister deres isolations- og opdriftsevne. Kontaminerede fugle dør som oftest af underafkøling, sult, drukning eller pga. forgiftning. I vurderingsområdet er det kystnære område særligt sårbart, fordi der forekommer store koncentrationer af fugle det meste af året. En betydelig del af disse fugle, inklusiv ynglefugle, fældefugle og overvintrende fugle, er knyttet til habitater i den yderste skærgård. Et olieberedskab er vanskeliggjort i sådanne områder pga. den afsides beliggenhed, en kompleks kystmorfologi og ofte barske vejrbetingelser. De mest sårbare arter er havfugle med en langsom reproduktionsevne, et karaktertræk for mange alkefugle, mallemukker og havænder. Arter som polarlomvie, søkonge, ederfugle og havlit overvintrer i vurderingsområdet i stort tal, idet området er en del af et internationalt vigtigt overvintringsområde (åbentvandsområdet i Sydvestgrønland) for havfugle fra hele Nordatlanten.
Om efteråret og om vinteren er nogle arter af havfugle fra vurderingsområdet også i risiko for olieforurening længere til havs, inklusiv fiskebankerne, omend fuglene på det åbne hav sædvanligvis er mere spredte end i det kystnære område. Nogle af de vigtige arter er mallemuk, ride, lunde, søkonge, polarlomvie, tejst og kongeederfugl. Blandt disse er kongeederfugl den mest sårbare art, idet den samles i store tætte flokke på fiskebankerne om vinteren (Fyllas Banke og Store Hellefiskebanke). Et stort oliespild i disse områder kan decimere population.
Isbjørne og sælunger er blandt de mest sårbare havpattedyr overfor den direkte kontakt med olie og kun en begrænset eksponering kan være dødelig, idet olien påvirker pelsens isolationsevne. Der er vigtige forekomster af sælunger i vurderingsområdet (se nedenstående), mens isbjørne forekommer i varierende grad, afhængig af pakisens udbredelse i Davisstrædet.
Hvaler, sæler og hvalrosser kan påvirkes af oliespild på havoverfladen. Bardehvalerne kan få barderne indsmurt i olie og derved indtage olien med deres føde. Det kan føre til forgiftning og skader i maveregionen. De risikerer også at indånde oliedampe og at få olie i øjnene. I hvilken grad havpattedyr aktivt kan undgå at komme i kontakt med en oliepøl og samtidig hvor skadelig olien er for de ramte individer, er usikkert. Observationer indikerer imidlertid, at i det mindste nogle arter ikke opfatter olie som en trussel og de er gentagne gange set svømme direkte ind i en oliepøl.
Arter af havpattedyr, som kunne blive ramt af et oliespild i vurderingsområdet, kunne være remmesæl, klapmyds, ringsæl, spættet sæl, grønlandshval, narhval, hvidhval, isbjørn, marsvin, hvalros, døgling og kaskelothval. Spættet sæl er særlig sårbar fordi den er truet i Grønland, samt klapmyds fordi yngleområderne findes i den østlige pakis i Davisstrædet. Havpattedyr, som fouragerer i området om sommeren, inkluderer grønlandssæl, klapmyds, ringsæl, spættet sæl, finhval, pukkelhval, vågehval, sejhval, marsvin, hvidnæse, døgling, kaskelothval og grindehval. Blåhval forekommer sjældent i vurderingsområdet, men er sårbar pga. den meget lille population.
Miljøpåvirkninger fra olieefterforskning og -udvinding forebygges bedst ved at kombinere detaljeret baggrundsviden om det miljø, der arbejdes i, med grundig planlægning af alle aktiviteter. Dertil skal BAT og BEP, brug af internationale standarder, som f.eks. dem OSPAR fastsætter, og internationale vejledninger (fra fx Arktisk Råd) sikre, at forurening fra udledninger til luft og hav bringes ned til acceptable niveauer og at risikoen for uheld minimeres.
Myndighedernes miljøregulering skal også bygge på detaljeret baggrundsviden, så den kan blive så præcis som mulig og ikke blot være begrundet af forsigtighedsprincippet. Reguleringen skal sikre, at selskaberne lever op til stillede krav og standarter.
Oliespild skal først og fremmest undgås ved anvendelse af BAT og BEP, høje sikkerhedsstandarter og kvalificeret regulering. Men er uheldet ude, kan spildt olie bekæmpes på tre måder: Mekanisk opsamling, dispergering med kemiske midler og afbrænding.
Mekanisk opsamling har ikke været særligt effektivt ved de store amerikanske oliespild i 1989 og 2010, og vanskeliggøres tillige, hvis der er is i det farvand, der arbejdes i. Den kræver også omfattende logistik. Metoden er mest anvendelig ved små spild.
Kemisk dispergering kræver tilsætning af dispergeringsmidler inden olien er forvitret for meget og her kan is og kolde forhold bidrage til, at det operationelle tidsvindue forlænges. Dispergering flytter olien fra havoverfladen til vandsøjlen, og den kan her påvirke andre organismer. Metoden kræver derfor en sammenlignende miljøafvejning (SIMA, Spill Impact Mitigation Assessment), før den evt. kan benyttes. Men den kan også fremme den naturlige nedbrydning ved, at olien findeles i vandet. Biologisk nedbrydning har i flere undersøgelser vist sig at være meget langsom i grønlandske farvande, bl.a. fordi indholdet af næringsstoffer i vandet er meget lavt, hvilket nedsætter mikroorganismernes aktivitet.
Afbrænding har vist sig lovende under arktiske forhold, hvor stabil is kan medvirke til at holde olien indespærret. Men det er hidtil kun prøvet som forsøg. Det er også tvivlsomt om metoden overhovedet kan benyttes i dynamisk drivis, som den forekommer i vurderingsområdet.
Endelig har metoderne til at bekæmpe oliespild deres egne miljøpåvirkninger. Mekanisk opsamling på kysterne kan være meget voldsom over for flora og fauna, dispergeringsmidler har deres egne giftvirkninger og afbrænding sender store mængder sod op i atmosfæren og danner reststoffer på vandoverfladen. Forhold, som er væsentlige at vurdere effekten af når beredskabet planlægges, dels på et strategisk niveau (Environment & Oil Spill Response tool, EOS), dels i en operativ situation ved en SIMA (Spill Impact Mitigation Assessment).
DCE og GNs anbefalinger vedrørende områdebegrænsninger for olieaktiviteter (olie licencer) er baseret på anvendelse af tre kriterier for friholdelse af områder i den kommende strategiperiode: 1) Områder, der allerede er udpeget som de mest værdifulde på nationalt niveau, dvs. områder med særlig
økologisk og biologisk værdi og høj følsomhed overfor oliespild, eller områder vurderet som meget værdifulde og sårbare i forbindelse med udarbejdelsen af denne rapport, 2) afstand til kystlinjen og dennes følsomhed overfor oliespild, da det er meget svært at beskytte kysten, hvis der sker et kystnært oliespild, samt 3) sandsynligheden for forekomst af is, da der ikke findes effektive metoder til bekæmpelse af oliespild i drivis.
Ingen af de særlige sårbare områder som tidligere er udpeget på nationalt niveau, ligger indenfor vurderingsområdet i Davisstrædet. Blandt vigtige områder indenfor vurderingsområdet, som ikke også er omfattet af kriterie 2 eller 3, foreslås det at overveje områdebegrænsninger i en nylig identificeret udenskærs koralhave. Vedrørende kriterie 2, anbefaler DCE /GN at benytte norske afstandskriterier og etablere en 65 km beskyttelseszone i tre specifikke særligt sårbare kystområder, nemlig fjordområdet og skærgården ved Nuuk, fjordområdet og skærgården ved Maniitsoq samt et kystområde syd for Sisimiut. For den resterende kystlinje anbefales en 35 km beskyttelseszone. Angående isdække (kriterie 3), anbefaler DCE/GN at overveje, kun at tillade olieaktiviteter i områder med minimalt isdække. Den præcise grænse for et acceptabelt isdække anbefales at ligge et sted mellem de norske anbefalinger, som kun tillader aktiviteter hvis is-frekvensen er mindre end 15%, og en grænse som er defineret ved det gennemsnitlige 30% isdække i marts måned (se kapitel 9).
Der er generelt mangel på information om økologiske komponenter og processer i Davisstrædet. En identifikation af videnshuller i forhold til en miljømæssig forvaltning og regulering af kommende olieaktiviteter i Davisstrædet er præsenteret i kapitel 9. For at forvalte kommende olieaktiviteter behøves der mere viden for at kunne a) vurdere, planlægge og regulere aktiviteterne således, at påvirkninger minimeres mest muligt; b) identificere de mest sårbare områder og herunder, at opdatere de eksisterende sensitivitetsatlas for oliespild; c) etablere baseline viden til brug i studier før og efter et eventuelt stort oliespild.
Påvirkningsfaktorer eller presfaktorer (Environmental pressures) er de menneskelige aktiviteter, der påvirker omgivelserne. Det er f.eks. fiskeri og fangst, skibsfart eller minedrift og på større skala også klimaændringerne. Undertiden bruges ordet stressorer på dansk i denne sammenhæng.
Effekt eller virkning af (effect) bruges om virkningen af specifikke aktiviteter eller stoffer udledt til miljøet, som f.eks. giftpåvirkning af kemikalier i boremudder eller hvordan seismisk støj påvirker havpattedyr ved bortskræmning eller midlertidigt høretab.
Konsekvens af (impact) bruges, som effekt, men i lidt bredere betydning, som f.eks. konsekvensen på miljøet ved brug af giftige borekemikalier.
Følsom (sensitive) er de økologiske elementers (organismer, processer) naturlige reaktion på påvirkninger udefra. Narhvaler er f.eks. følsomme over for undervandsstøj. Se også sårbar nedenfor. Grænsen mellem følsom og sårbar er dog ikke skarp.
Sårbar (vulnerable) er et begreb, der inkluderer risikoen for at blive påvirket af menneskelige aktiviteter. F.eks. er narhvaler, på grund af deres følsomhed over for undervandsstøj, sårbare over for planlagte seismiske undersøgelser. Grænsen mellem følsom og sårbar er ikke skarp.
Miljørisiko (Environmental risk) beskriver sandsynligheden for og konsekvenserne af en menneskelig påvirkning af miljøet, som f.eks. en efterforskningsboring.
[1] Ved open door kan selskaber til en hver tid søge om efterforsknings- og udvindingstilladelser i det pågældende udbudsområde. Dette i modsætning til udbudsrunder, hvor selskaberne skal søge inden en fastsat dato.
