Sunde, P., Mayer, M., Fox, A.D., Holm-Andersen, A., Šálek, M., Lindhøj, F.J., Krištín, A., Obuch, J., Chrenkova, M., Kaatz, G., McAneney, C., Kaczmar, E., Brøndum, K., Christensen, M.M., Jensen, E.H., Rudbeck, A.V., Skjoldager, M. & Jacobsen, L.B. 2021. Det biologiske levegrundlag for kirkeugler i Danmark. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 58 s. - Videnskabelig rapport nr. 444
http://dce2.au.dk/pub/SR444.pdf
Med under 15 kendte, tilbageværende ynglepar er kirkeuglen på randen til at uddø som dansk ynglefugl. Årsagen skyldes utilstrækkelig ungeproduktion pga. mangel på føde i yngletiden. Den tilbageværende bestand opretholdes i dag vha. aktiv fodring i yngletiden. Hvis kirkeuglen i fremtiden igen skal kunne opretholde selv-reproducerende bestande uden kunstig fodring skal deres naturlige fødegrundlag genoprettes.
For at kunne iværksætte konkrete habitatforbedringstiltag, er det imidlertid nødvendigt at indhente bedre viden om (i) hvilke typer byttedyr som kirkeuglen mangler i nutidens danske kulturlandskab, og (ii) hvordan dette er koblet til konkrete landskabselementer (dækningstyper, tæthed af læhegn mv.), samt (iii) hvilken skala kirkeugler udnytter landskabet på.
Med økonomisk støtte fra Miljøministeriet har DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet, i denne rapport udredt danske kirkeuglers fødebiologi, fødegrundlag, habitatsammensætning og fødesøgningsadfærd, sammenlignet med andre bestande i Centraleuropa, og (i det omfang historiske data er tilgængelige) Danmark før 1980, hvor arten endnu var en ret almindelig ynglefugl. Udredningen støtter sig primært på empiriske undersøgelser foretaget i 2019-20 (fødesammensætning, byttedyrtæthed, landskabssammensætning og adfærd), men inddrager også publicerede og upublicerede data fra perioden 1974-2011.
Undersøgelsen er nået frem til følgende resultater og konklusioner:
Fødesammensætning: Danske kirkeuglers fødesammensætning i yngletiden er beskrevet ud fra undersøgelser af byttedyr i gylp fra ti forskellige ynglepar og redekamerafotos fra tre ynglepar perioden 2008-2020. Målt i biomasse, bestod hovedparten af den naturlige føde i yngletiden af regnorm (47 %) efterfulgt af hvirveldyr (34% fordelt på 28 % pattedyr og 6 % fugle og padder) og insekter (19 %). De hyppigste pattedyr i gylp fra danske kirkeugler var markmus (alm. markmus Microtus agrestis og sydmarkmus Microtus arvalis: de to arter kunne ikke adskilles i gylp), husmus Mus musculus og skovmus Apodemus sylvaticus. Til sammenligning udgjordes føden hos fem ynglepar i Slesvig-Holsten i 2019 (hvor den lokale kirkeuglebestand havde rekordhøj ynglesucces det pågældende år) af 90 % hvirveldyr (81 % markmus), regnorm (7 %) og insekter (3%). Sammenlignet med udenlandske kirkeuglepar, bestod føden i yngletiden hos danske kirkeugler i højere grad af regnorm og i mindre grad af småpattedyr, navnlig markmus. Dette peger i retning af, at danske kirkeuglepar først og fremmest ”mangler” markmus og andre småpattedyr som sommerfødegrundlag. I gylp fra Danmark udgjorde løbebiller (Carabidae) 56-72 % af alle bestemmelige insektrester, hvorimod torbister (Scarabaeidae) som historisk angives som vigtige fødeemner i yngletiden udgjorde < 5 %. I Slesvig-Holsten udgjorde løbebiller og torbister henholdsvis 39% og 26% af alle bestemmelige insektrester.
Daggamle kyllinger udgjorde 38% af den totale fødemasse for par som havde adgang til disse som tilskudsfoder. Tilskudsfoder i yngletiden må derfor betragtes som et væsentligt energitilskud for de tilbageværende danske kirkeuglepar.
Byttedyrtætheder: I maj-juni 2019, blev bestandstætheden af jordlevende insekter og småpattedyr takseret i 24 tidligere og nuværende kirkeuglerevirer i Himmerland og Slesvig-Holsten (12 revirer i hvert land). Antallet af jordlevende insekter fanget i faldfælder per uge var gennemgående højere i Himmerland end i Slesvig-Holsten, hvilket taler imod at lavere ynglesucces hos danske kirkeugler skyldes lavere tæthed af store insekter såsom løbebiller. Antallet af observationer af småpattedyr (hovedsageligt ægte mus, Muridae) fotograferet af vildtkameraer om natten var omtrent seks gange højere i Slesvig-Holsten end i Danmark (95% sikkerhedsinterval: 2-18 gange), hvilket taler for, at lavere ynglesucces hos kirkeugler i Danmark skyldes lavere tæthed af smågnavere. I besatte kirkeuglerevirer var antallet af smågnavere ni gange højere (95% sikkerhedsinterval: 3-26 gange) i terrænet end omkring de bygninger, hvor kirkeuglerne ynglede, mens der ingen forskel kunne registreres i forladte territorier. Dette tyder på at tilstedeværelse af kirkeugler reducerer tætheden af smågnavere omkring reden gennem prædation eller induceret anti-prædatoradfærd hos deres byttedyr.
Landsskabssammensætning: Landskabssammensætningen inden for 500 meters radius af 23 kirkeuglereder i Himmerland og 46 kirkeuglereder i Slesvig-Holsten blev kortlagt og sammenlignet. Kirkeuglerevirer i Slesvig-Holsten indeholdt i gennemsnit dobbelt så mange forskellige fladepolygoner og tre gange så mange læhegn sammenlignet med kirkeuglerevirer i Himmerland. Resultaterne er i overensstemmelse med tidligere undersøgelser, som har konkluderet at kirkeuglers ynglesucces er positivt korreleret med en høj habitatheterogenitet, samt forekomst af spredt (gerne ældre) træbevoksning.
Adfærd: Ynglende kirkeuglers arealbrug, bevægelser og brug af landskabet blev undersøgt for seks danske og tjekkiske kirkeugler udstyret med GPS-loggere. Danske kirkeuglehanner havde et gennemsnitligt natligt aktivitetsområde på 54 ha per nat og opholdt sig 248 m fra reden, mod 1,5 ha og 34 m for hunner. Ti gange større aktivitetsområder for danske kirkeuglehanner end for hanner i Tjekkiet, tyder på at føden er meget mere spredt forekommende i Danmark end i Tjekkiet. Danske, men ikke tjekkiske, kirkeuglehanner præfererede skov, hvilket er forbundet med forøget prædationsrisiko fra natugler (Strix aluco), hvilket også peger i retning af at danske kirkeugler ’manglede’ føde i det åbne landskab. Ynglende kirkeugler i både Danmark og Tjekkiet tilbragte over halvdelen af tiden i haver og bebyggede arealer og brugte disse arealer mere end dækningsgraden tilsagde. Skel og vejkanter synes også at være vigtige, idet disse blev brugt mere end dækningsgraden tilsagde. Gennemgående bekræfter dette at heterogenitet og kantzoner er vigtige for kirkeuglers byttedyr og/eller kirkeuglers fødesøgning.
En række forskellige resultater af denne udredning peger i retning af at småpattedyr, måske især markmus, er den væsentligste fødekilde som danske kirkeugler mangler i yngletiden. Hvis man ønsker at den danske kirkeuglebestand igen skal kunne oppebære en selvopretholdende ungeproduktion uden fodring i yngletiden, er det bedste bud derfor, at øge bestandstæthed og tilgængelighed af smågnavere (nok især markmus), samtidig med at der også er en rig og stabil tilgængelighed af regnorm og jordløbende insekter.
Bestandstætheden af smågnavere kan konkret fremmes ved at øge tætheden og arealet (længden og bredden) af markskel og levende hegn, samt forbedre deres kvalitet som levested. Sidstnævnte er vigtigt, ikke mindst om vinteren, hvor bæreevnen i forhold til smågnaverbestande er lavest. Bæreevne vil også kunne øges ved at udlægge ”vildtstriber” bestående af permanent græs langs eksisterende skel.
Da kirkeugler søger føde på bare overflader (hårde overflader, blottet jord, kort græs), er det vigtigt samtidigt at maksimere længden (og kvaliteten) af kantzoner mellem byttedyrenes levesteder og de åbne flader hvor kirkeugler fanger sit byttet. Dette gælder formentlig i særlig grad i forhold til kirkeuglers mulighed for at fange markmus, som kun nødtvungent bevæger sig uden for dækning.
I praksis vil dette formentlig kunne opnås ved fx ved at slå baner gennem arealer udlagt med permanent højt græs eller ved at skabe alternerende striber af afgræssede arealer og permanent græs på delvist afgræssede arealer. Andre positive tiltag vil formentlig være ikke at bortskaffe kvas og gammelt græs, men derimod lade dette ligge som ly og læ for smågnavere såvel som insekter.
Da kirkeugler under optimale fødeforhold (resultater fra Tjekkiet) opholder sig 90 % af tiden inden for 100 m fra reden og stort ikke bevæger sig mere end 200 m bort, bør det også i Danmark søges at oppebære en tilstrækkelig ressourcebase inden for en afstand af 200 m fra reden. Da kirkeugler også i Danmark tilbringer 80 % af udendørstiden inden for 100 m af reden, må habitatfremmende tiltag inden for denne afstand formodes at have særlig stor positiv effekt på kirkeuglernes evne til at skaffe føde på egen hånd.
Da det fortsat ikke vides i hvilken grad bestandene af kirkeuglens byttedyr vil respondere på konkrete habitatforbedrende initiativer, eller hvordan kirkeugler vil respondere på et forbedret ressourcegrundlag, må det på anbefales, at effekten af eventuelt iværksatte habitatforbedrende forsøg måles og evalueres. Dette vil fx kunne gøres ved at kombinere GPS-logning med kameraregistrering af hvilke typer bytte som bringes til reden, hvorfra og i hvilke mængder.
Så længe det ikke vides om rodenticider har negativ indflydelse på kirkeuglers byttedyrtilgang og risiko for at blive sekundært forgiftede, anbefales brug af rodenticider begrænset mest muligt i kirkeuglerevirer. Kirkeugler synes under alle omstændigheder at være effektive biologiske bekæmpere af mus i og omkring de bygninger, hvor de yngler.
