Petersen, L.K., Levin, G., Ejrnæs, R., Zandersen, M. Jensen, A. & Brunbjerg, A.K. 2014. Parcelhushaven - en del af byens natur. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 88 s. - Videnskabelig rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 90. http://dce2.au.dk/pub/SR90.pdf
Denne rapport handler om private haver som en del af byens grønne struktur. Den handler om de levesteder haverne kan rumme, de kvaliteter haverne har for deres ejere og brugere, og de muligheder der er for at styrke biologisk mangfoldighed og lokal afledning af regnvand (LAR) gennem indretning og brug af haven.
Rapporten fremstiller resultaterne fra et tværfagligt forskningsprojekt om økosystemtjenester, naturkvalitet og klimatilpasning i forstadslandskabet. Fokus er på forstæderne omkring København, men studiet har relevans også for andre byområder med enfamilieshuse. Formålet med projektet var at afdække potentialet for at styrke biodiversitet og økosystemtjenester på private parceller i forstadsområder og dermed potentialet for en sammenhængende grøn by- og forstadsstruktur med høj naturkvalitet, robust tilpasning til klimaforandringer og mangfoldige rekreative og kulturelle værdier.
Projektet blev gennemført i 2013 gennem en række delstudier vedrørende (1) arealanvendelsen og den grønne struktur i Storkøbenhavn, (2) havens forskellige levesteder, deres økologi og betingelserne for sårbare arter, (3) haveejernes og brugernes opfattelse, indretning og daglige anvendelse af deres haver, (4) haveejernes indstilling til forskellige tiltag der kan fremme biodiversitet og regnvandsafledning, og (5) kommunale myndigheders forestillinger om og tilgang til den grønne struktur, biologisk mangfoldighed og de private parcellers rolle.
Til sammen viser de fem delstudier, at der er et potentiale for at fremme biodiversitet og LAR-løsninger i haverne, idet haverne dækker et tilstrækkeligt stort areal til at det giver mening. Tiltag til fremme af biodiversitet og LAR svarer dog ikke umiddelbart til haveejernes og brugernes sædvanlige praksis, men private haver kan indrettes, så de giver plads til flere levesteder og/eller LAR-løsninger og samtidig passer med haveejernes brug og æstetik.
Parcelhushaver og andre ubebyggede arealer i tilknytning til bebyggelse bliver i reglen ikke medregnet som en del af den grønne struktur i et givet geografisk område. Denne rapport viser imidlertid, at parcelhushaver udgør en betydelig del af det storkøbenhavnske areal, nemlig omkring 6 % af hele arealet og 10 % af den samlede blågrønne struktur. En vis andel af den ubebyggede del af en parcelhusgrund er ganske vist befæstet med fliser, asfalt, cement eller lignende og kan derfor dårligt kaldes grøn. Projektet anslår på baggrund af egne undersøgelser, at andelen af befæstede overflader ligger på cirka 22 % af det samlede ubebyggede haveareal i Storkøbenhavn. Uagtet at private haver også rummer befæstede overflader, udgør de grønne dele af parcelhusgrundene alt i alt et så stort areal, at de har betydning for vandafledningen og kan have betydning for fremme af biologisk mangfoldighed.
Den typiske parcelhushave med dens typiske landskabselementer indeholder allerede levesteder, som er blevet sjældne i det dyrkede kulturlandskab – såsom redemuligheder og nektarkilder for vilde bier og krat til småfugle og svampe – og der er store potentialer for at indrette haverne på måder, der giver flere levesteder og højere biodiversitet, bl.a. ved at udlægge en del af plænen som tør blomstereng, ved at lade hækken udvikle sig til et tæt krat indeholdende flere arter af løvfældende buske ovenpå en uforstyrret jordbund, og ved at bevare gamle træer og dødt ved (fx en høj stub). Ligeledes er der potentiale for bedre afledning af regnvand uden at belaste kloaksystemet, bl.a. gennem anlæg af regnbed og grønt tag, som samtidig giver levesteder til en større mangfoldighed af arter.
På basis af et katalog over de væsentligste levesteder i forstadshaven har projektet udviklet et pointsystem, hvorved man kan bedømme biodiversiteten i en have. Systemet kan tjene som inspiration for alle der arbejder med haver og er interesserede i at fremme biologisk mangfoldighed.
Selv om private haver potentielt kan bidrage til at fremme større biodiversitet og LAR-løsninger, så er det nogle helt andre forhold der er vigtige, når folk indretter og bruger deres haver. Muligheder for afslapning, alene eller sammen med familie og venner, er noget af det vigtigste ved haven, som i høj grad bliver forstået som et grønt uderum og dermed som en del af det hjemlige. Nydelsen af haven beror dog også på, at den har et vist naturindhold: at den består af levende vækster, at den giver en oplevelse af årstidernes skiften, at den er grøn, og at der er fugle, sommerfugle og andre dyr. Men nydelsen beror samtidig på at den er tæmmet natur. Haven skal være ordnet, og der skal være klare grænser mellem dens forskellige elementer, og for nogle består en væsentlig del af glæden ved haven – dens nærmest terapeutiske kvaliteter – i selve arbejdet med at trimme, ordne og nusse i haven.
Af undersøgelsen fremgår det, at der er en vis ambivalens overfor at fremme biodiversitet og lokal afledning af regnvand i haven. Der er på den ene side et overraskende stort flertal, som er enige i, at grundejere har et medansvar for at fremme biodiversitet og for at undgå oversvømmelser ved kraftige regnskyl. Når det på den anden side kommer til konkrete naturfremmende tiltag og LAR-løsninger, så er man noget mere tøvende, og visse tiltag kan være i direkte i modstrid med den almindelige havepraksis og haveindretning. En kvasbunke støder øjet, gamle træer kan skygge og være farlige, en hæk bestående af flere plantearter forekommer rodet og svær at holde.
Indenfor rammerne af den æstetiske, praktiske og sociale orientering, som styrer indretningen af haven, kan der dog godt skabes plads til flere slags levesteder, som befordrer en større naturmangfoldighed. Nogle af dem passer direkte til eksisterende præferencer, såsom at sørge for at der er blomstrende træer og planter i hele sommerhalvåret. Andre synes i haveejernes øjne at passe bedst til større grunde, fx kvasbunker og bevarelse af gamle træer, eller de bliver først aktuelle, hvis man selv har oplevet oversvømmelser på grunden, fx regnbede. Atter andre tiltag kræver et skub i form af inspiration, viden om mulighederne og demonstration af deres æstetiske og rekreative kvaliteter, eller i form af kommunale tilskud. Det kan være anlæg af et stykke blomstereng på plænen eller det kan være anlæg af et grønt tag på garagen eller et udhus, som mange haveejere er positivt indstillede overfor, de skal bare have ideen. Andre og større tiltag som grønt tag på boligen, blomstereng på hele plænen eller regnbed vil kræve offentligt tilskud, hvis de skal iværksættes eller, for regnbedenes vedkommende, erfaring med oversvømmelser på egen grund.
Den grønne struktur er i tiltagende grad vigtig i den kommunale planlægning, men biodiversitet er først for nylig blevet et tema i denne udvikling, og private haver indtænkes ikke som en del heraf. Haverne indgår til en vis grad i kommunernes klimatilpasningsindsats, især med henblik på at sikre lokal afledning af regnvand, men kommunerne har i langt overvejende grad fokus på offentlige grønne områder. Muligheden for at fremme biodiversitet i storbyernes havelandskaber realiseres måske bedst gennem en indsats fra andre aktører såsom planteskoler, landskabsarkitekter, havemagasiner, grundejerforeningerne, haveforeninger og andre civilsamfundsorganisationer i samarbejde med lokale og statslige myndigheder.
